Per Flys figurer svæver ofte i et moralsk morads. De kan stadig nå at vælge at lande på det sorte eller hvide felt, men det er gråzonerne, grænsefladerne, der interesserer instruktøren bag ”Bænken”, ”Drabet” og tv-serien ”Forestillinger”.
Også i ”Dobbeltspil” kredser Per Fly omkring, hvordan enkelte livsvalg gør et helt menneske.
Michael (Theo James) drømmer om et job i det forjættede FN-system. ”Jeg vil gøre en forskel,” er den 24-åriges mantra. Michael er drevet af romantiske forhåbninger, et inderligt ønske om at hjælpe de trængende. Men også hjælpe sig selv.
Han har brug for at gøre godt for at kunne genkende sin far i spejlet. Den far, han mistede som barn under bombningen af USA’s tropper i Libanon i 1983.
Michael lander drømmejobbet i FN’s humanitære hjælpeprogram Olie-for-mad. Her sidder nutidens riddere af det runde bord og holder hånden under det civile Irak for at sikre befolkningen mad, vand og medicin. Men den hjælpende hånd grabser også til sig selv.
Hurtigt erfarer Michael, at korruptionen trives, at diplomatiet er korrupt, at alle lukker øjnene.
Michaels overordnede, Pasha (Ben Kingsley), borger for den moralske relativisme. Korruptionen sikrer, at det glider, er hans livsløgn. Sandheden er flydende, for i et penduldiplomati er fakta lig konsensus. Alternative fakta er ikke Trumps opfindelse, de lyser stien op inden for FN’s ophøjede mure op gennem 1990’erne. Men hvor langt vil Michael gå? I en skruppelløs verden kan kun han selv sætte foden ned. Systemets moralske kompas drejer hvileløst rundt.
Efter Per Flys indtagende, farvemættede ”Monica Z” er ”Dobbeltspil” en kølig og gråmeleret international affære. Theo James’ Michael forbliver med sine fyldige læber og lidt underspillende væsen ret anonym.
Oliver Stones kontroversielle ”Snowden” (2016) gjorde whistlebloweren til et helt menneske.
Per Fly lader Michael, virkelighedens Michael Soussan, der afslørede den massive korruption i Olie-for-mad-programmet, være udflydende.
Måske for at skabe plads til, at vi skal fylde os selv ind i hullerne, mærke, hvor vores egne moralske grænse går?
Resultatet bliver dog også, at Michael i sig selv ikke bliver interessant og kompleks. Det er Pasha (Ben Kingsley) til gengæld. Per Fly lader også Kingsley holde godt igen med det lettere manierede skuespil.
Det gør Pasha til filmens mest fængslende figur, for hvor meget tror han egentlig selv på sine egne rænker? Er korruption et nødvendigt onde? Hvornår gik han fra at være realist til skurk?
Per Fly konkluderer ikke, moraliserer ikke. Det løfter ”Dobbeltspil”, giver den et særkende fra andre amerikanske thrillers, gør den internationale produktion til Per Flys film.
”Dobbeltspil” er både væsentlig og underholdende, selvom den ikke bliver kanon som flere af Flys andre film.