Denne lille roman af den 82-årige Siegfried Lenz, som er en af de betydeligste tyske forfattere fra efterkrigsperioden (især kendt for romanen "Tysktime") er allerede hyldet som et lille mesterværk i hjemlandet. Og Deres anmelder føler ingen trang til at melde dissens eller gøre indsigelse. "Et minuts stilhed" er vidunderlig læsning.
Romanens motiv er set før. Den handler om et kærlighedsforhold mellem en stor dreng (på grænsen til ung mand) Christian, gymnasieelev, og hans engelsklærer Stella Petersen, en kvinde i 30'erne formentlig. Vi er i et kystområde i det nordlige Tyskland, sikkert på Østersøkysten, og romanen formelig emmer af hav, sejlads, strand, sol, blæst, storm, stenfiskeri og hemmelig kærlighed med saltvandssmag på huden og sand mellem tæerne.
Læseren ved fra første side, at historien har en tragisk udgang. Stella er død. Vi er til mindehøjtidelighed for hende i gymnasiets aula. Christian fortæller historien i tilbageblik. Hvordan hun døde, finder vi altså først ud af ved romanens slutning. "Et minuts stilhed" er fortalt med en stor og afklaret ro, der også går fint igennem i den danske oversættelse. Man mærker, at man er i hænderne på en epiker af den store tradition. Der er intet bedaget, men nok noget tidløst over handlingen, der ikke rummer særlige historiske markører. Vi er et sted mellem nu og Anden Verdenskrig. Det kan være både 1960'erne og 1980'erne.
Christian veksler ikke bare mellem mindestundens nutid og handlingens datid, men også mellem at fortælle om Stella i tredje person og tiltale hende direkte i anden person. Dette stadige spil mellem det afsluttede og det uafsluttede føjer en særlig følsomhed og spændstighed til den episke ro.
Hvorfor er bogen så god? Fordi historien er god. Det er fint med både fortælleforhold og havblik, men det er kærligheden, der lader begge dele glimte og funkle. I litteraturen og filmen har det erotiske forhold mellem en ung dreng og en erfaren kvinde noget uspoleret pikant og interessant over sig. Måske fordi det sjældent realiseres i virkelighedens verden, men til gengæld taler til fantasier hos begge læsende køn; kvinder kan identificere sig umiddelbart, mens mænd kan huske, hvad de drømte om som drenge.
Det forbløffende ved Lenz's forvaltning af motivet med den unge dreng og den erfarne kvinde er, at han overlegent afstår fra at udnytte det pikante ved motivet. Sådan en historie vil ofte dvæle længe ved drengens fantasier, drømme og beluringer og hensætte også læseren i før-lyst, indtil kvinden forbarmer sig i en uvirkelig og forløsende nådesakt, hvorefter vi, for at det ikke skal virke som ren ønskedrøm forklædt som kunst, kan tage fat på alle komplikationerne og den dårlige samvittighed. Alt er imidlertid anderledes i "Et minuts stilhed".
Drengen, kvinden og læseren træder ejendommeligt umiddelbart og sorgløst ud i kærligheden, som var det havet på sommerens mest uforglemmelige dag. Og i den korte handling melder der sig nok mulige afsløringer, pinligheder og rollekonflikter. Christian kan for eksempel ikke lade være med også at efterstræbe Stellas faglige anerkendelse, mens hun vægrer sig ved at blande tingene sammen. Det er dog, som forfatteren lettere overbærende vifter det hele, alle komplikationerne, af. Vi anerkender nok, at I er der, men vi vil ikke lade Jer overtage denne historie, for kærligheden er en varm, bærende bølge, som Stella skriver i sit sidste kort til Christian. Og det er også, hvad den gamle mester Lenz med alderens mildhed og overblik skriver til alle os andre.
Siegfried Lenz: Et minuts stilhed. Oversat af Jacob Jonia. 141 sider. 188 kroner. Forlaget Hovedland.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
