Det er næsten for meget af det gode. På en græsplæne på halvøen Salling med direkte udsigt over Limfjorden bredes tæpper, campingborde og -stole klappes ud, flettede madkurve findes frem, øjne misser mod himlen med det løse skydække, mens et solfalmet Dannebrog forsøger at vriste sig fri af stangen. Rækken af lavendelbuske, der omkranser den ene plæne, tiltrækker med en gennemtrængende sød duft brumbasser og hvide sommerfugle. Den gamle ladebygning står blændende hvid, og det solgule toetagers hus stråler.
Idyllen omkranser stedet Jenle, der betyder "ensom" eller "alene" og var forfatteren Jeppe Aakjærs bopæl de sidste 24 år af hans liv. Dengang samledes tusinder af folk fra hele landet til de årlige Jenle-fester på ejendommen.
Thøger Larsen kom hvert år og boede i den lille sorte mølle med de hvide vinger. Martin Andersen Nexø, Johannes Skjoldborg og alle de andre Limfjordsdigtere og modstandere af symbolismen mødte op, ligesom datidens store socialdemokrater var faste elementer. I år er det hundrede år siden, at den første politiske og kulturelle fest blev arrangeret af Jeppe Aakjær og hans kone, Nanna. Og sådan en sommersøndag i sidste uge kan den stadig tiltrække cirka 500.
I dag arrangeres festerne af Aakjærselskabet, der er Danmarks største litterære selskab med cirka 1000 medlemmer. Jenle-festerne er årets højdepunkt, hvor traditionen holdes i hævd med en politisk taler, en kulturel taler og lidt musikalsk underholdning. Anden del af festerne på Aakjærs tid, hvor der blev danset og drukket til langt ud på natten, endda med festfyrværkeri, er skåret fra.
"Den del af festen er blevet overtaget af så mange andre på egnen, så det vil vi helst ikke blande os i. Vi vil hellere lægge vægt på indholdet i Aakjær, så det forsøger vi på," siger selskabets formand, Henning Linderoth.
Social indignation var et af kodeordene for Aakjær og er det for selskabet. Forfatteren ruskede blandt andet med romanen "Vredens børn" fra 1904 op i den sociale bevidsthed i Danmark, og den var medvirkende til, at der i 1907 politisk blev nedsat en kommission, der skulle se på tyendes forhold. Jeppe Aakjær, der også skrev det socialrealistiske digt "Jens Vejmand", belyste datidens problemer, som stadig er at finde omend i ny form. Og derfor kan Aakjærselskabet eksistere i dag, mener Henning Linderoth.
"De ting, Aakjær skrev om for hundrede år siden i den postimperialistiske litteratur, er fuldstændig aktuelle i dag. Hans beskrivelse af behandlingen af de svageste i samfundet og børnene svarer til det, vi i dag oplever i den globaliserede verden," siger Henning Linderoth.
Et andet kodeord er fællesskab, forklarer han.
"Vi ved fra vores medlemmer, at det er noget, de har savnet, og i denne meget individualistiske tid søger de det. Det kan vi tydeligt mærke, når vi holder vores aftenarrangementer. For der kommer rigtig mange, der gerne vil synge med på Aakjærs sange og være aktivt deltagende i selskabet."
54 frivillige er tilknyttet Jenle og står for driften, rundvisninger i Jeppe og Nanna Aakjærs hjem, museet og de mange arrangementer på stedet. Dertil kommer foredragene rundt om i landet, sangaftenerne, de musikalske arrangementer med kunstnere udefra, skolegruppen, der arbejder med at formidle Aakjærs tekster til børn, og dialektmøderne, hvor de af Aakjær gamle yndlingsord fra egnen dyrkes. Og så selvfølgelig den årlige Jenle-fest, der blev taget op igen i 1980.
Som klokken nærmer sig et om eftermiddagen, rykker de fortrinsvis midaldrende og ældre fremmødte klapstolene ind i skyggen af bøgetræerne. En skarpt aftegnet halvcirkel af stole på lige rækker formes vendt mod den overdækkede scene, hvor talerstolen og et elektrisk klaver står. Til venstre for scenen er der gjort plads til pressen, så de som på Aakjærs tid lynhurtigt kan rapportere til resten af landet og være til skue for forsamlingen.
Formanden byder, som Jeppe Aakjær plejede at gøre det, velkommen med en bemærkning om vejret, og klaveret og folkemængden istemmer "Se dig ud en sommerdag", der følges op af kommentarer til teksten. Der er imponerende stille. Ingen småsnak, ingen skramlen med service, bare fuld opmærksomhed rettet mod podiet. Her er man kommet for at deltage, lytte og lære. Og at synge, så "Jens Vejmand" og "Som dybest brønd gir altid klarest vand" nåes, inden det første egentlige indslag.
Årets politiske taler er den socialdemokratiske kulturordfører, Mogens Jensen, hvis mors familie er fra egnen. Han taler om det kulturmæssigt forsømte udkantsdanmark og om en fra regeringens side forfejlet politik, hvor kunst og kulturliv betragtes som ekstraordinær flødeskum på toppen. Men det er det ikke, mener Mogens Jensen, det hører til i den solide bund af behovspyramiden og bør være for alle.
Han rammer målgruppen. Eller vælgergruppen, om man vil. Der nikkes i hvert fald.
Henning Linderoth forklarer hvorfor. Aakjærselskabet har nemlig samme dagsorden om at få kulturlivet bredt ud.
"Aakjær mente, at kulturpolitikken var utroligt vigtig for det syn, man kunne have på andre mennesker. Det mener vi også, og vi kan tydeligt mærke på vores medlemmer, at mange er ved at være trætte af, at tingene flyder væk herfra. Der er ved at ske en stærk skævvridning af det danske samfund, både geografisk og socialt, og netop de to ting bekæmpede Aakjær med næb og kløer," siger Henning Linderoth.
Efter det politiske foredrag findes hæftet med udvalgte tekster igen frem og "Nu er dagen fuld af sang". Uden pause er man så klar til den næste tale på tre kvarterstid. Institutleder for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet Johannes Nørregaard Frandsen udgør den kulturelle taler, der på nøje planlagte tidspunkter får mængden til at grine højt af alvorsfulde morsomheder. Aakjær så verden som et fællesskab, man skal træde ind i, forklarer han, og det står i modsætning til den nuværende individualistiske X Factor-tid, hvor man blot opfatter verden som et skuende publikum.
Johannes Nørregaard Frandsen ved ellers, hvordan han får sit eget publikum med sig. Fortolkningerne, vittighederne, fagterne og skideballerne får fuld opbakning, og den iltre universitetsmand leder tankerne hen mod formand Henning Linderoths karakteristik af Jeppe Aakjær:
"Han var både samfundsrevser og spillemand. Han forsøgte at lægge meget vægt på den sociale indignation, men samtidig skabte han jo sange, som vi stadig synger."
Der er intet mindre end 18 af Aakjærs sange i Højskolesangbogen. Endnu en af dem, "Jeg bærer med smil min byrde", runder første del af dagens program af, og den nydelige stoleorden forlades til fordel for tre kvarters kaffepause.
dalsgaard@kristeligt-dagblad.dk
