Samtalen mangler i antologi med teologiske tekster

Gode enkeltbidrag, men dårlig redaktion af ny bog om teologiens videnskabelighed

Samtalen mangler i antologi med teologiske tekster

Teologiens videnskabelighed er til diskussion. Det er i hvert fald forudsætningen for nærværende antologi, der præsenterer en række synspunkter på dette spørgsmål. Det hele under redaktion af teologen Michael Agerbo Mørch.

En række teologer, både fra universitetet og andre steder fra, er kaldt ind for drøfte dette. Og det gør de for så vidt godt, men de gør det hver for sig. Som læser bevæger man sig gennem en række tekster, der ikke ordentligt kommer i indbyrdes samtale. Intentionen er god, men synes ikke helt at komme mål. Gentagelserne er forholdsvis mange, og det bliver desværre lidt trættende i længden, selvom samlingens sidste indlæg af Andreas Østerlund Nielsen næsten sprænger rammen ved at ende i bøn. Hans artikel peger et andet sted hen end bogens øvrige.

Artiklerne er som sagt velskrevne, og Anders Klostergaard Petersen indleder med en artikel, der definerer teologien som slumrende og som et fag, der derfor skal vågne op og komme på omgangshøjde med moderne videnskab. Hvorfor fordybe sig i Martin A. Hansen og Jakob Knudsen, for slet ikke at sige Løgstrup, når ”mange af hans indsigter i dag står anderledes klart i lyset af aktuel forskning inden for evolutions- og moralbiologi”?

Det er da et synspunkt, og et synspunkt, der virkelig også kunne betyde noget for forskning i litteratur- og kunsthistorie, for der er skam tænkt tanker siden Homer.

Klostergaard Petersen definerer teologien som studiet af den følelsesmæssige binding, en gruppe har foretaget, og dette kan undersøges både som følelsesmæssig investering og som kognitivt indhold relateret til følelsen. Teologi handler således ikke om tro på Gud, men om forholdet til og i fællesskabsetablering og gruppepleje. Ved en morsom trykfejl (?) går der evolution i det hele, da der kommer til at stå, at religion som følelse skal ”holdes i abe” af fornuft og oplysning. Der må menes ave, men tankevækkende er det. Og Klostergaard Petersens indlæg er virkelig tankevækkende.

En anderledes tilgang til teologien finder man hos Jakob Wolf. Han skriver ligefrem, at teologi handler om Gud. Og Gud er i første omgang udefineret som den yderste realitet. Og lige præcis her kunne en lidt bedre redaktion være sat ind, så de disse to indlæg ikke bare stod side om side, men kunne indgå i en frugtbar dialog. Wolf stiller den empiriske metode op mod den fænomenologiske, der undersøger erfaringerne med ting og begreber. Her er objektivitet netop ikke målet, men nærmere en ikke-individualistisk subjektivitet.

Som sagt indeholder samlingen mange gode artikler og tanker: Peter Søes fremdrager med rette Regin Prenters tanker om videnskab og teologi, og Asger Chr. Højlund påpeger, at den kristne tro er en historisk størrelse, og lige netop det udsagn er vel afgørende for teologiens videnskabelighed: at vi kun kan tale historisk om Gud, og at der ingen udsagn er om Gud uden for historien. Det er derfor, der fordres en videnskabelighed af teologien, som også Peter Widmann andetsteds har sagt, og som det bliver anført af Jakob Wolf. Teologien selv kræver i kraft af sit væsen en videnskabelighed. Teologien er historisk, og derfor er det lidt ærgerligt, at der ikke er kirkehistorikere blandt bidragyderne.

Et væsentligt bidrag gives af Lars Albinus, der fastholder, at der må gives en uvidenskabelighed i teologien, som den deler med filosofien, fordi den rækker bagom historisk kritik og ind i et dybere eksistentielt lag. Dette ben i den uvidenskabelige lejr må teologien og filosofien, og vel også litteraturen og kunsten, leve med. Det er en perspektiverende tanke.

Men det er en lidt underlig bog, for det er ikke en bog, man havde forventet netop nu. Omvendt forsøger den at sætte en dagsorden. Klostergaard Petersens indlæg rager op, selvom det også vækker modsigelse. Når han siger, at Dannebrog, gudstjenesten og teologien kun findes, når der er nogen, der fortsat er villige til at investere følelsesmæssig energi i det, falder tankerne på professor Leif Grane, der i 1979 holdt festtalen ved Københavns Universitets 500-årsfest i Vor Frue Kirke. Talen, der er udgivet af Platon-Selskabet, er et flot eksempel på en teologisk videnskabelighed, der ikke lader hverken kirke eller universitetsteologi i stikken, men fastholder et remtræk mellem dem.

For Grane slår fast, at universitetet lever, omend det dør, forstået sådan, at midt i en pluralistisk tid, hvor teknokratsprog får universitetets beboere, som Grane skriver, til at tro, at de er en læreanstalt med forskningstilknytning, må der være en verden, der kun er givet én gang og derfor kan og skal undersøges. Der er en fælles sandhed. Derfor kan universitetet, og sammen med det teologien, ikke dø med ophøret af følelsesmæssig energi, for denne måske skjulte enhed kalder på tanken, og derfor lever universitetet, omend det dør. Det er en helt anden måde at betragte universitetets fag på. Den er ikke ny, for det er den tanke, universitetet som en af vores ældste institutioner er grundlagt på. Og en af teologiens berettigelser på universitetet er at stille spørgsmål til vedtagne sandheder og vedvarende anfægte tale om sandheden, for den er der kun en, der har.

Luther skulle have sagt, at der skal drives teologi, så selv en hedning kan forstå det. Det betyder, at der ikke findes en teologi for de indviede, der har troen som forudsætning. Teologien har historien som forudsætning. Dette kunne have været godt at få yderligere belyst, selvom der er gode tilløb i artiklerne, og det havde, sammen med en bedre redaktion, løftet bogen.