Prøv avisen
Valg 2015

Samfundets fædre kæmpede for kulturen

Fra venstre: Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt (S), statsminister Viggo Kampmann (S), den britiske premierminister Winston Churchill og N.F.S. Grundtvig mente alle, at kulturen er samfundets fundament. - Fotos: Scanpix. Grafisk bearbejdning: Ole Munk.

Valgkampen virker kulturløs. Kulturpolitik flytter ikke stemmer. Men ”det Danmark, du kender”, er dannet af fortidens kulturpolitik, påpeger professor

Da Winston Churchills krigsminister foreslog at spare på kulturen, svarede den britiske premierminister efter sigende: ”Hvad kæmper vi så for?”. For den engelske statsmand mente, at kultur ikke bare er flødeskum i et samfund, men selve dets fundament.

Og også den danske velfærdsstats fædre mente, at samfundet er bygget på sin kultur. Derfor kan det undre, at kultur, som præger den enkelte danskers hverdag, ikke fylder mere i den aktuelle valgkamp. Det eneste reelle kulturpolitiske forslag er kommet fra Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, som foreslår at beskatte engelske ord i reklamer for at værne om det danske sprog. Forslaget blev dog hurtigt skudt ned af partiets ledelse.

Når kultur i dagens valgkamp er reduceret til et mislykket forsøg på at slå sig op på en nationalkonservativ linje, handler det ifølge politiske kommentatorer og forskere først og fremmest om vælgere og kulturministeriets udvikling.

”Kultur er stort set fraværende i valgkampen. Kultur er ikke et godt valgemne, man kan profilere sig på,” siger professor i æstetik og kultur Henrik Kaare Nielsen fra Aarhus Universitet.

Han og andre iagttagere af valgkampen påpeger, at der igennem flere årtier har været politisk konsensus om den grundliggende kulturpolitik og om Kulturministeriets rolle.

”Kulturpolitik har aldrig fyldt meget i valgkampe. Det skyldes blandt andet, at Kulturministeriet er kendetegnet ved at være et relativt marginaliseret ministerium med få penge at gøre godt med,” siger politisk kommentator Hans Engell, som samtidig peger på det paradoksale i, at det forholder sig sådan, når ministeriet til gengæld tilgodeser et område med markante samfundspersoner og opinionsdannere, der er gode til at råbe højt.

Engang forholdt det sig dog anderledes, og der stod kulturen centralt i en ideologisk kamp på linje med økonomi og skattepolitik. Danmarks første kulturminister, teologen og socialdemokraten Julius Bomholt, havde i efterkrigstiden samme indstilling som Churchill. Op gennem 1960'erne oprustede han kulturlivet ved at oprette Statens Kunstfond og bygge biblioteker og museer over hele landet. Dengang - i Socialdemokratiets storhedstid - var kulturpolitikken en afgørende del af regeringsprojektet, fortæller velfærdsprofessoren Jørn Henrik Petersen:

”Statsministeren Viggo Kampmann opfordrede ligefrem kunstnerne til at blande sig mere i debatten. 'Gør I det ikke, vil der blive regeret alligevel', advarede han. Men opråbet blev hørt, og Villy Sørensen og Bjørn Poulsen blev blandt andre vigtige stemmer i at tænke kulturpolitikken sammen med socialpolitikken,” siger han.

Det var derfor heller ikke tilfældigt, at det var den tidligere socialminister Bomholt, der blev den første kulturminister i 1961. Det var nemlig netop en socialpolitisk tanke, at alle både skulle have adgang til kulturforbrug og kulturproduktion. For kulturel kapital var både forudsætningen for social opstigning og demokratisk dannelse af borgerne, mente han.

”Idéen var, at man ikke kan lave samfundet om uden at ændre dets kultur. Kulturministeriet blev derfor i begyndelsen en magtfaktor, der satte kursen for dansk politik. Men kulturpolitikken ændrede sig hurtigt til at handle mere om finkultur end kultur i bred forstand, og med debatterne efter Peter Rindals kampagne mod Statens Kunstfond i 1965 mistede Kulturministeriet også indflydelse. Og siden har ministeriet levet en ret hengemt tilværelse som administrator af støtteordninger til film, teater, litteratur, kunst og sport,” siger Jørn Henrik Petersen.

Den politiske konsensus om kulturen deles ikke i befolkningen, påpeger han og henviser til undersøgelser, der viser, at kunst er det første, mange vælgere vil spare på. Det er en trist udvikling, mener han selv:

”Politik burde handle om at skabe gode samfund, men nu er kulturpolitikken nærmest glemt, i takt med at man går mere op i økonomisk vækst og betalingsbalance end menneskelige værdier i samfundet. Der er simpelthen gået orm i vores måde at behandle hinanden på. De svage og udsatte, man før havde medfølelse med, bliver nu betragtet som syndebukke. Og politikerne er blevet mere ligeglade med at danne gode samfundsborgere. Nu handler det mere om at skabe kompetente folk, der kan indgå i arbejdsstyrken. Og det kan man se helt ned i folkeskolen, hvor musik og håndarbejde bliver skåret væk, så der bliver mere plads til såkaldt mere nyttig viden. Men med den tanke udrydder man jo dybest set alt, der har med dannelse at gøre. Og det er også forklaringen på, hvorfor kulturpolitik i dag får sådan en stedmoderlig behandling.”

Velfærdsprofessoren peger på, at allerede Grundtvig ellers havde stærke tanker om, at befolkningen måtte kultiveres for at blive gode samfundsborgere. Men nu fylder dannelse og kultur forsvindende lidt i de dominerende debatter i denne valgkamp.

Forklaringen på udviklingen er den enkelte, at der hverken er stemmer eller magt i kulturpolitik, påpeger de politiske iagttagere. En undersøgelse af danskernes kulturvaner viser, at en tredjedel af danskerne ikke benytter sig af de tilbud, som kulturpolitikken stiller til rådighed.

”Kultur er ikke et tema, der flytter stemmer. Og det kan være lidt af en hvepserede at træde ind i og mene noget om som politiker,” siger Henrik Kaare Nielsen fra Aarhus Universitet.

De afgørende tvivlere, som partierne i disse dage lefler for at få til at stemme på sig, interesserer sig overhovedet ikke for kultur, påpeger den politiske kommentator og radiovært Jarl Cordua.

”De er lavkulturforbrugere, højst med interesse for, hvilken kanal de skal se Champions League på. Det er spild af tid for politikerne at bruge dyrebar valgkampstaletid på”, siger han og bakkes op af forfatteren Knud Romer:

”Sandheden om kulturpolitikken kommer frem i valgkampen. Ingen regner den for noget. Ideologier kan ligger på et meget lille sted, og kulturpolitik findes stort set ikke.”

Prioriteringen af kulturen afspejler sig blandt andet i TV2's kandidattest, der ellers lover en skræddersyet holdningstest til den enkelte vælgers interesser. Men ud af de 15 valgtemaer, herunder blandt andet dyrevelfærd, man kan vælge imellem, kan man hverken finde kirke- eller kulturpolitik.

Måske er det et signal om, at vi i fremtiden kommer til at få et dyrevelfærdsministerium. Men det engang så stærke kulturministerium fungerer efterhånden som ”aftægtsbolig for politikere på vej mod pension”, som Knud Romer polemisk udtrykker det.

Han begræder, at armslængdeprincippet, som Bomholt selv indførte, er blevet en undskyldning for at lade kulturlivet passe sig selv, mens magten og indflydelsen ligger helt andre steder.

Det kom konkret frem i sidste uge, hvor en afhandling fra Roskilde Universitet kortlagde Danmarks 423 mest indflydelsesrige danskere. Og her var konklusionen, at kunstnere og andre kulturfolk nok larmer lidt i mediebilledet, men den reelle magt ligger i hænderne på de jurister og økonomer, der sidder i bestyrelserne for landets store fagforeninger og virksomheder. Og blandt politikerne selv er der heller ikke mange kunstnere. Ser man bort fra Bertel Haarder, har en stor digter ikke fået sæde i landets lovgivende forsamling siden Grundtvig.

Kultur kunne dog sagtens fylde mere i valgkampen, mener tidligere radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, der i dag er rektor for designskolen i Kolding.

”Der diskuteres velfærd, økonomi og landets fremtid. Men man glemmer, at kulturen faktisk kan bidrage til alle disse ting. Det ender ofte med den kritik, at kulturbranchen tager penge fra samfundet. Politikerne taler slet ikke i tilstrækkelig grad om, at det faktisk kan forholde sig omvendt, og at de kreative erhverv faktisk har oplevet vækst de seneste år og under krisen. Det er et perspektiv, der bliver overset,” siger Elsebeth Gerner Nielsen, der samtidig kommer med en indrømmelse:

”Kulturverdenen har ikke selv været dygtig nok til at fortælle, at kunst og kultur ikke kun er flødeskummet på toppen af lagkagen, men også en del af bunden.”