I de sidste årtier er der sket meget i folkekirken i bestræbelserne på at gøre kirke og kristendom mere nærværende for en befolkning, der synes at have glemt sit udgangspunkt. Folkekirken er under forandring. Der kommer flere og flere nye måder at være kirke på. Den tid, hvor præster bare passede biksen på sædvanlig vis med gudstjenester og kirkelige handlinger, foredragsaftener, bibelkredse og lidt julebasar, er for længst forbi. Det syder og bobler i folkekirken. Måske hænger det sammen med, at der nu er flertal af kvindelige præster. Hvem ved?
Faktum er, at det gamle mønster har fået nye former ved siden af de gamle tilbud. Spaghettigudstjenester, rockgudstjenester, sorggrupper, par-aftener og herreklubber er dele af det nye mønster. I håndbogen ”Samtalerum” præsenteres endnu et nyt fænomen, nemlig eksistenssamtaler, hvor man i grupper behandler forskellige livsemner. Der er lagt vægt på samtaler, hvor alle skal kunne komme til. Det er altså ikke en klassisk undervisning med en lærer og en gruppe ”elever”, men her tages udgangspunkt i de fælleserfaringer, man har, hvorefter man så bevæger sig sammen ind i begreberne og får kastet nyt lys over sit liv.
Bogen er skrevet af Camilla Funch og Karen Ringsmose, der begge er cand.pæd.er i pædagogisk filosofi med religionspædagogiske specialer, og det mærkes. De skriver klart og godt. Deres grundsyn er, at samtalen, og især den religiøse samtale, har det svært i disse år. Der er heller ikke den samme helhedsforståelse i samfundet mere. Tidligere prægede kristendommen os tydeligt i skole og hjem. Nu er der nærmest kun en baggrundsstråling tilbage. Kristendomsfremmedheden er fremtrædende. Hvordan får vi den eksistentielle søgen tilbage til kirken?
Deres bud er samtalegrupper lidt i stil med sorggrupperne. I bogen skildrer de idéen med disse eksistenssamtaler både i den teoretiske udformning og ganske lavpraktisk. Hvad skal man tale om? Det kunne for eksempel være: natur, død, kærlighed, lykke, angst, tro og ensomhed. Hvordan gør man det konkret?
De har så lavet en hel manual for sådanne aftener, hvor meningen er, at alle har mulighed for at deltage, og hvor enten præsten eller sognemedhjælperen (eller en anden) er facilitator, som det hedder med et fint ord. Vi kunne også bare kalde hende mødeleder. Gruppedeltagernes egne erfaringer og små historier sættes i forbindelse med den store historie, for eksempel den bibelske. Det er facilitators opgave.
Materialet ligger grydeklart til brug. Det er både relativt kort og helt klart. Det er ikke altid håndbøger er sådan, og så tror jeg, metoden virker. Det skriver jeg på baggrund af næsten 20 års erfaring med sådanne eksistenssamtalegrupper, hvor vi efter nogle erfaringer fra nogle tyske evangeliske kirkekredse afprøvede noget lignende. Der ligger en stor skat i sådanne aftener.
Bogens slutkapitel handler om noget andet – og så alligevel ikke. Der prøver de to forfattere at se prædikenen i kirken som en eksistenssamtale, og det kommer der noget spændende ud af.
En eksistenssamtale tager udgangspunkt i et fænomen og deltagernes spørgsmål, hvorimod en prædiken tager udgangspunkt i en bibeltekst. Det synes, som om de ikke har meget til fælles, men det kan de udmærket have, idet der kan indgå små og store fortællinger i prædikenen, ligesom der kan indgå billedkunst, musik og poesi i brobygningen mellem menighed og budskab. Man kunne kalde en sådan prædiken for den erfaringsnære type, hvor vores nutidige fællesstof inddrages. På forlagets hjemmeside kan man se eksempler på sådanne prædikener.
Det synes mig at være et vigtigt stykke arbejde, de to forfattere har gjort. De har gjort såsæden klar, så ”den gode bonde” godt kan gøre sig forårs- og såklar.