Hans Vium Mikkelsen, der er rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster, har tidligere udgivet et fornemt værk om Karl Barths (1886-1968) forsoningslære, og også afhandlinger om for eksempel Dietrich Bonhoeffer (1906-1945).
Sideløbende har han offentliggjort en række større artikler om væsentlige teologiske emner. Artiklerne er trykt i vidt forskellige skrifter og udgivelser, blandt andet i det gode, men desværre nu hedengangne ”Det gyldne kornmagasin”.
Nu er flere af disse artikler blevet samlet til et værk under titlen ”Fundamentalteologi”. Nærværende anmelder har gennem tiden anmeldt flere af disse artikler i forbindelse med udgivelser af samleværker, antologier og festskrifter, og hvis det alene var et genoptryk af artiklerne, der kan findes andre steder, kunne man spørge om nødvendigheden. Men nu er artiklerne sat ind i en helhed med fornemme introduktioner, der dels sætter dem i sammenhæng, dels åbner for nye perspektiver.
Fundamentalteologi er den dogmatiske disciplin, der undersøger grundlaget for teologiens arbejde. I gamle dage ville man i protestantisk teologi kalde disciplinen prolegomena, og selve ordet fundamentalteologi er den katolske pendant. Men ordet har gennem det 20. århundrede også vundet indpas i protestantisk teologi. Da Melanchthon (1497-1560) udgav sin dogmatik i 1521, indeholdt den intet prolegomena, kun en kort indledning, men i løbet af århundrederne er prolegomenaet kommet til, er blevet udvidet og endt som en selvstændig teologisk disciplin. Det skyldes, at teologiens selvfølgelighed er blevet anfægtet. Der er behov for at redegøre for grundlaget.
Og det gør Hans Vium Mikkelsen. For ham er grundlaget for at kunne tale teologisk, at det er meningsfyldt, at verden er skabt af Gud. Det betyder også, at erfaringen spiller en rolle sammen med traditionens teologiske tænkning. Dogmatik er derfor for Mikkelsen ikke erfaringsresistent. Og derfor kan teologi og antropologi ikke skilles ad, hvilket også inkarnationen, altså det at Gud blev menneske, peger på. Teologi er nødt til at indgå i andre samfundsmæssige sammenhænge, hvilket Mikkelsen erfarer helt konkret ved et besøg på sin datters skole, hvor kristendom overraskende for ham ubesværet og givende glider ind i sammenhæng med historie og samfundsfag, og bliver en god samtalepartner for de andre fag.
Det er dogmatikkens opgave at udlægge indholdet af inkarnationen og derved også forholdet mellem Gud og mennesket, og forholdet i Gud selv. Og dette forhold er båret af forsoning, som Mikkelsen fastslår, er kristendommens dna. Det betyder, at teologien også har et samfundsmæssigt aspekt, hvor den som én blandt flere stemmer kan indgå i samfundsdebatten, hvor teologien med Mikkelsens ord også må komme flerstemmigt til udtryk. Teologi og modernitet hænger sammen, og derved også modernitetens spørgsmål. Teologien kan i samfundsdebatten pege på, at mennesket er ufuldkomment, og derved undsige menneskets forsøg på at ophæve sig selv til at udgøre en absolut instans. Det er en af de teologiske etiske forpligtelser. Teologiens samfundsstemme giver sig her i bogen også udtryk i analyser af nationalitet.
At teologien med blik på forsoningen også har en samfundsstemme har den australske sanger Nick Cave i øvrigt i en nylig udgivelse udtrykt ved, at nåden er modsætningen til ”cancel-culture”, hvilket er den øvelse for eksempel at ødelægge statuer. Samfundet trænger til nåde og forsoning.
Vi kommer hos Vium Mikkelsen omkring både dybe introduktioner til Karl Barth, gennemgange af Hannah Arendt og Karl Ove Knausgård, og ikke mindst Dietrich Bonhoeffer. Bonheoffer forelæste i 1933 i Berlin over kristologien, og disse kristologi-forelæsninger er blandt noget af det væsentligste, der er skrevet i det 20. århundrede. Nærværende værk indeholder en fornem introduktion.
Det er en forudsætning for Hans Vium Mikkelsen, at inkarnationen skal udlægges historisk, sådan at den fortsat materialiserer sig og derved har krop. Der er Mikkelsen mere i tråd med Bonhoeffer end med Barth, og det har unægtelig også en betydning for dåbsteologien. Menigheden er Kristi krop og er således rum for Guds åbenbaring. Dåben kommer Mikkelsen dog ikke ind på, og det må være næste skridt: en regulær troslære. Nu er fundamentet lagt.
Bogen afsluttes med to påskekronikker fra coronatiden. De viser på sin vis Mikkelsens styrke og svaghed. Styrken er en eminent dygtig tolkning af tab og forsoning. Svagheden er, at opstandelsen postuleres, selvom der med ret peges på en sammenhæng med Jesu liv, død og opstandelse. Er der virkelig ikke noget, opstandelsen kan relatere til i erfaringen? Når han skriver, at i kristendommen tror vi på en Gud, der døde på et kors for menneskenes skyld, er det jo korrekt, men er det nok? Tror vi ikke også på, at den samme Gud er kærligheden selv, og at den kærlighed er størst af alt, også større end døden? Ikke at Vium Mikkelsen glemmer det, men det bliver postulerende på en anden måde end korsets begivenhed.
Det er en flot bog. Og en godt tænkt bog med gode perspektiver, hvor teologi og samfund går i samtale. Her er et fundament til at forsætte en kvalificeret samtale på.