Dy Plambeck: Salmer taler til sjælen

”Jeg er vokset op med salmer. Det valgte jeg selv,” skriver forfatteren Dy Plambeck i dette personlige essay om rejsen ind i den danske salmeskat og arbejdet med Kirkesangbogen, der udkom i går

”Mine salmer er skrevet til min datter og alle andre mennesker, der kan få brug for at vende sit blik et andet sted hen, når den virkelighed, vi kalder for den virkelige, er svær, brutal eller uforståelig,” skriver forfatteren Dy Plambeck. –
”Mine salmer er skrevet til min datter og alle andre mennesker, der kan få brug for at vende sit blik et andet sted hen, når den virkelighed, vi kalder for den virkelige, er svær, brutal eller uforståelig,” skriver forfatteren Dy Plambeck. – . Foto: Tor Birk Trads/ritzau.

”En salme er en samtale med Gud. Den rummer en relation,” siger biskop for Haderslev Stift Marianne Christiansen til en introduktion til salmegenren i Engelsholm Højskoles festsal. Det er sommeren 2015, min datter på næsten et år går rundt med sin røde Brio-gåvogn sammen med min kæreste i gruset foran højskolen, et gammelt hvidt slot med tårne, der strækker sine spir mod den dybblå augusthimmel. Vi er en snes forfattere, sangskrivere og komponister, der er blevet inviteret til et todages salmeseminar på højskolen for at skrive tekster og komponere musik til Kirkesangbogen.

Kirkesangbogen er et supplement til Den Danske Salmebog, der skal skabe bro mellem nye og ældre salme- og sangtraditioner og give forskellige tolkninger af kristen trosliv, fortæller formanden for redaktionsgruppen bag Kirkesangbogen, sognepræst Rasmus Nøjgaard. Bogen skal indeholde cirka 250 sange, men ikke udelukkende nyskrevet materiale. Redaktionen bag Kirkesangbogen, der ud over Rasmus Nøjgaard består af musikprofessor Inge Marstal, musiker og lektor Henrik Marstal og sognepræst Helene Dam, har gennemgået tusindvis af ældre sange og salmer for at finde ud af, hvilke sange der kan kvalificere sig til at blive optaget i bogen.

På salmeseminaret på Engelsholm Højskole er fokusset imidlertid at få skabt nyt materiale til bogen. Der er blevet stillet klaver frem i flere rum, også i det lille værelse for enden af den brede slotstrappe, hvor jeg sidder og genlæser Saligprisningerne i Bibelen, begyndelsen af Bjergprædikenen i Mattæusevangeliet:

Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Jeg spørger mig selv, hvordan Saligprisningerne kunne lyde i dag? Hvem er salige? Der er musik fra andre lokaler på højskolen, en eller anden slår en akkord på klaveret, og så lyden af en lys kvindestemme, der synger gennem mit åbne vindue. Musikeren Marianne Søgaard kommer ind i mit værelse og spiller en melodi på klaveret for mig, som hun har lavet til adventssalmen ”Hold håbet op”, som jeg har skrevet. Teksten skal rettes til for at passe til melodien. Vi taler om ordet ”Gud” og griner ad, at vi synes, at det er et voldsomt ord at have med, selv i en salme. Kan teksten og melodien bære det?

Jeg er vokset op med salmer. Det valgte jeg selv. Ingen i min familie gik særlig ofte i kirke, men jeg meldte mig som 12-årig til det lokale kirkekor. Hver søndag stod jeg tidligt op og cyklede de tre kilometer fra mine forældres hus i Buresø, gennem skoven, ned ad Klokkekildebakken, forbi gadekæret i Slagslunde og op til kirken, der lå på en høj med udsigt over markerne. Organistens kone havde syet blå ens kjortler med et silkebånd i halsen til os, som vi trak ud over vores hverdagstøj i det lille fugtige lokale bag altertavlen.

Der var noget ved det kirkelige rum, der trak mig mod det. Det særlige rum, der blev båret af salmesangen. Lige siden har jeg holdt af salmer. Min kærlighed til salmer har at gøre med den samtale, der er i dem, som Marianne Christiansen italesatte på Engelsholm Højskole. At salmen netop er en samtale med Gud. Ikke en sang om Gud. Sproget i salmen er ikke et meddelelsessprog. Det er et relationssprog.

På den måde kommer salmen, både teksten og musikken, til at give udtryk for alt det, følelser og sindsstemninger, som vi ikke har sprog for. Salmer giver os en fornemmelse af at være i en relation til Gud, men også til andre mennesker omkring os. Det sker helt konkret i gudstjenesten. Når vi synger salmen, får vi samme åndedræt som de andre i rummet. Vi bliver én krop. Vi synger sammen. Man er ikke alene i verden længere. Man deler ordene med de andre i menigheden. Fællesskabet findes.

I afsnittet ”Hvad sangen gør ved krop, sjæl og ånd” i bogen ”Salmesang – en grundbog i hymnologi”, citerer musikprofessor Inge Marstal et digt af ungareren Mihály Babits (1883-1941):

Du lytter til dig selv, når du lytter til en sang.

Enhver har en sang i sin sjæl, og du hører din egen sjæl i enhver sang.

Sangen, salmen står altså i direkte forbindelse med sjælen.

Samtidig bekræfter salmesangen samtalen i gudstjenesten. Salmen er reaktionen på ordene, vi hører. Præsten fremlægger Guds ord, menigheden svarer i sang, samtalen findes.

”En gudstjeneste er,” siger sognepræst Rasmus Nøjgaard, ”et drama med sin egen dramaturgi. Der bliver stillet spørgsmål, sået tvivl, der kommer en forløsning under prædiken, nadveren eller i velsignelsen.”

Med salmen flytter vi os gennem dramaet til den ene del og videre til den næste, vi er bevægelige, troen er ikke lukket.

I mit arbejde med at skrive salmer forsøger jeg at indkredse, hvad en salme egentlig er. Jeg kommer hjem fra salmeseminaret på Engelsholm Højskole, lupinerne og roserne blomstrer, jeg sidder på et tæppe i græsset med min datter, der bygger med klodser, mens jeg læser Erik Skyum-Nielsens afsnit ”Salmen som genre” i ”Salmesang – en grundbog i hymnologi”. Her taler han om salmens fire dimensioner:

”Det poetiske: ordenes kunst og dermed den enkelte salmes skønhed. Det teologiske: tekstens evne til at udtrykke kristendom, at rumme tro. Det folkelige: potentialet som menighedens svar på forkyndelsen. Det musikalske: sammensmeltningen af ord, toner og rytme til krop.”

En salme er altså både skønhed, tro, forkyndelse og krop.

Jeg går med min datter gennem København i barnevogn, nu er det september, kastanjerne falder, jeg ringer til biskop Marianne Christiansen.

”Salmen har i den klassiske tradition indeholdt en bibelsk relation. Der skal være et teologisk aspekt i teksten. Hvem er den Gud, jeg synger til?”, siger Marianne Christiansen og fortsætter:

”I forhold til kristne sange, lovsange, som vi kalder dem, så er der i salmeteksten en fortolkning af Gud. En udlægning af, hvem han er og deraf, hvilken betydning han har for mit liv. Ligesom i en kærlighedssang om den elskede.”

”En salme skal kunne bruges i gudstjenestens elementer. Nadver, prædiken, dåb og så videre. Man kan sige, at en salme er en sang, der er skrevet til gudstjenesten,” siger Marianne Christiansen og tøver:

”Ej nu bliver jeg i tvivl. ’Altid frejdig når du går’ var ikke en salme, men den er blevet det, fordi den er blevet brugt så meget i gudstjenesten. Man kan sige, at i det øjeblik, vi synger sangen til Gud, bliver den til en salme, men det passer heller ikke helt, for ’Kærlighed til fædrelandet’ er for eksempel med i salmebogen, og det synes jeg ikke, den burde være.”

”Som du kan høre, er salmen en flydende genre,” siger hun.

Traditionen inden for dansk salmeskrivning er lang og rig. I begyndelsen af mit arbejde med at skrive salmer tænker jeg: Er det overhovedet muligt at skrive en salme efter Kingo, der er så suveræn?

”Sorrig og glæde” er min yndlingssalme. Den rummer så mange sande sætninger, hele livets dualitet, den sjælelige vekselvirkning. Man er ikke glad og så ked af det. Man er til stede i begge følelser på én gang. Det er livet.

Det erfaringsgrundlag, den tilgang til livet, ”Sorrig og glæde” har givet mig, er uvurderligt. Jeg tænker på Brorsons ”Mit hjerte altid vanker”, en af de første salmer, jeg kunne udenad og følte en umiddelbar forbindelse til, da jeg startede i kirkekor som 12-årig, måske på grund af den enkle ligefremme tekst og melodi. Jeg tænker på Grundtvig, på ”Sov sødt barnlille”, som jeg synger for min datter hver aften, når jeg sidder på den lille træskammel ved siden af hendes seng. Jeg tænker på, at forfatteren Dan Turéll (1946-93) besvimede første gang, han hørte Ingemanns ”Lysets engel går med glans”. Jeg tænker på moderne salmedigtere, Simon Grotrians digtsamling ”Jordens salt og verdens lys” (2006), på Lisbeth Smedegaard Andersens og Iben Krogdahls salmer.

Jeg bæver, men alligevel så tror jeg, at dét, at jeg er fortrolig med salmer som tekst og form og har været det siden, jeg var tidlig teenager, gør, at jeg ikke bliver helt skræmt væk af at skulle skrive videre i den danske salmetradition og dermed også ind i den. Ligesom i al anden skrift handler det at skrive salmer for mig om at finde min egen stemme. Hvordan lyder den stemme i mig?

Jeg går i gang med arbejdet, jeg mødes med Marianne Søgaard i hendes lille hus på Amager, min datter sover i sin barnevogn under et susende bøgetræ i haven, mens vi færdigskriver to salmer, dåbssalmen ”Du mærker vandet” og adventssalmen ”Hold håbet op”. Jeg mødes med den færøske musiker Teitur i min lejlighed på Frederiksberg. Han kommer ind i stuen med sin guitar på ryggen og en frisk luft af Færøerne om sig. Vi diskuterer de sidste ting i melodien til min salme ”Salig er den”, der er en moderne omskrivning af Saligprisningerne.

Salig er den, der rejser sig,

der vasker et brandsår i lunkent vand.

Salig er den, der sætter sig,

der kæntrer i båden og svømmer i land.

Mine salmer tager udgangspunkt i et jordisk genkendeligt hverdagsliv, men forbinder sig til det himmelske liv. Den forbindelse er vigtig for mig i mit arbejde med salmerne, både genkendeligheden, men også udvidelsen, at salmen ikke kommer til at lukke sig om en særlig forståelse og begrænsning af, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Forskydelsen fra det jordiske til det himmelske sker helt konkret i første vers af min adventssalme ”Hold håbet op”:

Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig.

Her er en fremtid, her er liv, han er på vej.

Se, snefnug ligner noder i en symfoni,

jeg ser på himlen over det, jeg lever i.

Fra ”håbet” der i teksten er konkret, som et banner eller et skilt, der holdes op foran jeget, løfter blikket sig til snefnuggene og videre til himlen. I processen med at skrive salmerne stræber jeg mod at skrive teksten frem med samme præcision og æstetik, som om den er et digt, samtidig med at jeg ved, at den ikke er et digt. Musikken skal give teksten krop og dermed sætte os i forbindelse med den sang, vi hver især har i sjælen.

Det teologiske aspekt, relationen til Bibelen, er en anden dimension, jeg finder interessant at arbejde med i forhold til salmerne. Jeg genlæser dele af Bibelen, jeg vender tilbage til nogle af de steder, jeg holder mest af: Saligprisningerne, Marias bebudelse, sætningen ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte”. Den sætning bliver udgangspunktet for min historisk fortællende salme ”Jeg gemte alle ordene i hjertet” om Jesu liv. Fra Marias bebudelse, Jesu fødsel, hans besøg i templet, hans forkyndelse, og indtil hans korsfæstelse og lidelse.

Hvad skal vi med salmer i et moderne samfund? Det spørgsmål er jeg ofte blevet stillet i de seneste to år, fra salmeseminaret på Engelsholm Højskole og til udgivelsen af Kirkesangbogen her i maj 2017. Det har jeg også spurgt mig selv om. Hvad er det, salmen kan? Hvorfor er det vigtigt at holde liv i den?

Mine salmer, det kan jeg se nu, hvor jeg er kommet på afstand af dem, er alle skrevet til min datter, pigen, der gik rundt med sin røde Brio-gåvogn i gruset på Engelsholm Højskole, og som siden er vokset op, og nu er et lille talende og spørgende menneske.

Mine salmer handler om håb og inkludering.

I den mellemliggende tid siden min salmeskrivning startede, er der sket voldsomme skred i verden. En flygtningekrise har ramt Europa, Storbritannien har forladt EU, Donald Trump er blevet valgt som USA’s præsident for nu bare at nævne nogle enkelte tilfælde.

Mine salmer er skrevet til min datter og alle andre mennesker, der kan få brug for at vende sit blik et andet sted hen, når den virkelighed, vi kalder for den virkelige, er svær, brutal eller uforståelig. Salmerne er et forsøg på at skabe en anden virkelighed. At give verden et andet sprog. At give ethvert menneske en anden, mere sjælelig erfaring. At indgyde håb og trøst og glæde. Salmen taler til sjælen og kan på den måde skabe en overskridelse af det jordiske liv, ja, endda en overskridelse af døden. Når vi synger en salme, bliver vi i et øjeblik udødelige, fordi vi oplever forbindelsen til sjælen og til fællesskabet. Vi forstår, at vi ikke er alene. Vi indgår i et kredsløb af ord og åndedræt. Døden kan ikke nå os, som jeg skriver i sidste vers i min salme ”Jeg gemte alle ordene i hjertet,” der beskriver Jesu korsfæstelse:

Der faldt et sjældent mørke over himlen,

du hang på korset, spottet under sky.

Vi så det: Jorden skælved, klippen revnede,

en solsort sang kort inden dagens gry.

Dit hoved hang så stille da du sagde:

Far, til dig overgiver jeg nu min ånd.

Men døden får os ikke, for med ordet

i hjertet griber vi hinandens hånd.

Dy Plambeck (født 1980) er forfatter. Debuterede med digtsamlingen ”Buresø-fortællinger” i 2005. Seneste romanudgivelse er ”Mikael” fra 2014.