Den danske salmebog rummer et par mærkelige naboer. Levemanden og digteren Ambrosius Stub (1705-1758) og biskoppen og den pietistiske salmedigter H.A. Brorson (1694-1664) skrev begge slidstærke salmevers, der holder flere århundreder efter deres død. De boede ovenikøbet en overgang i samme gade i Ribe, men selvom de skrev deres salmer på samme tid og sted, kunne de på den anden side ikke være længere fra hinanden, så de delte Ribe mellem sig i den forstand, at Brorson foragtede byens værtshuse, hvor Stub gerne sad og drak sig lystig og mere forgældet.
Stub ironiserede omvendt over de ”tørre tedrikkere” som pietisterne med Brorson i spidsen, der satte tevand foran sig og hvidløg bag, som Stub skrev i en af sine satiriske tekster, der sammen med hans lejlighedssange og hyldestdigte til kongen var med til at gøre ham både folkelig og berømt i sin egen samtid.
I dag er Brorson dog som bekendt den mest kendte digter af de to, så det kan forekomme ironisk, at Stub netop kan takke Brorsons berømmelse for, at han nu også har fået en digterrute i Ribe. For da det sidste år blev besluttet at lave en digterrute om Brorson i Ribe, greb sognepræsten Bente Bramming chancen for også at lave en digterrute for Ambrosius Stub, så man både kunne få et andet billede af Ribe og af 1700-tallet, mens hendes mand, sognepræsten Torben Bramming, så er hovedarkitekten bag Brorson-ruten.
”De har begge to tragiske liv. Stub har endeløs gæld og dør alene, mens Brorson mister otte ud af 16 børn, og det ene barn er handikappet. Han har selv et meget svagt sind. Men Brorson er i samfundets centrum med familien omkring sig, mens Stub er individualisten, der dør mutters alene. Men nu sørger Brorson altså for, at folk også tager Stub-ruten med, og det fortjener han også,” siger Torben Bramming med et varmt blik mod sin bedre halvdel.
Begge ruter begynder ved Bramming-parrets bolig, Taarnborg, hvor Brorson engang boede som biskop, så på den måde er Stub nu blevet en slags logerende hos Brorson. Men nu hænger deres digterrute-pjecer side om side som ligemænd.
”Ambrosius Stub var på mange måder Brorsons modsætning. Mens Brorson tidligt blev anerkendt, var Stub en falleret student, som forsøgte sig i forskellige sammenhænge. Og den smule anerkendelse, Stub fik, kom først i hans sene år, da han skrev hyldestdigte og hyldestsange til kong Frederik V og til Odense Katedralskoles jubilæum. De sange blev trykt og gjorde Stub berømt som digter, men det særlige for ham var ellers, at han mestrede alle genrer. Fra det satiriske digt til salmer og naturlyrik,” forklarer Bente Bramming og tilføjer, at Stub også så sig selv i teologisk opposition til Brorsons pietisme.
”Brorson troede naturligvis også på Guds nåde, men i hans salmer kan der godt ligge et underlæggende element af, at man alligevel skal præstere noget for at komme i himlen. Men Stub satte sin lid til Guds nåde og forsyn. Han havde ikke kun et lyst hoved, men også et lyst sind, og han bevarede sin optimisme til det sidste, så han døde også i tillid til, at Gud holder hånden over os,” siger Bente Bramming og peger på, at han på mange måde var forud for sin tid, selvom han er glemt af mange i dag.
”Stub er en moderne røst i den forstand, at han har et forfatterjeg, der træder frem i hans digte. På den måde foregriber han romantikkens digte, hvor digteren stillede sig frem som digter i digtene. Han priste naturen, men så også på verden med et satirisk blik og en underfundig pointe. Når man læser hans digte, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet,” siger sognepræsten og smiler selv, da hun går med ud på ruten, hvor man kommer rundt i hele Ribe, men i Stubs fodspor, som hun siger.
Første stop fører forbi Stubs første og eneste embede i byen, hvor han holdt skole. Her kan man også via en QR-kode i pjecen eller på danskedigterruter.dk få historien om, hvordan Stub allerede havde oplevet en del modgang, da han som 47-årig kom til Ribe som en lærd mand, der dog ikke ejede kongens mønt. Men i Ribe gav byens bedsteborgere ham en ny chance ved at give ham et hus og en stilling som skolemester. Det holdt dog ikke længe. Dels fordi konkurrencen fra byens andre skoleledere var hård, men måske mest af alt, fordi Stub fortsatte med at drikke ved siden af sin stilling som skolemester, hvor han hurtigt fik et nyt publikum som rimmester på blandt andet Weis Stue og det gamle apotek i Fiskergade 1. Begge steder er bevarede i samme stil som på Stubs tid, og det er en oplevelse at drikke en øl i de lavloftede vinstuer på torvet i Ribe, hvor man levende kan forestille sig, hvordan her engang blev sunget og drukket få skridt fra Ribe Domkirke, hvor Brorson holdt sine ædruelige taler om søndagen.
Rundt om hjørnet er der af hensyn til turister og digterrutevandrende altid åbent ind til det gamle apotek, hvor Stub også holdt drikkelag og blev kendt i byen for sine mesterlige digtimprovisationer, der kunne få alle til at le med rim og sange, der var lige så skæve som de charmerende huse i Ribe.
I bispegården kan man til gengæld høre hans højstemte lejlighedsdigt til kongen. Og smukt er det at lytte til ”Den kedsom vinter gik sin gang” på Slotsbanken, hvor man virkelig kan forstå, at Stub var forud for sin tid med sanselige linjer som ”Ak se, hvor pyntet solen går/ med lange stråler i sit hår” og ”Ak se, et meget yndigt syn på skovens grønne øjenbryn: den høje top skal klædes op, skal klædes op, og våren pynter bøgen ud til brud!”
”Selv H.C. Andersen var inspireret af Stub, og H.C. Andersen omtalte Stub som ’digteren, der kom for tidligt i sin tid’,” siger Bente Bramming, der mener, at han ikke mindst som naturlyriker har meget at byde på.
Hans kærlighedsdigte forekommer næsten mere nøgterne. Men han følte sig heller ikke heldig i sit kærlighedsliv, kan man forstå på digterrutens næstsidste post, der ellers omhandler hans frierbrev, Kierligheds Alphabet. Han blev gift, men vist aldrig rigtig lykkeligt, så digtningen blev hans frirum. Han døde alene og ludfattig med ubetalte regninger til både parykmageren og apoteket, men regnskabets time frygtede han aldrig. For han stolede på Guds nåde, forklarer Bente Bramming, der har besluttet, at Stub-ruten skal slutte nær hans grav i Sct. Catharinæ Kirke, hvor Per Kirkeby har lavet et monument for Stub i form af blandt andet en stub som symbol på forgængelighed.
”Men for Stub var døden også en forløsning. Man skulle fødes vel, og døbes vel, men sagen er en vel død, som han skrev,” siger hun og citerer fra en af hans salmer, der viste, at han frem for alt stolede på Guds nåde:
”Uforsagt, hvordan min lykke
end i verden blive må,
det er dog et mesterstykke,
som jeg daglig pønser på.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.”
uforsagt, ihvor det går.”