Sandhed, løgn og litteratur

Franske Delphine de Vigan har skrevet en fremragende og underholdende gyser om skriveblokering og menneskets flydende identitet

88888 8

Skal litteratur være sand? Det er en gammel diskussion, som bølger igen i disse år, hvor autofiktionen er på mode, forfattere skriver dobbeltkontrakter med deres læsere som aldrig før – og hvor Karl Ove Knausgårds hovedperson hedder Karl Ove Knausgård, Elena Ferrantes heltinde hedder Elena, og Yahya Hassans digtsamling hedder ”Yahya Hassan”.

Vi lever i en tid, hvor den personlige og private historie bliver dyrket, og hvor film og bøger helst har undertitlen ”Baseret på en sand historie”, hvis de skal fremstå gribende og vedkommende. Franske Delphine de Vigan tager den helt ud og kalder sin nye bog netop det: ”Baseret på en sand historie”. De Vigan har netop modtaget den franske prestige-pris Prix de Concourt for bogen her, hvor hovedpersonen selvfølgelig hedder – Delphine.

Forfatterinden Delphine er fra side et på vej ud i et stress-sammenbrud. Hun er følelsesløs af bar succes og føler sig forfulgt af sine læsere, der vil have mere. Hun har skrevet om sin barndom og sin mors selvmord; hun har taget af hovedstolen, som det kaldes blandt forfattere, og nu er der ikke mere tilbage i hende. Ud af intet træder så den charmerende og smukke L, der giver Delphine det, hun har brug for Og hvem kender ikke drømmen om en veninde, der synes at vide præcist, hvad man tænker, elsker, hader, er angst for og længes efter?

Artiklen fortsætter under annoncen

Den beundrende L sniger sig ind på Delphine og smelter sammen med hende; flytter ind, går i det samme tøj og ”sweet talker” forfatterinden fuldstændigt. De bliver næsten til ét, og L fortærer nærmest Delphine, som når en stamme af naturfolk rituelt spiser et dyr og iklæder sig dets skind for at optage dets styrke og magi i sig.

Men noget er galt, og efterhånden svimler det for Delphine, der får skriveblokering og angstanfald. L står klar som en Mefisto i kulissen og redder tilsyneladende kærligt stumperne af hendes liv – selvom Delphine da godt nok undrer sig over L’s anfald, hvor hun bliver hyper, overfalder folk i metroen, total-smadrer en blender og opfører sig utilregneligt.

Da det dæmrer for Delphine, at der er et identitetstyveri i gang, er det næsten for sent – og uhyggen manifesteres af fortælletiden, hvor de Vigan skriver: ”Jeg burde nok have set det, men...” Der er altså et forfatterblik på, som ved, hvad det hér ender med, og som lægger blodige krummer ud til den gysende læser undervejs.

Bogen trækker på nutidens kult omkring forfattere, skuespillere, tv-kendisser og rockstjerner, hvis groupier, fans og stalkere dyrker dem som afguder.

De vil være tæt på dem, sove med dem og lade berømmelsens sol kaste et glorificerende genskin på deres grå liv. ”Baseret på en sand historie” spejler sig i øvrigt selv undervejs flere gange i gyserkongen Stephen Kings roman ”Misery”, der handler om en vanvittig fan og en kidnappet forfatter – og Delphine de Vigan mimer i sin finale det samme tema om stalkere og idoler, sandt og falsk, litteratur og død.

Hele vejen igennem har Delphine de Vigan behændigt indføjet litterære diskussioner om ”baseret på en sand historie”-genren, om sandhed, auto-fiktion, bekendelseslitteratur og eksistens.

For er en bog sand, fordi den omhandler virkelige personer og hændelser? Er Elena Ferrantes Napoli-romaner fortællingen om hendes eget liv? Var Karl Ove Knausgårds opvækst virkelig så brun og gusten som beskrevet i ’Min Kamp’?

Svaret er, at virkeligheden ikke er entydig. Til slut argumenterer hovedpersonen Delphine for, at alt er fortolkninger af virkeligheden, fordi vi hver især gemmer på vores helt egen version af vores livshistorie. ”Selvom det har fundet sted, er det stadig en historie, man fortæller. Man skaber en fortælling. Der er filter på objektivet,” som bogens Delphine selv siger.

”Baseret på en sand historie” balancerer flot mellem det litterært interessante og det psykologisk underholdende, og den anbefales varmt. Og sandheden om Delphine – og om L?

Læs og døm selv. Det er en besættende historie, som man har nervøs hjertebanken over helt til sidste punktum.

kultur@k.dk