Samtidskunst i barokarkitektur

Olafur Eliasson bidrager med otte sanseforførende værker til slottet Versailles i Frankrig. En både romantisk og højteknologisk vision af stør skønhed

Set fra den centrale del af Spejlsalen i slottet Versailles befinder værket ”Waterfall, 2016, Palace of Versailles 2016” sig lige i fokus i parkens midterakse som et vandfald, der spreder tåger.
Set fra den centrale del af Spejlsalen i slottet Versailles befinder værket ”Waterfall, 2016, Palace of Versailles 2016” sig lige i fokus i parkens midterakse som et vandfald, der spreder tåger. . Foto: Anders Sune Berg.

I mandags blev Olafur Eliassons nye værker afsløret på en pressekonference i Versailles sydvest for Paris.

Her har han forholdt sig nøje til den opulente, klassicistiske barokarkitektur, Solkongens pragtslot, som hans nye, stedsspecifikke værker går i dialog med. Dog er de nye værker præget af den for Eliasson typiske demokratiske og publikumsinvolverende tilgang. Hertil kommer, at samtlige værker også afslører deres egen tekniske konstruktion, som altid er enkel. Der er tale om en form for køkkenbords-ingeniørkunst, når det gælder denne kunstner. Altså ren verfremdung. Ikke desto mindre virker de sanseforstyrrende og -forførende.

De store europæiske slotte har i de senere år fået øje på samtidskunsten som led i en ny strategi, hvor de får et yngre publikum i tale. Det gælder Blenheim Palace ved Oxford, Belvedere Museum eller Vinterpaladset i Wien, hvor Olafur Eliasson i parentes bemærket udstillede i vinter, og nu også Versailles, hvor den udstillingsflittige kunstner atter slår sig løs. Siden 2008 har Solkongens slot dannet ramme om en dialog-udstilling med samtidskunsten.

Denne praksis blev initieret af kongen af kitsch, den amerikanske kunstner Jeff Koons. Det er en fremragende idé at åbne sig mod nutiden, da publikum således dels kan se slottet, dels kan opleve det i en ofte kontroversiel kunstoptik, som kaster nyt lys på et ofte gammelkendt stof.

Der har været opstand flere gange over den nye kunst, der af nogle betragtes som fredsforstyrrende eller til tider obskøn. Især sidste år, hvor den indisk-britiske kunstner Anish Kapoor vakte medieskandale med værket ”Dirty Corner” i Versailles-parken. Værket lignede ifølge flere journalister dronning Marie-Antoinettes kønsorganer, og det blev efterfølgende vandaliseret med racistisk, hvid graffiti af ukendte gerningsmænd.

Versailles var oprindelig et mindre jagtslot, som Ludvig XIV var meget begejstret for som barn. Da han blev konge, ombyggede og udvidede han slottet, som stod færdigt i sin nuværende form i slutningen af 1600-tallet. Det var det prægtigste og mest luksuriøse palads i Europa. Den danse- og teaterglade solkonge brugte det som en fabelagtig ramme om sine fantasifulde iscenesættelser, når han holdt fest. Der kunne bo op til 5000 adelige ad gangen med deres tjenestefolk. I dag er det en af Frankrigs største turistattraktioner med mellem syv og otte millioner besøgende årligt.

Det var en helt unik oplevelse at vandre rundt i salene næsten helt alene i mandags, som er lukkedag.

På selve pressemødet informerede den altid velforberedte og -artikulerede Olafur Eliasson et stort antal fremmødte pressefolk i den kæmpemæssige historicistiske Korsriddersal om tankerne bag sin ”intervention” i Versailles. Værkerne ligger i tråd med hans tidligere værkproduktion, og de er skabt i samarbejde med nogle af hans 90(!) fagligt dygtige medarbejdere. For eksempel er det høje vandfald i Grand Canal nært beslægtet med hans fire ”New York City Waterfalls” fra 2008, ligesom tågen og spejlene hører til hans kendte vokabular.

Tågen eller ”Fog Assembly” (en temmelig fugtig omgang – husk regnfrakke) kan opleves i Bosquet de l’Ètoile i nærheden af vandfaldet. Her forsøger Eliasson at få publikum til at miste orienteringen i en have, der ellers er så stramt og geometrisk organiseret, at buskene og træerne minder om stenskulpturer. Her forsvinder man selv, og omverdenens konturer ligeså. Men tågen var ikke helt så tæt, som jeg havde håbet under besøget. Sammenlignet med for eksempel ”Your Blind Passenger”, en lang korridor med farvet lys og tåge, som blev vist på Arken i 2010, var tågen meget tynd i Versailles. Men set på afstand er den en romantisk højteknologisk vision af stor skønhed.

Værket ”Glacial Rock Flour Garden” i Bosquet de la Colonnade består af et stort klassisk bassin fyldt med en tyk masse, som minder om mudder. Her har Eliasson hentet eroderede sten og klippeblokke eller mineralstøv, som han kalder det, fra Grønland. Dette materiale er opstået som følge af gletsjernes enorme vægt og bevægelse igennem tusindvis af år. Dette mudder indeholder så mange mineraler og næringsstoffer, at det angiveligt kunne bruges som gødning og dermed få de mest golde områder af jordkloden til at blive frugtbare.

Det eroderede mineralstøv går direkte i dialog med skulpturgruppen i denne vandkunst, som har korngudinden Persefone som den centrale figur, der repræsenterer frugtbarhed. Om foråret stiger hun op fra Underverdenen, hvor hun bor sammen med sin mand, Hades, og naturen begynder sin cyklus igen.

Det sidste og mest ikoniske af de tre udendørsværker er uden tvivl ”Waterfall”, som er installeret i Grand Canal. Set fra den centrale del af Spejlsalen befinder det sig lige i fokus i parkens midterakse, men over horisonten. I parken har man manipuleret med perspektivet, således at haven synes uendelig. Med vandfaldet, der vitterlig er højt, indsættes et mere pluralistisk og subjektivt perspektiv end barokkens hierarkiske og fastlåste centralperspektiv. Det kolossale vandfald bliver uden tvivl populært i sommervarmen, da det vaporerer og køler luften af. Vandfaldet er monteret på en kran, og hele konstruktionen er igen meget tydelig. Det springer fra klokken 10-12 og fra klokken 14.30-15:30 hver dag.

En journalist ville vide, hvor højt det var, hvortil Olafur Eliasson svarede, at det måtte forblive en hemmelighed, ”men det har den perfekte højde”. I vores tid er man besat af mål og størrelser, og det er en kedelig tendens, mente han. I stedet skal vi opleve med vores sanser.

Med hensyn til indendørsværkerne har Eliasson ligeledes leget med perspektiverne, når han bruger spejle og for eksempel i værket ”The Gaze of Versailles” reflekterer en bygnings facade ved hjælp af et kæmpemæssigt spejl, således at man umiddelbart tror, at det, som man kigger på, er udsigten, altså bygningen overfor, men i virkeligheden er det refleksionen af forsiden af den bygning, man befinder sig inde i. Værket ”Your Sense of Unity” er installeret i den store spejlsal, som vender ud mod parken. Spejlsalen måler 73 meter gange 10,5 meter gange 12,3 meter, hvilket siger noget om dimensionerne. Eliassons nye værk er et rent optisk bedrag, som vækker mindelser om solen i ”The Weather Project” fra 2003 i Tate Modern.

En halv sort cirkel med et lysstofrør monteret bagpå reflekteres i to kæmpemæssige spejle, som danner en vinkel. Hermed opstår illusionen af seks illuminerede kæmpecirkler. Det er et mageløst bidrag til en sal, der i forvejen er helt fyldt med fantastiske blikvinkler og refleksioner i kraft af spejlene, der spejler og dobbeltreflekterer lys, objekter og personer. Et spejl er en magisk opfindelse. Det er dels et identifikationsredskab, som gør det muligt for os at se os selv som et objekt omvendt spejlvendt, dels et redskab, hvormed vi kan kigge baglæns, og dels giver det en forvrængning af virkeligheden – Alice i eventyrland ihukommende.

Eliasson står i sin kunst især på skuldrene af de amerikanske lys-, natur- og installationskunstnere fra 1960’erne. Normalt går man rundt om skulpturer, men i hans sanseudfordrende installationer går man ind i dem, gennem dem og ud af dem og mærker dem med kroppen. Der bliver noget at opleve på Versailles hen over sommeren, hvor man tilbydes nye oplevelser både inde og ude. Det er smukt, og det bliver siddende på huden og i kroppen længe efter. Versailles er ikke længere det samme palads efter Eliassons indgreb.

kultur@k.dk