Prøv avisen
Interview

Sandheden om Harboøre druknede i en ideologisk kamp mellem København og Vestjylland

Omtrent 20 fiskerbåde drog ud og blev overrumplet af et hidsigt vejr natten mellem den 20. og 21. november 1893. 26 fiskere omkom, mens andre blev reddet blandt andet ud for kysten i Fjaltring lidt syd for Harboøre, hvor forfatteren Jens Kristian Lings bor. Han er aktuel med en bog om drukneulykken. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

26 fiskere fra det vestjyske samfund Harboøre druknede for 125 år siden. Mediernes dækning af ulykken og den efterfølgende begravelse blev en kernebegivenhed i den åndelige polarisering med naturalismens København på den ene side og vækkelsens Harboøre på den anden, siger Jens Kristian Lings, forfatter til en ny bog om de åndelige dønninger efter ulykken i 1893

Det endte i en forfærdelig ulykke og meget mere end det, da omtrent 20 fiskerbåde for 125 år siden drog ud fra kysten i Harboøre. Vejret var stille, og havet var roligt den aften, men det ændrede sig med ét. Seks både kæntrede, og 26 fiskere fra Harboøre omkom natten mellem den 20. og 21. november 1893.

Det var et stort tab for det fattige fiskersamfund på den jyske nordvestkyst. Hustruer blev gjort til enker, og børn blev gjort faderløse. Men tragedien skulle også vise sig at sætte meget bredere spor end det. Ulykken blev nemlig en kernebegivenhed i en åndelig kamp mellem et sekulært København og et vækkelsespræget Vestjylland.

Det mener forfatteren Jens Kristian Lings, som er aktuel med bogen ”Himmel og Hav og Harboør – Drukneulykken 1893”. Her belyser han de åndelige dønninger, som pressen skabte efter ulykken og den efterfølgende begravelse, der blev dækket af aviser fra hele landet. Dækningen var på alle måder kontroversiel og resulterede blandt andet i skabelsen af den avis, du læser lige nu.

”Jeg tror ikke, at der i danmarkshistorien har været nogen større åndelig polarisering end den mellem vækkelsens Harboøre og naturalismens København anført af Politiken på det tidspunkt. Der er aldrig set større modpoler, og det kom til udtryk i en meget ensidig beskrivelse af Harboøre og deres tidligere præst i de landsdækkende medier. En dækning, der er præget mere af ideologisk kamp end af sandhed,” siger Jens Kristian Lings.

De københavnske aviser gik til angreb på Harboøres tidligere præst Carl Moe for hans begravelsestale den 27. november. Pastor Moe var en omdiskuteret præst, men populær i den menighed, han havde forladt nogle år i forvejen til fordel for et andet embede. På grund af sin popularitet var han blevet bedt om at vende tilbage og tale ved begravelsen af de 26 omkomne. Den tale var ifølge Politiken ”en dommedagsprædiken”.

Aviserne hævdede, at Carl Moe havde udlagt drukneulykken som Guds straf over de ”vantro” fiskere. Men de missionske følte sig misforstået og fejlagtigt gengivet. Derfor så de et behov for en kristelig avis, der blev til tre år senere under navnet Kristeligt Dagblad.

Og det var med god grund, at de følte sig fejlagtigt gengivet, mener Jens Kristian Lings, som i sin bog sammenligner artikler fra Lemvig Avis med artikler fra Politiken, der havde sendt sin legendariske journalist Henrik Cavling. Hans reportage fra begravelsen skulle ifølge Jens Kristian Lings vise sig at blive toneangivende for, hvordan drukneulykken og begravelsen af de omkomne efterfølgende blev opfattet i den brede offentlighed. Men artiklen er fuld af bedrag, siger forfatteren og peger på, at det i Cavlings reportage er stormvejr.

Jens Kristian Lings undrede sig over, hvorfor ingen af de andre aviser havde fundet det relevant at beskrive det uvejr. Vestjyder taler altid om vejret, mener han, og derfor fandt han det mistænkeligt, at Lemvig Avis intet skrev om dette. Han kontaktede derfor Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i håb om, at det kunne give en vejrbeskrivelse fra Harboøre den 27. november 1893. Instituttet kunne oplyse, at den nærmeste vejrstation i Vestervig, cirka 18 kilometer fra Harboøre, havde registreret en maksimal temperatur på 4,2 grader og næsten vindstille uden nedbør. Den svage vind blæste fra Harboøre til Vestervig, hvor vejrstationen var.

Han opsøgte derefter Lokalhistorisk Arkiv i Harboøre og fandt ud af, at der formentlig ikke har været en eneste vejrhane i Harboøre dengang, selvom journalisten skrev, at de ”hvinede”. Alt i alt bekræftede det Jens Kristians Lings formodning:

”Vejrbeskrivelsen var altså snyd og bedrag og et virkemiddel fra journalistens side til at karakterisere pastor Moes tale på en særlig måde. Han ville give læserne et følelsesmæssigt indtryk af en tordnende dommedagsprædikant, og det lykkedes meget fikst her. Alle læsere kunne så sidde og tænke på, hvordan Moe dog kunne være så hård ved de efterladte, mens de endda stod udenfor ved graven og fik hagl i hovedet.”

Jens Kristian Lings teori er, at Henrik Cavling inden sin tur til Harboøre formentlig har læst seneste udgave af tidsskriftet Taarnet. Her var der en artikel af bladets redaktør, Johannes Jørgensen, med overskriften ”Symbolisme”. I artiklen lyder det blandt andet:

”Al ægte Kunst er og bliver symbolsk. Overalt hos de store Mestre finder man Naturen opfattet som et ydre Tegn paa et indre sjæleligt Liv.”

Henrik Cavling og de øvrige københavnske journalisters gengivelse af begravelsen i Harboøre og det fattige fiskersamfunds præster skulle dominere omtalen af disse folk i mange år fremover. Og ifølge Jens Kristian Lings var reportagerne medansvarlige for, at værket ”Fiskerne” af Hans Kirk godt 30 år senere skulle blive en bestseller. Harboøre nævnes ikke direkte i romanen, men man er ikke tvivl om, at historien finder sted netop der. Dette værk skulle blive endnu mere dominerende for opfattelsen af Harboørefolket og de missionske fiskere.

Den opfattelse prøver Jens Kristian Lings også at gøre op med i bogen. Han kalder Hans Kirk en ”fremragende forfatter”, men minder om, at den erklærede kommunist og ateist formentlig havde et særligt ærinde med sine beskrivelser af usympatiske præster og missionærer.

”Samme år som ’Fiskerne’s udgivelse skrev han en artikel i et tidsskrift om at udrydde kristendommen fra Danmark. Han brød sig ikke om religion, og han har ønsket at tegne et billede af missionærerne og de ’hellige’ som drikfældige, horende, fordømmende hyklere. Og det hidsede mig op, for jeg har da kendt mange missionærer, der var dybt alvorlige og pæne mennesker,” siger Jens Kristian Lings, der bor i Fjaltring lidt syd for Harboøre.

Forfatteren kalder sig selv kulturkristen. Han er opvokset i et missionsk hjem, som han beskriver som mørkt. Selv blev han aldrig en del af bevægelsen, men har gennem årene fattet sympati for den og lært missionsfolk at kende blandt andet gennem en periode som bosiddende i Thyborøn.

Og ikke mindst gennem Erik Bertelsens forfatterskab er Jens Kristian Lings blevet overbevist om, at Hans Kirks karakteristik af de ”hellige” formentlig er drevet af samme ideologiske kamp som den, der fik Henrik Cavling og de andre københavnerjournalister til at skrive farvet om begravelsen af de forulykkede fiskere i 1893.

”Jeg betragter Erik Bertelsen som et sanddru vidne. Han var ude af stand til at lyve, hvilket betød, at hans digteriske kvaliteter ikke kunne måle sig med Hans Kirks. Men hans karakteristik af folk fra Harboøre, hvor han selv voksede op, i roman-trilogien ’Harboør-folk’ anser jeg som værende mere troværdig end Kirks.”

Jens Kristian Lings’ største indvending mod Hans Kirks ”Fiskerne” er persongalleriet. De ”hellige” blev beskrevet som én samlet gruppe af religiøse mørkemænd og de ”vantro” som en anden. Men det er dybt utroværdigt, mener Jens Kristian Lings, som ud fra Erik Bertelsens bøger har forsøgt at inddele datidens Harboøre-folk i mere passende bokse.

”Der var ganske vist mørkemænd, der var snæversynede, og som fordømte især synlige handlinger som kortspil og druk. Men de har tilhørt et mindretal. De fleste missionsfolk var rolige, ærlige mennesker, der bad deres bønner og forsøgte at behandle deres næste som sig selv. Billedet er naturligvis meget mere nuanceret end det, Hans Kirk fremstiller.”

En anden nuance, personkarakteristikken i ”Fiskerne” mangler, er humor, mener Jens Kristian Lings.

”Jeg har ikke leet én eneste gang under læsning af ’Fiskerne’. Hans Kirk glemte at få Harboøre-folkets glade side med. De havde døden sjoskende i hælene på dem hele tiden på grund af det farefulde fiskerhverv. Derfor var de ganske vist præget af en tung alvor, som kommer til udtryk i romanen. Men dødens tilstedeværelse betød også, at de kunne finde ud af at leve i nuet. De vidste, at døden kunne indtræffe når som helst, og derfor sørgede de for at synge og le, mens de stadig var i live.”

Af samme grund ville man i Harboøre ikke have budskaber pakket ind. Selv talte de i så korte formuleringer som muligt, og den lokale dialekt gjorde formuleringerne endnu kortere. For eksempel bliver ”Harboøre” til ”Habø’r”. Derfor tog de københavnske journalister fejl, når de fik medlidenhed med lokalbefolkningen over at være underlagt den kategoriske pastor Moe, mener Jens Kristian Lings.

”Pastor Moe var den rette mand på det rette sted. For han talte direkte og pakkede ikke noget ind. Præcis som lokalbefolkningen ville have det.”

Fiskerne sejlede ud fra stranden i Langerhuse ved Harboøre. Billedet her menes at være blevet taget mellem 1895 og 1900, altså få år efter den store drukneulykke i 1893. – Foto: Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg
Drukneulykken er blevet gengivet i kunsten. Her er det ”Stranden efter forlis i 1893”, malet af Anders Melchiorsen. – Foto: Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg
Hør chefredaktør Erik Bjerager fortælle om drukneulykkens betydning for Kristeligt Dagblads tilblivelse