Der lyder en højlydt ringen i baggrunden. Talestrømmen fra Jerusalem standser. ”Undskyld, det er min gamle far, jeg tager lige den anden telefon.”
David Grossman var ellers i gang med en længere redegørelse for situationen i Israel op til valget i næste uge, men det daglige opkald fra hans 92-årige far er vigtigere end Netanyahu, højredrejning, og hvad der ellers plager det lille land med den store magt. Blødt bjæffer han en masse hebraiske gloser til sin far og vender snart tilbage til den anden telefonlinje. ”Hvor var vi?”.
David Grossman anses for at være en af Israels største forfattere, hvis ikke dén største, nu hvor kollegaen Amos Oz er død, og positionen som moralsk fyrtårn og national samvittighed er ledig. Han har netop udsendt en ny roman i Israel (den foreløbige engelske titel er: ”When Nina Knew”), og på dansk får vi senere på året en oversættelse af hans roman ”The Zigzag Kid” fra 1994.
Grossman har mange læsere i Danmark og er især berømt og elsket for sit store epos ”Kvinde på flugt fra meddelelse”, der udspiller sig på baggrund af Libanon-krigen, hvor Grossman selv mistede en søn.
Det er nu 13 år siden, men som Grossman siger, efter telefonsamtalen med hans gamle far er slut: Døden er konstant nærværende.
”Jeg tænker på døden hver time af dagen. Den intensiverer mit liv. Døden bliver mere og mere konkret for mig, for jeg bliver ældre, og så bliver den mindre abstrakt. Døden sker! Det er ikke længere bare noget, man siger, men er virkelighed. Jeg skriver som en vanvittig for at nå det, jeg vil. Og jeg lever mere intenst – jeg vil mere ind i livet nu, hvor det snart er slut.”
Nyligt afdøde Amos Oz var en nær ven, fortæller han. Men ikke en nem ven.
”Han var en kær, kær ven. Vi havde et langt venskab. Amos var en ven, som jeg kunne tale helt åbent med – og havde jeg reservationer, sagde jeg det til ham. Derfor troede han også på mig, når jeg roste ham. Han var også kritisk over for mine bøger.”
”Men Amos var ikke nem at blive ven med. Alle så op til ham, ikke mindst i Europa, hvor han var denne store, uomgængelige skikkelse. Så han var ret selektiv med sine venskaber, og jeg er stolt over, at vi var venner. Jeg kørte med mellemrum fra mit hjem her i Jerusalem til Tel Aviv, og vi talte sammen i to-tre timer. Om alt. Der var den offentlige Amos Oz med alt, hvad det medfører – men han var også, som vi jøder siger, en ’mensch’ – en god ven, som var loyal og havde stor integritet. Og skal jeg pege på to titler, der bliver stående, er det hans vidunderlige bøger ’Min Michael’ og ’En fortælling om kærlighed og mørke’.”
David Grossman er en mand, der hæger om nære venskaber. Forbindelsen til nogle få venner betyder alt, ligesom hans livslange ægteskab med hustruen, Michal, gør. Hun er praktiserende psykolog, og det er vigtigt for ham:
”Hun har påvirket mig meget mere som menneske end som psykolog. Men hun valgte nok sin profession, fordi hun er den person, hun er. Jeg har hende og så fire meget nære venner, som jeg støtter mig til og lytter til. At være forfatter er at være ensom, så de er i realiteten min virkelighed. Det er en velsignelse med så følsomt og forstående et menneske som hende tæt på – hun besidder en vilje til og en tørst efter at forstå det menneskelige væsen.”
De to har været sammen hele deres voksne liv, og ét råd giver Grossman gerne videre, selvom han gnæggende siger, at han jo ikke er ægteskabsrådgiver, men bare romanforfatter:
”Tal sammen! Når ægtepar taler sammen, kommer det, de taler om, til live. Man bør følge driften efter at beskrive, hvordan man har det, til den anden. Man må ikke folde sig sammen og lukke sig til som en kuvert. Gennem samtalen med den elskede får man en bredere overflade. Man udvider sit væsen og dets berøring med virkeligheden gennem hende eller ham. Vi kan så nemt miste kontakten med virkeligheden, så mit råd er: ’Tal altid sammen’. Samtale er massage af den modvillige sjæl.”
Når Grossman ikke lader sig inspirere af sine nære, er det bøgerne, han henter idéer og næring fra. Han hører hjemme i en solid modernistisk europæisk romantradition og har Virginia Woolf, Albert Camus og James Joyce som sine yndlingsforfattere. Men han siger også, at han lærer nyt og flytter sig, hver gang han skriver en bog.
”I alle mine bøger har jeg lært noget. Jeg er kommet ud som en anden person hver gang. Jeg påvirkes også meget af reaktioner fra læsere. Min helt nye roman er der allerede flere, der har reageret på. De ringer og fortæller, hvad læsningen af den betyder for dem. Et tema i romanen er familiehemmeligheder, og de fortæller, at romanen har hjulpet dem til at tænke over forhold i deres egen nære familie. Der kan være en form for tilgivelse i romaner, hvis de skaber empati hos læseren.”
Når særligt James Joyce og Albert Camus står højt på Grossmans liste over inspirationer, skyldes det to ting, fortæller han:
”Der er en særlig intensitet og nødvendighed i deres måde at skrive på. Især Joyce lærer én at skrive, som man ikke har gjort før. Han giver mod til at betræde ukendt territorium. De modernistiske forfattere som Kafka, Camus, Woolf og Dostojevskij har alle overlevet på grund af nødvendigheden i deres skrift og bøger. ’Denne bog skulle skrives’, lyder det fra deres værker. Vi læser ofte bøger for at underholdes, og det er også fint nok, men jo ældre jeg bliver, jo mere drages jeg mod bøger, der er livsnødvendige.”
En særlig inspiration kommer fra Bibelen, fortæller Grossman, der i snart tre årtier har været aktiv i en studiekreds:
”Med to venner har jeg nu i 28 år studeret Bibelen. Vi mødes tre-fire timer ad gangen en gang om ugen og læser med størst mulig koncentration. Bibelen er som et hav af historier. Den er endeløs. Dens sprog er koncist. Bibelen bruger ét vers på at beskrive en tragedie, som i en moderne roman ville fylde 500 sider. Den er utrolig komprimeret, en slags big bang, der spreder sig over det hele. Tag bare historierne om Jakob, om David og Saul, og om Josef og brødrene – alle fortæller de om det største drama, der findes: familiedramaet. Mine bibelstudier har lært mig at være så præcis i min sprogbrug som muligt.”
Præcision ville han også ønske, at man fandt mere af i det politiske sprog. Grossman er kendt som arg modstander af Likud-regeringen og Netanyahu – mere om det om lidt – men retter i sin talestrøm også en kritik af massemedierne.
”Jeg ville ønske, at vi alle var mere præcise med vores sprog. Vores verbale sprog er formuleret af massemedierne – og vi ser ikke manipulationen, der er på færde. Der sker noget beklageligt, når vi ikke opfatter det enkelte menneske som enestående, men bare som del af en masse. Journalisternes sprog er præget af kitsch, sentimentalitet, selvretfærdighed og vulgaritet, og det er det modsatte af tilværelsen. At være i live er at udsætte sig selv for nuancer. Ikke at gemme sig bag klichéer.”
Fra kritikken af massemediernes populisme er der ikke langt til Netanyahu og det kommende valg. Grossman nærer ingen illusioner om forandringer til det bedre, og han roser – eller ”roser” – Netanyahu for sin virkningsfulde retorik:
”Jeg har længe sagt, at livet i Israel er som at bære en rustning, men stadig føle sig skrøbelig. Det er bare blevet værre. Jo mere desperate vi er, jo mere nedsunkne i skyttegrave bliver vi. Fleksibiliteten er væk, og viljen til at se livet fra modpartens side – se, hvordan de andre læser tilværelsen – er væk. Når man er desperat, ser man ikke klart. Man tror, at man er i kontakt med virkeligheden og er realistisk, men det, man er i kontakt med, er det modsatte: sine mareridt og fantasier. Derfor tror jeg også, at Netanyahu vil vinde igen. Han får flere stemmer denne gang. Han er dygtig til at forme sine medarbejdere og vælgerne efter angstens linjer. Når folk er rædselsslagne, kan du styre dem. Og venstrefløjen har ikke tilnærmelsesvist en karismatisk leder, der kan konkurrere med højrefløjens.”
”Jeg siger ikke, at det er nemt. Vi har virkelig store problemer i Israel, og jeg anerkender, at Iran og Hamas er meget alvorlige fjender. Men Netanyahu viser aldrig hele virkeligheden, men kun farerne. Han er fantastisk god til at mikse de reelle farer og ekkoerne af fortidens traumer. Og i dette miks er vi hjælpeløse.”
Når døden er konstant nærværende for Grossman, og når den politiske fremtid tegner så dyster for ham og hans ligesindede, er der så intet, der giver håb? Bare et lillebitte et?
”Hmmm. Jo. Jeg kan ikke tillade mig den luksus at være rædselsslagen. Jeg nægter at give op. Mange er virkelig utilfredse med tingenes tilstand, og måske vil vi efter en periode med fanatisme se mere sunde interesser og bevægelser vise sig. Jeg håber da, men jeg er skeptisk.”
”For mit eget vedkommende får jeg håb ved at gå ture, at læse og være sammen med mine venner. Og børnebørn! Det er, som om ens sjæl får nye plovfurer, når man bliver bedstefar. Det er en helt særlig glæde og velsignelse at få børnebørn. Man ser skabelsen af et menneske helt tæt på. Og det er ikke, som da man selv var forældre til nyfødte, hvor udmattelsen hele tiden var en makker til miraklet. Dette er på et andet plan, noget ganske unikt og en stor velsignelse. Her er der håb at hente.”