Prøv avisen

Salmer er en særlig skat af levet liv

-- Der ligger en uendelig sum af hentet livserfaring i salmerne, som det ville være en skam at give afkald på, siger direktør og forfatter Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der har fået den ambitiøse idé til en 15-binds salmeserie. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen, er idémanden bag Kristeligt Dagblads Forlags nye store bogserie, der lader danske forfattere folde 15 salmer ud

Et enkelt salmevers kan indkapsle et helt forfatterskab. Det står klart, når man står foran Søren Kierkegaards ydmyge gravsten på Assistens Kirkegård i hjertet af Nørrebro i København. For her er en bid af en Brorson-salme mejslet ind i stenen:

Det er en liden Tid/

saa har jeg vunden/

saa er den ganske Strid/

med eet forsvunden/

saa kan jeg hvile mig/

i Rosensale/

og uafladelig/

min Jesum tale/

Salmeverset er velvalgt. For Søren Kierkegaard var i konstant strid med sig selv og andre, som han nødig lod få det sidste ord; altså bortset fra Brorson. Anedokten stammer fra en udgivelse "Taarnborg midt i Ribe" om Hans Adolph Brorsons bispegård i Ribe, som Ny Carlsbergfondet har ladet restaurere. Nu munder det arbejde oven i købet ud i en bogserie på 15 bind, der lader danske forfattere og kunstnere folde hver sin salme ud. Og de første tre bind udkommer i morgen på Kristeligt Dagblads Forlag. For Kierkegaard er ikke den eneste, der er blevet inspireret af den danske salmeskat. Kunstelskeren og direktøren for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, bliver for eksempel helt varm i blikket, når han taler om salmer. Især Brorsons:

– Hver gang jeg synger "Op, al den ting, som Gud har gjort", ser jeg en lille solsort for mig. For den byggede rede uden for vinduet, mens vi lærte salmer i klasseværelset. Og mange af de salmer, jeg kender, knytter sig også til steder i naturen fra min barndom, siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen og lader et lille smil vokse sig stort, inden han tilføjer:

– Jeg gik sommetider med en salme i hovedet, når jeg gik hjem fra skole igennem naturen. For Brorsons perspektiv på naturen er fantastisk. Når han skriver "Det mindste græs jeg undrer på", tårner græsset sig jo op som katedraler.

Ligesom i Tom Kristensens senere digt "Græs"?

– Ja, det er også det digt, der står på Tom Kristensens gravsten, hvor han skriver "Græsset er underligt højt for mig, som ligger med Næsen mod Jord. Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan, vokser min Verden sig stor". Det mindste bliver en vældig ting, når man kigger på det fra den position. For man kommer ikke til at se ordentligt, før man ser som et barn igen. Og det er helt sikkert inspireret af Brorson, ligesom Frank Jæger skriver om sin "myrebror", der færdes i græskatedralen, i et vidunderligt digt. For salmeskatten har inspireret mange digtere.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen virker selv som en omvandrende salmebog og krydrer flittigt sine sanselige sætninger med salmevers. For salmer sidder tydeligvis dybt i ham. Som direktør for Ny Carlsbergfondet er han med til at bestemme, hvilken kunst der bliver købt til landets museer og offentlige bygninger, ligesom han har været med til at sammensætte en kanon for Kulturministeriet. Men hans nye idé er "løftet over dannelse", som han siger, da Kristeligt Dagblad møder ham til en samtale om salmer.

Den ambitiøse idé er at udgive 15 illustrerede bøger, der hver lader en kunstner og en forfatter bruge energi og fondskroner på at folde en enkelt salme ud. Og når Hans Edvard Nørregård-Nielsen involverer sig i noget, bliver det som regel også til noget. Det nye projekt begyndte med at restaurere Brorsons gamle bispegård Taarnborg i Ribe.

– Det er måske verdens mindste kulturcenter, men med salmen i centrum. Jeg er selv student fra Ribe, og der var altid en form for musik omkring Brorsons bispegård, hvor man kunne stå og forestille sig, hvordan han samlede familien og lod døtrene synge sine salmer, mens de alle spillede på hvert sit instrument. Og idéen til bogserien om danske salmer udspringer af den store salmeskat fra den egn, hvor Brorson skrev "Op, al den ting, som Gud har gjort" i den jomfruelige natur, før den blev ødelagt af landbruget.

Brorson blev på den måde inspirationen til de 15 bind, hvor forskellige forfattere kommenterer hver sin yndlingssalme af forskellige salmedigtere:

– Vi har bedt omkring 30 mennesker overveje at skrive om en salme, som de holder meget af. Man kan sige, at salmen er et klenodie, som de laver en indfatning af med en tekst. Dertil har vi bedt en række kunstnere om at lave en illustration til salmen og teksten. Og bøgerne kommer på den måde til at afspejle 15 forskellige menneskers forhold til salmer. Og det er den salmeskat, som vi gerne har villet tage op og pudse lidt af til glæde for dem, der er interesseret i det.

Hvad er din egen tilgang til salmer?

– Da jeg gik i skole, havde vi et salmevers hver dag. Og jeg har aldrig sluppet dem siden. Dengang kunne man bande over at skulle terpe salmer, men på et senere tidspunkt fandt det et roligere leje, hvor jeg tog imod salmerne på en anden måde. Man kan sige, at de blev lagt i mig som sædekorn. Og jeg betragter salmer som en vigtig gave. For der ligger en uendelig sum af hentet livs-erfaring i salmerne, som det ville være en skam at give afkald på.

Kan man kalde projektet for en form for "salme-kanon"?

– Nej, for de er jo personligt udvalgt af de enkelte forfatteres kærlighed til dem. Men salmer er for mig også løftet over dannelse. For her er vi inde i nogle overvejelser om, hvad dit liv er. Hvilken plads udfylder du? Hvordan har du udfyldt den? Hvordan er man kommet ind i livet? Og hvordan skal man komme ud af det igen? Salmer løfter sig på den måde over dannelse. For man kan sagtens klare sig igennem tilværelsen uden at kende nogen prisværdige digte, men det er en skam, hvis man ikke har samlet lidt af den livserfaring, som man kan finde i de seneste 500 års salmeskat.

Men den fyldte vel også mere i skolen tidligere?

– Ja, jeg kunne have fundet rundt i Nazaret i mørke, hvorimod jeg ikke kendte Holstebro. Og netop fordi man er så forsulten som en nogenlunde begavet person, fyldte de daglige salmevers og historieundervisningen ens bevidsthed. En af de mest markante begivenheder i mit liv var at høre om Moses, der var på vej ud af Egypten med israelitterne med faraoen i hælene, hvor Moses slår ud med armen og skaber en vej over Det Røde Hav, og så siger lærerinden "og så må I have en god sommerferie". Så jeg måtte hjem og spørge min bedstemor, om Moses nåede over. For det kunne jeg ikke vente seks uger med at finde ud af. I dag vil nogle nok sige, at det var en indoktrinering. Men hvis det var det, så tager jeg det gladelig til efterretning.

Tror du, at salmer kan blive ved med at have en fremtid?

– Ja, det tror jeg. For salmer kan have en friskhed i sig, selvom de kan være 400 år gamle. Da jeg var barn, kunne man få en tør plante, der hed Jerikos rose, som man holdt meget af. Den var helt tør, og alle ville sige, at den aldrig blev til noget igen, men så satte man den i vand efter 10 år eller 20 år, og så foldede den sig pludselig ud og blev grøn igen. Og som den tørre Jerikos rose folder sig ud og bliver grøn, hver gang den får en ny portion vand, kan en gammel salme åbne sig op, hver gang den møder et nyt menneske. For jeg mener, at salmer har en kerne, der er væsentlig for den, der tager den til sig.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen lader blikket glide gennem mødelokalet øverst i Ny Carlsbergfondets smukke bygning.

– Når man diskuterer kunststøtte, tænker jeg nogle gange på, hvor meget en kunstner skal yde, før han er uundværlig. Men jeg tror, at mange mennesker vil give mig ret i, at en salme som "Se, nu stiger solen" var et helt livs kunststøtte værd, fordi den er så vældig i sin naturpoesi. Og jeg elsker selv den vidunderlige fornemmelse af at glide ud i et stykke natur gennem en salme. Sådan opfatter jeg også salmebudskabet: "Glæd dig og læg mærke til alt det, der er væsentligt nu. Og tag det til dig med en fornemmelse af, at du kan blive væk fra det". Og enhver lovprisning af øjeblikket er jeg derfor forfærdelig glad for. Himlen er for abstrakt for mig. Hvis jeg kunne forestille mig, hvordan Himlen var, ville det ikke være Himlen, men en Nørregård-Nielsen-konstruktion. Og jeg har den største mistillid til, hvad jeg selv kan finde ud af. Og jeg vil ikke belaste mit gudsforhold med at tænke på Gud som en gammel mand med hvidt skæg.

Hvad tror du så på?

– På min bedstefars gravsten står der "Alt er nåde". Det er både tilpas præcist og tilpas vagt til mig.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk

De første tre bind i salmeserien udkommer i morgen. De er skrevet af henholdvis Ulrik Høy, Bo Hakon Jørgensen og Steen Kaalø.