Midt i en begyndelse findes der noget, som slutter. Og midt i en slutning findes der noget, som begynder. Udsagnene må opfattes som en slags morale i Maren Sophie Clausens både i form- og handlingsmæssig forstand grænsesprængende debutroman ”Over dine øjne”.
Titlen er et citat fra et digt af Gustaf Munch-Petersen: ”over dine øjne/ sidder alle guds smil”.
Lige så central for sammenhængen er et citat af en anden lyriker, Inger Christensen:
”Gud er den samtale,/ mennesket fører med universet,/ eller omvendt”.
Den kvindelige jegfortæller fører mange samtaler med såvel Gud som universet. Romanen beretter om en rejse mere end almindeligt langt væk, nemlig ud i uendeligheden, helt derud hvor alle forklaringer slipper op, og det hele synes modsætningsfyldt – konstateringen af det sidste forekommer afslutningsvis hovedpersonen at være det eneste, hun efterhånden ved.
På baggrund af de indvundne erfaringer i det fjerne bliver hun indhentet af en uventet længsel efter det engang nære, begyndelsen, i tillid til en mulig fortsættelse. Det kan vel siges på denne måde: Man skal ud for at komme hjem.
Meget er investeret i ”Over mine øjne”. Men jeg må sige, at min respekt for projektet er større end min grebethed. Ikke fordi alt er himmelflugt. Den lange rejse indledes med at strejfe en antydning af hverdagsrealisme.
Romanen beskriver en flugt fra hverdagsstress og et træt parforhold, en flugt væk fra en tilværelse, hvor det mest drejer sig om at holde ud. Og imens går livet. Kvinden lader sig forføre af drømmen om den store frihed, men møder i stedet den store ensomhed, en virkelighed uden kærlighed. Den ultimative metafor på den situation, der i hvert fald for en tid bliver hendes, er rejsen ud i rummet.
Baggrunden er, at hun har forladt sin kæreste i London for at gå på kunstskole i New York, dog uden den store succes. Og på et tidspunkt er hun tæt på at sælge sin sjæl til pengemagten. Et tema, der sættes i relation til beretningen om Jesu fristelse i ørkenen. Desuden rummer forløbet hentydninger til lidelseshistorien.
Et andet handlingsspor følger den forladte kæreste til det sydlige Spanien, hvor han slutter sig til en gruppe forfulgte sigøjnere. Et planlagt bryllup med en kvinde derfra ender i vold og død.
Nok har Maren Sophie Clausens roman en kerne af livskundskab. Men samtidig virker den noget vildtvoksende og diffus. Og det volder problemer at komme til klarhed over, hvor det egentlig er, man som læser føres hen.