I 1980'erne var det meste tilladt i billedkunsten, og mangfoldigheden var stor. Men i 1985 så jeg imidlertid noget, jeg aldrig havde set før, og det skulle få stor betydning for min måde at være leder af et kunstmuseum på.
Det var på Galleri Specta i Aarhus, og værket var et af Christian Lemmerz' tidlige hovedværker, ”Fettbaby” (1985). Skulpturen, der er skabt i gips og margarine, er kunsthistorisk interessant, fordi der er brugt et materiale, ingen havde anvendt før, og der var i processen ikke taget hensyn til, om det kunne bevares for eftertiden. Alligevel valgte jeg at købe det til museets faste samling, og det holder stadig.
Det hænger måske sammen med, at Lemmerz brugte den billigste margarine på markedet. Måske er der simpelthen så mange tilsætningsstoffer i, at den ikke kan gå tabt? Nej, der har jo været problemer med den, eksempelvis at fedtstoffet blev suget ind i gipsen og lavede sprækker. Det er udbedret, og siden er der ikke nogen, der har rørt ved den.
På Horsens Kunstmuseum står ”Fettbaby” i en glasmontre, for ellers kunne man ikke være i nærheden af den på grund af stanken. Og ligesom den tiltrak mig dengang, tiltrækker den også publikums opmærksomhed.
Babyens menneskelige dimension er tydelig, men hovedet er forvokset og arme og ben er meget korte, ligesom kroppen er uformelig. Det er langtfra nogen pæn baby og det er jo netop det, det handler om: Nyfødte babyer er dybest set grimme, men når det er ens egne, opfatter vi dem jo som de rene skønhedsåbenbaringer. Men altså Christian Lemmerz har skabt en grim og slimet baby som kommentar til, at sådan ser de ud, selvom vi kun kan se det, når det er andres børn, vi bliver præsenteret for.
Det er ikke stor samfundskritik, men det er et lille sjovt indblik i virkeligheden og typisk for 1980'ernes ironiske distance til alting. Ironien var tydelig i kunsten, mens det samfundskritiske lå mere implicit.
Min egen ældste søn var to-tre år, da ”Fettbaby” kom ind i vores liv, og han kaldte med det samme skulpturen for ”smørmanden”. Det har den så heddet i vores familie lige siden.
Jeg er stadig meget glad for den, og den er blevet en elskelig del af vores samling. Publikum opfatter hurtigt budskabet om, at babyer altså ikke er så kønne, som vi tror, de er. Og jeg tænker altid selv på det, når nogen i bekendtskabskredsen får et barn. Det er en øjenåbner og en anden måde at se sig selv i verden på. Lidt ligesom at vi ikke kan se, at vi selv bliver ældre, men tydeligt kan se det på alle de andre.
Men mest af alt minder ”Fettbaby” mig om det ansvar, jeg har som museumsleder. Netop fordi skulpturen er lavet af margarine, er den jo dybt besværlig at have med at gøre. Men derfor er den vigtig. Den var det første stykke kunst, der gjorde mig bevidst om aldrig at fravælge kunst med det argument, at det er for besværligt at have med at gøre. Som museum er vi først og fremmest sat i verden for at bevare vores kulturarv, og også det besværlige må vi tage på os. Det princip har jeg aldrig fraveget, og jeg opgiver aldrig den linje.