Prøv avisen
Bog

Samfund og sygdom under lup

Karin Wahlberg beretter i sin bog om 1950'ernes polioepidemi. Arkivfoto. Foto: EPA/Fayyaz Ahmed

Levende, kærligt og med imponerende viden præsenterer svenske Karin Wahlberg 1950'erne for os i miniformat

Karin Wahlberg: Endnu er der håb. Oversat af Charlotte Jørgensen. 468 sider. 299 kroner. Modtryk.

For den ældre generation står polioepidemien i 1952 som et skræmmende vidnesbyrd om magtesløshed over for sygdom. Ikke mindst fordi det især var børn og unge, det gik ud over. Året efter brød epidemien ud i Sverige med lige så alvorlige konsekvenser. Om dette og det at være menneske midt i orkanen har Karin Wahlberg skrevet en interessant roman, der løfter hospitalets lilleverden op i et større perspektiv.

Wahlberg er læge, og hendes faglige baggrund og store research præger fremstillingen positivt. Her er et væld af detaljer om sygdom, behandling og ikke mindst forholdet mellem hospitalets personale, indbyrdes og til patienterne.

Opbygningen er kalejdoskopisk, og med mange skiftende synsvinkler skabes et dynamisk billede af et miljø bestående af mennesker i forskellige kår og med forskellig tilknytning til hospitalet. Der er patienterne og deres pårørende, lægerne og deres hjemmegående fruer, de ugifte sygeplejersker, unge sygeplejeelever og deres kærester, og der er kvinderne i den nederste del af det sociale hierarki, dem, der løfter, plejer og gør rent.

Carl og Nancy er to af romanens hovedpersoner, begge knyttet til hospitalet i den midtsvenske provinsby Ek-stad. Carl er ung turnuslæge, nyansat på epidemisk afdeling og derfor en af dem, der kommer tættest på poliopatienternes kamp for at overleve. Gennem hans briller oplever vi de traditionelle omgangsformer med overlægen i magtens centrum, men også den opblødning, en krise som polioepidemien kan føre med sig.

Selv oplever han en udfordring af sine grænser, da han får et tæt menneskeligt fællesskab med en af de unge patienter, Ulla, der som han kommer fra fattige kår.

Netop hans baggrund i en husmandsfamilie er et problem i forholdet til hans forlovede, Ella-Kristin, der er sygeplejeelev på hospitalet, og hvis borgerlige, formuende forældre via forbindelser forsøger at skaffe deres lovende svigersøn et nyt, prestigefyldt arbejde.

Carl føler sig manipuleret med og utilpas i svigerforældrenes miljø.

Nancy er gift med en anden af lægerne på hospitalet og er en af mange hjemmegående lægefruer, der bor i et nærliggende boligområde. Hun kommer som Carl fra fattige kår og forsøger ihærdigt at passe ind i sine nye, fine omgivelser. Heldigvis har hun udseendet med sig, og nyt tøj og nye frisurer, der får hende til at ligne forskellige filmstjerner efter tur, giver hende selvtillid.

Alligevel er der en energi i hende, som ikke bliver forløst.

I slutningen af romanen får hun mulighed for at optræde ved et større arrangement, og hendes hidtil skjulte komiske talent vækker genklang. Her er en evne, som hun måske kan videreudvikle. Samtidig har hun i det små brudt det sociale mønster og fået veninder uden for lægefruernes cirkler, blandt andet en af deres tjenestepiger, og det giver et tilhørsforhold, der peger i en ny retning.

Også for andre af romanens hovedpersoner sker der forandringer.

Nogle har hemmeligheder fra fortiden, tabuer, som tidens normer har gjort svære at leve med, men som nu afsløres, og de mange små skift i personernes livsperspektiv giver romanen fremdrift. Titlen peger ikke kun på det indlysende håb hos syge om bedring, men også på det almenmenneskelige om, at livet kan forvandles til det bedre.

Romanen viser et traditionelt samfund, der så småt er kommet i bevægelse. Lige fra nye amerikanske behandlingsmetoder til skred i kvindernes kønsroller.

Først et årti senere bliver ændringerne i roller og normer markante, men nyt er på vej: det forventedes ikke længere af de nye sygeplejersker, at de skulle forblive ugifte, det var ikke længere et særsyn, at fattigfolks sønner fik akademiske uddannelser, og den første kvindelige læge var begyndt på hospitalet i Ekstad og havde endda ikke intentioner om at stoppe, når hun blev gift.

Wahlberg har et præcist blik for hele denne kompleksitet af individer og socialgrupper, for deres meget forskellige positioner, men også afhængighed af hinanden. Levende, kærligt og med imponerende viden præsenterer hun 1950'erne for os i miniformat.