Det er af økonomisk snarere end kunstnerisk nødvendighed, at Det Kongelige Teater for første gang i nyere tid har sat en musical på plakaten, og der skulle en ny politisk aftale til, før den store, statsstøttede nationalscene fik tilladelse til at gå de konkurrerende privatteatre i bedene på det populære marked. Det mærkes, for hjertet, overbevisningen og musicalrutinen er ikke rigtig med i teatrets første satsning i genren, selvom det er musicalen over dem alle, Jerome Robbins’ og Leonard Bernsteins ”West Side Story” fra 1957.
Satsningen er lagt ambitiøst an som opsætning på Det Kongelige Teaters flagskib, Operaen på Holmen i København, og alle sejl er sat med fuldt symfoniorkester på scenen, der bag et bobinet, men som centralt visuelt element, løftes i vejret på en kæmpeplatform og næsten synes at signalere, at vi er til koncert.
Denne ”West Side Story” er måske også snarere en teaterkoncert end en musical: Både forestillingen og Det Kongelige Kapel drives frem af Robert Houssarts energiske taktstok, der også markerer rammen om aftenens store sanglige præstationer, først og fremmest Søren Torpegaard Lunds troskyldige fortolkning af ”Something’s Coming”, der i Silas Bjerregaards oversættelse er kommet til at hedde ”Måske? Hvem ved?”, og – selvfølgelig – ”Maria”. Det kvindelige hovedparti synges i lyse højder af Emilie Groth Christensen, og i ”I Feel Pretty” – ”Jeg er dejlig, åh så dejlig” – med en diktion og musicalklang fra København i 1950’erne.
”West Side Storys” oprindelige, enorme succes skyldtes imidlertid treenigheden af genial musik, tekst og instruktion, hvor Jerome Robbins’ karaktertegning, dansen og dramaet var lag i ét samlet udtryk. Det Kongelige Teaters iscenesættelse har kun Bernstein med sig, oversættelsen mangler både elegant bid og patos, og synes ikke klart at vide, om den vil være dansk eller amerikansk, nutidig eller forbinde sig med rytmen og pulsen fra Manhattan.
”Vi er magiske, vi svæver 400 meter over jorden, vi er urørlige”, forsikrer Tony og Maria hinanden i en dialog, der lyder mere af Disney end Broadway, og samspillet mellem de to elskende og skildringen af en livsforandrende kærlighed og et episk tab kommer aldrig til at flå i publikums hjertestrenge, desværre. Denne ”West Side Story” er ikke forankret i længslen, kærlighedshistorien og tragedien, men i højere grad (for)tænkt som en budskabsfortælling om diversitet og plads til alle racer, typer, mennesker.
Sat op imod den oprindelige, legendariske film fra 1957 og utallige teaterproduktioner siden da, er det ”West Side Story” på ufarligt dagligstuedansk, og spillet minder i glimt mere om Matador og Olsen-banden end en verden præget af skæbne, vold og social desperation. Den binder ikke for alvor an med den spænding, der ligger i partituret, hvor The Jets er forbundet med lyden af bigband og jazz, og The Sharks udtrykker deres identitet koreografisk i en Mambo: The Sharks er i øvrigt forestillingens bedste rytmisk dansende gruppe, og The Jets – med udstrakte flyverarme – de bedst syngende. Slapstickscenen "Åh, kære betjent Krupke" er aftenens mest energifyldte ensemblenummer, men det er derudover kun i øjeblikke, at man får hele pakken.
Aftenens Oscar går til den erfarne musicalstjerne Julie Steincke, der i rollen som Anita mestrer både det sanglige med den påkrævede styrke og volumen. Og spiller med et drama, der kommer dybt indefra og med et register, der spænder fra fræk humor til den sorg og vrede, der flammer i øjnene på hende, som tragedien og virkeligheden rammer gadens drømmende drenge og piger.
”West Side Story”. Baseret på idé af Jerome Robbins. Musik: Leonard Bernstein. Instruktør: Thomas Bendixen. Koreograf: Miles Hoare. Operaen, København. Spiller til og med 28. december.