Børnehjemsdrengen, der blev samfundets fjende nummer ét

Jens Nielsens henrettelse i 1892 blev den sidste i fredstid herhjemme. Ny bog fortæller historien om børnehjemsdrengen, der blev et ”menneskeuhyre” – men også vakte en vis sympati ved sin død

Jens Nielsens første forbryderbillede, taget ved hans entre på den kriminelle scene i 1877. Alt det tøj, han har på, er stjålet. Billedet er taget af Odense Politi. –
Jens Nielsens første forbryderbillede, taget ved hans entre på den kriminelle scene i 1877. Alt det tøj, han har på, er stjålet. Billedet er taget af Odense Politi. – .

De sov på samme sovesal, spiste det samme hundeæde og fik de samme læsterlige tæv.

Alligevel endte de to børnehjemsdrenge Jens Nielsen (1862-1892) og Ole Olsen (1863-1943) vidt forskellige steder her i livet. Mens Olsen blev en rig og respekteret forretningsmand og stiftede filmkoncernen Nordisk Film, endte barndomskammeraten Jens Nielsen sine dage på en huggeblok af træ i fængselsgården på Horsens Straffeanstalt.

Henrettelsen, der fandt sted ved halshugning i 1892 og er beskrevet af journalisten Henrik Cavling med en berømt reportage, blev den sidste i fredstid herhjemme. Men hvordan kunne det gå så galt for Jens Nielsen, den ellers kønne og godt begavede knægt fra Jyderup på Sjælland?

Det spørgsmål undersøger en ny biografi, ”Ondskabens øjne,” af historikeren Poul Duedahl, der har været i arkiver både herhjemme og i udlandet for at finde materiale om Nielsen, der af avisen New York Times blev beskrevet som et ”menneskeuhyre”. Derudover førte Nielsen udførlig dagbog i sin tid i fængslet og kan på den måde selv være med til at fortælle sin historie.

De fysiske straffe var i realiteten afskaffet ved indførelsen af en ny straffelov i 1866, men dødstraffen overlevede på mirakuløs vis og betragtedes sidst i 1800-tallet først og fremmest som et middel til at slippe af med mordere og sædelighedsforbrydere, der som oftest alligevel blev benådet af kongen, før dødsdagen oprandt. Men Jens Nielsen slog aldrig et andet menneske ihjel.

Til gengæld stod han bag utallige indbrudstyverier, en enorm brandkatastrofe på havnen i London og nedbrændingen af fem gårde på Sjælland. Mens han sad i fængsel forsøgte han desuden at myrde tre fængselsbetjente med diverse selvfremskaffede remedier.

Ganske godt gået af en vaneforbryder på 29 år.

Jens Nielsens ondskab bestod først og fremmest i et indgroet had til samfundet og autoriteterne, sandsynligvis tilvejebragt af hans hårde opvækst på opdragelsesanstalt, mener Poul Duedahl, der til daglig er lektor i historie ved Aalborg Universitet.

”Ondskab handler om øjnene, der ser. Han så ikke sig selv som et uhyre, og når man dykker ned i hans historie, er der mange lag. Blandt andet en opvækst på et eksistensminimum, hvor han aldrig fik en chance,” siger Duedahl.

Huggeblokken, hvorpå Jens Nielsen blev lagt og henrettet i 1892. Blokken er i dag udstillet på Museet ved Horsens Statsfængsel. –
Huggeblokken, hvorpå Jens Nielsen blev lagt og henrettet i 1892. Blokken er i dag udstillet på Museet ved Horsens Statsfængsel. –

På sin egen grænseoverskridende måde stræbte han ellers efter hvis ikke kærlighed, så opmærksomhed fra systemet hele sit liv.

Jens Nielsen blev født i 1862 af en mor, der var handicappet og blevet gravid med en fåretyv. Som barn drønede han rundt i bygaden i Jyderup, fuldstændig overladt til sig selv.

Den lille dreng kom på opdragelsesanstalt før han var fyldt 10. På drengeanstalterne Flakkebjerg og Landerupgård, hvor han tilbragte sine barndomsår, var opdragelse lig med optugtelse, forklarer Poul Duedahl.

”Der var så megen vold, at man ikke drømmer om det. Børnehjemmet Godhavn og den sag, der kører nu, er sidste reminiscens af det, Jens Nielsen oplevede på anstalterne. Man har virkelig tæsket sig til orden. Og det er klart, at henrettelsen er det ultimative symbol på sådan et samfund,” siger han.

Jens Nielsen kom hurtigt i et forkert lag i Jyderup. Her gjorde han sig bemærket ved at være mere rå og forhærdet end gadens andre børn og fik på den måde forbryderverdenens værdikodeks: Jo mere rå, des bedre. Senere i livet skrev han om sin ungdom, at han gerne ville lægge råheden fra sig, men ikke kunne.

”Jeg er fortabt,” skrev han.

”Selv i dag ved kriminalitetsforskere meget lidt om, hvad arv betyder, men man ved, at miljøet spiller en rolle for, om et menneske ender i en kriminel løbebane. Jens Nielsen mente selv, at han blev forrået og forhærdet af opdragelsesanstalten Landerupgård, og skrev blandt andet i sine noter, at var han ikke blevet udsat for forstanderens hævntogter som lille, så var han aldrig endt i Horsens,” siger Poul Duedahl.

Men det gjorde han, endte i Horsens. Vejen dertil gik både over Canada, hvor anstalten forsøgte at skibe ham til uden held, og London, hvor han nåede at udrette ufattelige skader ved brandstiftelse på havnen. I 1883 blev han endeligt arresteret efter at have sat ild til en gård i Hvidovre for at få lejlighed til at stjæle under brandslukningen og sendt til Horsens. Det var også her, at han slog sit ry som en mand fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde fast.

Nielsen var nydelig med klassiske træk og havde efter sigende et ”indsmigrende væsen.” Men han var ikke psykopat i klassisk forstand, mener Duedahl. Det ville være for let at smække det stempel på ham.

”Men han rummer træk, som er klart grænseoverskridende. Han udfordrede normerne for, hvad man kan gøre mod sine medmennesker. Han ejede ikke retfærdighedssans og var skånselsløs mod andres ejendom. I fængslet var betjentene rædselsslagne for ham, og til sidst havde man besvær med at få nogen til at passe på ham,” forklarer Duedahl.

En dag, da Nielsen skulle bede bordbøn i fængslet, lød det således:

”Fadervor, du som er i himmelen, betjenten har torskeøjne, giv os i dag…”

Jens Nielsen elskede at provokere og gjorde det i en sådan grad, at juristerne gradbøjede lovgivningen og fandt en særlig forordning, som man mente kunne retfærdiggøre dødsstraf. Og det sære er, at det faktisk passede Nielsen, der ønskede sig et eftermæle, overordentligt godt.

”Han havde masser af muligheder for selvmord, men skriver i breve, at det har han sådan set ikke tænkt sig. For samfundet har skabt en forbryder som ham, og derfor er det også samfundets opgave at slippe af med ham igen. Han er meget stædig, hvad det angår. Han går målrettet efter repræsentanter for ordensmagten for at få sin dødsstraf, men ellers gør han ikke en fugl fortræd. Han slår for eksempel ikke lægen og fængselspræsten ned, for de repræsenterer ikke den udøvende magt, som han har noget imod,” siger Poul Duedahl.

Fængselspræsten kunne tale med Nielsen i timevis. Også fængslets lærer nåede ind til ham, og Nielsen elskede at skrive.

Den 8. november 1892 sluttede Nielsens liv på skafottet ved Horsens Straffeanstalt, helt som ventet og alligevel brat. Med et velplaceret øksehug skilte bødlen hoved fra hals og gjorde det af med ”menneskeuhyret.” Og så skulle man tro, at offentligheden var tilfreds – men nej.

Og det er her, Jens Nielsen bliver meget mere end en børnehjemsdreng og vaneforbryder, mener Poul Duedahl.

Efter henrettelsen var der brevstorm mod de jurister, der havde stået for dødsdommen, som var på falsk grundlag, kom det frem.

Også berømtheder som Georg Brandes tog Jens Nielsen i forsvar, ”han kunne være blevet en udmærket embedsmand”, skrev han.

”Reaktionen ved hans død var, at befolkningen i høj grad havde mildnet sit sin på forbryderne i samfundet. Efter den ny straffelov i 1866 gik man fra gammeltestamentlig øje-for-øje-tænkning til nytestamentlig næstekærlighed i måden, man så forbrydere på. Selvom det stadig var hårdt at sidde i fængsel, så voksede tanken om, at mennesker kan forbedre, sig frem,” siger Duedahl.

Derfor blev øksehugget over Nielsens hals også det sidste.

Stifteren af Nordisk Film, Ole Olsen, talte ikke gerne om sin barndom på børnehjem. Men han skrev senere i sine erindinger, at han godt kunne forstå Jens Nielsen. Han havde selv fundet ham i brændeskuret på anstalten Landerupgård, bagbundet og gennembanket af opdragerne på anstalten.

Ole Olsen var selv kommet ud af sin fattigdom ved små lovovertrædelser, der skaffede ham penge til et lille omrejsende cirkus med en kukkasse på jyske markeder. Og en dag hørte han om noget, der hed film, og tænkte, at det kunne man jo nok tjene penge på, fortæller Poul Duedahl. Resten er historie.

”Han blev en af Danmarks rigeste mænd, men han kendte den værste forbryder i Danmark. Og han havde stor sympati for ham. Det er en slående kulturel forbindelse på tværs af samfundslag. Og det viser, at det ofte er tilfældigt opståede muligheder, der gør den store forskel her i livet,” siger han.

Det sidste forbryderbillede, der blev taget af Jens Nielsen ved hans anholdelse i 1883 af Københavns Politi efter en lang række brandstiftelser i udlandet og herhjemme. –
Det sidste forbryderbillede, der blev taget af Jens Nielsen ved hans anholdelse i 1883 af Københavns Politi efter en lang række brandstiftelser i udlandet og herhjemme. –