Når Spor Festival rammer sit allerhøjeste kunstneriske niveau, er der ingen anden festival i Danmark, der kan følge med. Så vigtig er den aarhusianske institution for dansk lyd- og tonekunst. Det er her, at de fremmeste danske og internationale komponister giver den fuld gas med audiovisuelle satsninger, der kan sætte sig i krop og sind for resten af livet.
Altid møder man derfor op til Spor med de største forventninger. Ikke altid kan de indfries, det er måske naturligt nok. Sådan gik det i år, hvor åbningsprogrammet i onsdags ikke helt var på niveau med, hvad man er blevet forvænt med. Men selv på en dårlig dag gav festivalen meget at tænke over for de lydbegærlige.
Stærkest stod den herboende polske komponist Olga Szymulas hårdkogte meditation over sand, ”Mon”. Publikum på teatret Bora Bora sad med hovedtelefoner på og betragtede den japanske performer Minami Saeki, der simpelthen var besat af sand.
Hun tog bad i det, kælede for det og søgte tilsyneladende en dybere mening i ørkenstøvet, som stille faldt fra loftet. Bag hende vistes en serie videoer, der sammen med Szymulas ritualistiske komposition portrætterede sand fra to fronter: naturvidenskabelig beskrivelse af de små korn og mytologiserende ophøjelse.
Således hørte vi i hovedtelefonerne repetitivt herrekor, metalliske klangflader, udråb og fortættede replikker på japansk: ”Tålmodighed er det vigtigste nu. Men se! Der er overfladen!” Meningen måtte man selv finde frem til, men det var fascinerende at opleve besættelsen folde sig ud.
Anderledes monotont forløb aftenens anden hovedattraktion. Kunstneren Kim Richard Adler Mejdahl, kendt fra DR 2-serien ”Kunstnerkolonien på Bornholm”, blæste sit lydværk ”Liljegrotten” ud af højttalerne på det aromatisk duftende spillested Turkis.
Selv præsenterede Mejdahl sit værk som en tryg rejse gennem en grotte, en håbefuld refleksion over klimakrisen. Men, pointerede han også, naturen er et monster. Det skal jeg love for, vi fik at høre.
Gennem en halv time bankede kunstneren os med alarmer, løbske resonansrum, råb, robotstemmer og mørke tordenbeats. ”Liljegrotten” afslørede en perspektivrig vildskab, som dog endnu mangler kompositorisk snilde nok til at kunne bære et længere forløb.
Det var ganske enkelt maksimalt udlad fra start til slut, og derfor satte apatien hurtigt ind. Ligesom det gælder for klimakampen, kan man måske tilføje.
Åbningsdagen bød også på en guidet tur rundt i Aarhus til en håndfuld lydværker i det offentlige rum. Fælles for dem var et fokus på klimakrisen: udhuggede figurer af rovhøstede vaniljekerner, elektronisk bearbejdelse af undervandslyd spillet gennem metalhorn og druknet havfruesang under en bro.
Ingen af dem formåede dog at formidle en egentlig kritik i lydlig forstand. Dertil er udgangspunktet for lydkunst i gaderne for kunstfjendtligt: Man må jo helst ikke genere de forbipasserende. Så hvad skulle vi egentlig med installationer, der alt for let blev reduceret til anonyme pyntegenstande?
At Spor Festival lagde ujævnt fra land, ændrer ikke på, at det er en vigtig begivenhed. Det er helt essentielt for udviklingen af det klassiske musikmiljø herhjemme, at vi har de her små, fremadskuende institutioner, som hvert år popper op for en kort bemærkning og yder de mere traditionsbundne orkestre og operahuse modspil.
Lad os da egentlig bare få endnu mere af den slags.
Spor Festival. Fra den 27. april til den 1. maj på diverse scener i Aarhus.