Samfundskonflikter i græsk fortolkning af Antigone

Ny oversættelse af Sofokles’ ”Antigone” er en flot udgivelse

Antal stjerner: 5

Thebens konge, Ødipus, og han mor og hustru, for det var jo den samme kvinde, Jokaste, fik fire børn: Eteokles, Polyneikes, Ismene og Antigone. Dem gik det lige så ilde som Ødipus, der gik til grunde i vildmarken, og Jokaste, der hængte sig selv.

Polyneikes er landsforræder og starter en krig mod Theben. Eteokles forsvarer fædrelandet Theben, og de dør begge i slaget. Thebens nye hersker, kong Kreon, forbyder, at nogen begraver Polyneikes’ lig, han er jo landsforræder. Men Antigone tænker ikke på den offentlige mening. Hun føler sig forpligtet af slægtreligionens krav om, at hun skal give sin bror Polyneikes en begravelse. Så det gør hun.

Kreon, der er en usikker person, som derfor forvalter sin nye magt som konge impulsivt og overdrevent, kræver hende dødsdømt for hendes forbrydelse, selvom hun forsvarer sig: ”Det faldt mig ikke ind, at dine ordrer gav dig kraft til, at du selv, en dødelig, kunne overtræde de uskrevne og urokkelige love, guderne har sat. De er jo ikke fra i dag og ikke fra i går, men evige, og ingen ved, hvornår vi så dem først.”

Så var scenen sat i Athen 441 f. Kr. for et stykke, der tematiserer individets religiøse pligt over for statens almene love. Situationen kompliceres yderligere af, at Kreons søn Haimon er forlovet med Antigone. Men Kreon er ubøjelig, Antigone anbringes i en klippehule for at dø der, og først da en spåmand forklarer Kreon hans ugudelige fejltagelse, skynder han sig at begrave Polyneikes og styrter derpå hen til hulen. Men tiden brugt på begravelse er fatal. Antigone har netop hængt sig, og Haimon stikker et sværd i siden på sig selv, så han også dør.

Stykket er præget af et mørkt syn på livet, og man har ganske rimeligt spurgt, hvorfor guderne ikke redder Antigone og Haimon, efter Kreon nu har indset sin vildfarelse. Men sådan er Sofokles ikke. Han fremlægger ikke en filosofisk eller teologisk doktrin om tilværelsen på jorden og gudernes retfærdighed. Han viser derimod, hvor galt det kan gå egentlig fornuftige individer, når de som Kreon og Antigone ender i en situation, ingen kan kontrollere, og hvor personer med temperament og lidenskaber handler ud fra generelle synspunkter, der isoleret set er rimelige. Alle samfund foragter som Kreon landsforræddere, og Antigones insistere på hendes religiøse ret og pligt fortjener kun respekt. Men når to sådanne personligheder møder hinanden med principfasthed og uden evnen til dialog, går det nemt galt.

Ideen om et naturalistisk drama er moderne. I oldtiden var dramaet et spil med dans, sang, rytmer og kunst-sprog. Oversætteren skal ramme rigtig på en sproglig og stilistisk skive, så vi både forstår handlingen og mærker den antikke form. Det lykkes i det store og hele godt i denne oversættelse.

Enkelte steder er teksten ikke oversat ganske klart, men Sofokles’ tekst er også kompliceret og indimellem usikkert overleveret i håndskrifterne. Uanset denne indvending har Marcel Lysgaard Lech igen bragt et græsk drama tættere på os, og hertil hjælper også nyttige og nogle gange ret tekniske noter sammen med afsnit om oversættelsen, teksten, stykket og teatret i Athen. Antigone-oversættelsen bekræfter kun indtrykket af Marcel Lysgaard Lech som vores førende nulevende oversætter af græsk drama.