I romanen ”Den gamle præst” forklarer pastor Castbierg, at teologi er ja og nej og derfor Fandens måde at tale om Gud på. Forfatteren Jakob Knudsen mente nemlig, at når teologi bliver til tankegymnastik, så er kristendommen ikke længere noget, den enkelte kan suge næring af eller finde fodfæste ved.
Men kristelig næring og fodfæste er netop, hvad læseren kan finde hos Jakob Knudsen, understreger Knud Nybroe Rasmussen, fordi forfatteren til ”Se, nu stiger solen af havets skød” forbandt tro og erfaring.
Rasmussen har været præst i mere end 40 år og har skrevet speciale om Jakob Knudsen hos K.E. Løgstrup, der lovpriste digteren som en af de mest betydningsfulde kristendomsforkyndere.
Rasmussen sætter Jakob Knudsens forfatterskab i relation til Martin Luther og N.F.S. Grundtvig. I bogens vægtigste essay om ”Gud og menneske i Jakob Knudsens tænkning” har forfatteren nogle glimrende betragtninger om Luthers vanskelige begreber om den skjulte og den åbenbarede Gud.
Hvordan skal man nemlig forklare forholdet mellem Skaberguden, der skjult er til stede i alt, der sker i verden– herunder naturkatastrofer – og så den åbenbarede Gud, der forkynder nåde og barmhjertighed?
Ifølge Rasmussen havde Jakob Knudsen ingen problemer hermed. Kristendom handler ikke om at idyllisere tilværelsen eller forskønne menneskelivet: ”Gud er ikke hverken kærlig eller barmhjertig i almindelig forstand. – Og Gud være priset, at han ikke er det!”.
Dermed gennemhullede Knudsen den argumentation, ifølge hvilken man ikke kan tro på Gud, fordi der er så meget ondt i verden. Men tillige og især bragte han sig i et radikalt modsætningsforhold til hele den humanistiske fremskridtstro, som tegnede det tyvende århundrede.
Den polemiske side af Jakob Knudsens forfatterskab har Rasmussens særlige interesse.
I en prædiken til fjerde søndag efter trinitatis advarer forfatteren mod at gøre Bjergprædikenen til samfundsmoral, for det ville ”favorisere den dovne og voldsmanden, der fik frit spil, når ingen satte sig imod det onde, men blot vendte den anden kind til og oven i købet belønnede overfaldsmanden. Det kan intet menneskeligt samvær og samfund holde til”.
Rasmussen peger på, at Jakob Knudsens tro på Gud derimod betød, at der for ham fandtes en himmel, hvori ”en benådet synder hører sammen med endog sin fjende i synderes fællesskab under Guds nåde”.
”Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig” er sammensat af foredrag, prædikener og lejlighedstaler fra alle årene. Bogen undgår dermed ikke en række gentagelser, ligesom det virker overflødigt at genoptrykke kendte salmer af Grundtvig og Jakob Knudsen.
Men Rasmussens dybe fortrolighed med digteren og ukomplicerede fremstilling af hans tankeunivers gør samtidig bogen til en udmærket præsentation af et forfatterskab fyldt med kærlighed og kamp og en ubestikkelig virkelighedssans i såvel ja som nej.