Som oftest går det hele lidt i stå i selskab med en samtalebog. Tonen bliver nemt for flygtig, når to mennesker skiftevis skal til orde, og man savner sammenhængende tanker og et klart defineret ærinde. I den nye samtalebog ”Det, du ikke forstår, gør dig klogere” optræder hele tre stemmer – nemlig psykolog Svend Brinkmann, videnskabsforfatter Tor Nørretranders og antropolog og museumsdirektør Rane Willerslev – og på forunderlig vis skabes der her med skribent Frederik Lindhardt som mellemmand en interessant helhed.
De tre mænd har alle en fornemmelse af, at vi står over for en ny epoke, hvor mennesket i en mere flydende verden skal forstå sig selv på ny, og de forsøger at indkredse den menneskelige natur ved hjælpe af deres respektive fag samt en stor bagage af filosofisk og videnskabeligt tankegods. Ovenikøbet tilsat et forsøg på at inddrage det religiøse. De tre medvirkende diskuterer emner som frihed, kærlighed, narcissisme, Donald Trump, opdragelse og død, og undervejs forsynes samtalen med så mange citater og referencer, at det næsten er for meget. Men skidt, vi lader drengene konkurrere om, hvem der flest gange kan citere Heidegger, for der kommer noget spændende ud af det. Skønt der også er mangler. Mere om det senere.
Bogens mest interessante perspektiv består i en basal uenighed mellem Svend Brinkmann og Rane Willerslev, der ser forskelligt på menneskets muligheder i verden. Mens Brinkmann hviler i et protestantisk jordbundet livssyn, er der et strejf af anarkist over Willerslev, der med talrige henvisninger til ”jægersamlermennesket” dyrker tanken om individets dannelse gennem mødet med naturen og livets barske vilkår. De to mænd repræsenterer hver sin tro på, hvordan mennesket skal håndtere den kaotiske nutid. Gennem troen på nybrud og opbrud eller snarere i tillid til kontinuitet og tradition.
Angående det religiøse kommer Brinkmann uventet stærkt på banen. Han erklærer sig som amatørteolog og fastholder, at der med Jesus indvarsles noget nyt. Brinkmann er ikke troende, hvilket også fremgår af hans populære bøger, men han fremhæver her det radikalt uselviske aspekt ved Jesu forkyndelse – at man skal elske og tilgive uden at forvente noget til gengæld, og han belærer sine kolleger om det etiske ved, at kærlighedens gerning skal udføres, uanset om man mærker glæde ved det eller ej.
Både Willerslev og Nørretranders ser i højere grad mennesket som et væsen sat i en slags biologisk mekanisme, hvor det gør det gode, fordi det føles godt. Et klassisk argument, der jo rummer fare for ophøjelse af ren selvopholdelsesdrift.
Brinkmann tilstræber en balance, hvor han på den ene side forlegent udbryder ”Naarh”, når Willerslev siger, at han tror på Jesus, mens han samtidig har fornemmelse for radikaliteten i det kristne budskab, og vi venter i spænding på at se, hvor hans ambivalens fører ham hen. Dog mangler han at sætte ord på, hvorfor Jesu radikale forkyndelse overhovedet er nødvendig i verden, for han mangler forståelse for menneskets egentlige svaghed. Det gør de alle tre.
Og dette er i høj grad årsagen til, at samtalen synes at foregå i den lidt elitære hule, hvorfra det privilegerede menneske beskriver verden. Man fornemmer ikke en stor kontakt til det almene og det individ, der ikke som de selv blot nysgerrigt kan boltre sig i verden. Og når Rane Willerslev siger: ”Livet går ud på, at du i mødet med en ny viden og stor kunst udvider dit verdensbillede – og forudsætningen for det er altså, at du lader tæppet blive revet væk under dig,” hører man en stemme, der ikke rigtig tager højde for, hvor forskellige forudsætninger vi har.
Af samme grund tvivler man på deres dybere forståelse af de kræfter, der blandt andet har bragt Donald Trump til magten. Afsnittet om populisme og truslen mod demokratiet er det svageste, idet ingen af de tre ved nok om hverken USA eller folks daglige vilkår rundt omkring. Her kommer den teoretiske intellektuelle en smule til kort, som når Tor Nørretranders siger: ”Trump ejer kunstens sandhed på en måde. Han er en gestaltning af noget, vi ellers ikke kunne finde udtryk for.” Jo, det er der en hel del, der længe har kunnet. Men der er til gengæld også mange, der ikke i tide har villet vide af folks frustrationer over det abstrakte og globale livssyn, der negligerer behovet for tryg forankring i eget land.
Trods dette lag af det verdensfjerne er ”Det, du ikke forstår, gør dig klogere” en vellykket bog. Samtalen fremstår engageret og fyldt med stræben efter indsigt, og i sidste del finder man et meget fint afsnit om alderdom, hvor Brinkmann har gode pointer angående det gamle menneskes værdighed, mens Nørretranders smukt beskriver sin skepsis over for aktiv dødshjælp.
Kendetegnende for bogen er, at de tre medvirkende lader sig påvirke af hinanden og bringes videre, og deres samtale vil utvivlsomt give anledning til mange diskussioner rundt omkring. Man savner undervejs en fornemmelse af, at disse tre kloge mænd midt i alle deres velformulerede teorier for alvor forstår menneskets mulighed for at føle sig fortabt, men man kan ikke få det hele. Og slet ikke i en samtalebog.