Prøv avisen

Ny film handler om vores behov for at bevise alting

4 stjerner
I ”Åbenbaringen” er vi i en lille fransk landsby, hvor den unge pige Anna oplever, at Jomfru Maria åbenbarer sig for hende. – Foto: 41Shadows

Ægtheden af en ung piges Maria-åbenbaring er temaet i den underfundige franske film ”Åbenbaringen”. Filmen leger med vores ønske om at kunne bevise alting, for religiøse åbenbaringer er ikke sådan at få hold på

Hvad stiller man op i vores moderne medietider, hvis mennesker fortæller, at de har haft religiøse åbenbaringer? Hvad nu, hvis Jomfru Maria siges at have vist sig for en ung teenager? Er det sandt eller fake news? Medierne vælter sig jo også i fake news og bringer alt til torvs, og på Facebook bliver trafikken stor. Mennesker ville kaste sig ind i en sådan begivenhed, og den ville blive liket og delt og hånet i stor stil.

Hvad ville folkekirken gøre, hvis det skete i Bøvlingbjerg? Sandsynligvis ingenting, men skete det i et katolsk land, har den katolske kirke et helt apparat klar, der tager sig af sådanne sager. Den katolske kirke løber ikke efter enhver medievogn. Man vil have styr på åbenbaringer! Ingen fake news! Det er det, den franske film ”Åbenbaringen” handler om.

Det katolske apparat i sådanne sager er ganske omfattende. Der bliver på en biskops foranledning nedsat en gejstlig kommission, der grundigt undersøger sagen, inden man træffer en afgørelse.

Igennem århundrederne har folk påstået, at de har set Jomfru Maria, og at hun har overgivet dem budskaber. Man kan bare tænke på Lourdes i Frankrig, Fátima i Portugal og Medjugorje i det sydvestlige hjørne af Bosnien-Hercegovina. Store steder med millioner af pilgrimme, der håber at se Jomfru Maria og få et mirakel.

I ”Åbenbaringen” er vi i en lille sydøstlig fransk landsby, hvor en ung pige, Anna, har haft en række åbenbaringer af Jomfru Maria. Jomfru Maria fortæller Anna, at hun vil, at mennesker skal bede og leve i fred og kærlighed, og at Anna skal bygge en ny kirke til hendes søn, Jesus.

Anna opsøger sin lokale sognepræst, der prøver at holde sagen hemmelig. Han ved godt, at det ikke altid er nemt at være udvalgt. Desuden er han en forsigtig mand, der ikke hopper på hvad som helst, men sagen kommer alligevel ud. Snart vrimler det med medier, pilgrimme og charlataner. Det er som en eksplosion. Et helt system bygges hurtigt op med flotte store billeder af Anna, små Jomfru Maria-agtige Anna-statuer og en hel masse anden religiøs merchandise. Mennesker, der længes efter et mirakel, strømmer til den lille by, der snart ligner et gedemarked.

Hvad er på spil? Fup eller fakta?

Det vil en biskop i Rom gerne undersøge. Dér begynder filmen. Biskoppen tager kontakt til den franske journalist Jacques, der er kendt for sit dybdeborende arbejde. Han har arbejdet i Mellemøsten, hvor hans kollega blev dræbt lige i nærheden af ham, så det er en mand, der går langt i sandhedens tjeneste.

Vi følger så hans undersøgelse, der gradvist afdækker sandheden. Jacques (formidabelt spillet af Vincent Lindon, en af fransk films helt store skuespillere) er ikke selv troende, men rystes alligevel i sin almindelige skepsis. Vi nærmer os en afsløring, eller gør vi? Filmen er spændende i sig selv og ganske overraskende. Åbenbaringer er ikke sådan at få hold på.

Filmen leger med vores ønske om at kunne bevise alting. ”Sandheden kan altid ses et andet sted,” lyder det i filmen. De store ting i menneskelivet lader sig ikke sådan komme på formel. Der er altid rum for forundring og valgmulighed.