For mere end hundrede år siden skrev den tyske digter Rainer Maria Rilke i et brev fra Rom, at han følte sig bedrøvet over den dystre, museale atmosfære i byen. Han brugte blandt andet udtryk som ”fortidens overflod” og ”den forfærdelige overvurdering af forfaldne ting”. En overvurdering, som han følte blev opretholdt af både filologer og almindelige turister.
I dag er Den Evige Stad, som Rom kaldes, stadig, og i endnu højere grad end på Rilkes tid, en turistmagnet for rejsende fra hele verden. Digitale kameraer og selfie-stænger er blevet mere almindelige i Roms historiske centrum end romere, for lokalbefolkningen er skrumpet ind, i takt med at strømmen af turister er taget til. Byen er dermed mere et museum end en moderne, pulserende storby.
Det faktum stiller, ifølge Kaspar Thormod, spørgsmålet: Hvordan kan nutiden interagere med fortiden i Rom på en måde, så det giver mening?
Han har en kandidatgrad i både sammenlignende litteratur og kunsthistorie. I en ph.d.-afhandling, som han netop har færdiggjort, undersøger han, hvordan samtidskunst kan være med til at omforme synet på Rom.
”Man kan kalde det en alternativ guidebog,” siger han om sin forskning.
Kilderne, der ligger til grund for hans undersøgelse, er flere end 1000 billedkunstnere, der i en 25-årig periode fra 1989 til 2014 har haft ophold på et af seks forskellige udenlandske institutter i Rom.
Et af dem er Det Danske Institut i Rom, der ligesom mange andre af de udenlandske institutter er placeret i området Valle Giulia. Her har Kaspar Thormod også selv været indlogeret i perioder, blandt andet i 2011, hvor han skrev på sin roman ”Rom falder”, der udkom året efter. Kontakten til Det Danske Institut er også den direkte anledning til, at han gik i gang med sin ph.d.
”Det er et meget privilegeret sted at være, for her kan man få den ultimative arbejdsro. Kunstnerne bor der typisk to-tre måneder af gangen side om side med akademikere med forskningsprojekter. Der er en lang tradition for at tage til Rom på dannelsesophold, og her er en unik koncentration af internationale institutter, der ikke findes noget andet sted i verden, siger Kaspar Thormod i telefonen fra Rom, hvor han opholder sig i disse dage.
Men hvor det i 1800- og 1900-tallet typisk var kunstnere eller forskere med en historisk, ofte arkæologisk interesse, er det i dag lige så ofte udøvere af samtidskunst, der tager ophold på institutterne.
”Internationale kunstnere opsøger typisk steder som New York, London og Berlin, hvor der er mange galleriscener for samtidskunst. Men de opsøger altså også Rom. Her foregår et mærkeligt sammenstød af samtidskunstnere, der er formet af et globalt syn på kunst, og Rom med sin historiske dybde og store turiststrøm. Det har været interessant for mig at undersøge, hvordan kunstnerne forholder sig til den situation. Byen har ingen privilegeret betydning i den kommercielt orienterede kunstverden, og de fleste kunstnere i dag reagerer ikke på byen med samme entuisiasme som deres forgængere, for hvem Rom i århundreder var en model, man havde brug for at efterligne og lære af,” siger han.
Et af de værker, Kaspar Thormod har kigget på, er danske Line Kallmayers værk ”Ten Days with an Exorcist”, der består af både video, tekst og billede.
”Under sit ophold i Rom opsøgte hun munke og præster i den katolske kirke, og hendes kunstneriske projekt tog en antropologisk retning. Med sit værk er hun med til at skabe en anderledes oplevelse end det, de fleste forbinder med Rom,” siger Kaspar Thormod.
Et andet eksempel fra hans ph.d.-afhandling er den danske fotograf Torben Eskerod, der i en periode fotograferede på Campo Verano, der er en af Roms største kirkegårde.
”På katolske kirkegårde er der på mange gravsteder indlemmet fotografier af de afdøde. Mange af de billeder er 50-100 år gamle og dermed i et naturligt forfald. De billeder har Torben Eskerod taget billeder af og forstørret dem til store portrætfotografier. Det er en form for kopiering, der skaber interessante, etiske dilemmaer og igen er med til at omforme billedet af Rom,” siger Thormod.
Han har i sit forskningsprojekt dels set på de værker, som kunstnerne har skabt på det, han kalder de udenlanske institutters privilegerede øer, og på det, som de har skabt, efter de har forladt stederne.
I et særligt kapitel har han fokuseret på, hvordan kunstnerne har portrætteret romerne. Ikke dem, turisterne ser, men eksempelvis fanger i fængsler eller immigranter. Her er formålet at udviske glansbilledet og i stedet se Rom som en by, der kæmper med de samme problemer som andre storbyer.
”Jeg vil hævde, at der i sammenstødet mellem nutidige kunstnere og Rom skabes en ny mening. Ved at fokusere på kunstnernes arbejde kan vi se byen som mere end en samling af slukkede genstande, som Rilke siger det: ’i det væsentlige ikke mere end uheldige rester fra en anden tid og fra et liv, der ikke er og ikke bør være vores’. Det bliver i stedet for en dynamisk dialog mellem Roms nutid og fortid, hvor vi kan studere, hvordan romerske kunstneriske traditioner bliver set og genfortalt på nye måder,” siger Kaspar Thormod.