Sandheder og løgne i grænselandet mellem Sverige og Finland

En families historie er et komplekst væv af fortællinger, der ofte modsiger hinanden. I romanen ”Testamente” præsenterer Nina Wähä med let og munter stemmeføring en dyster familiehistorie

Sandheder og løgne i grænselandet mellem Sverige og Finland

For romankarakteren, den knap 30-årige Annie, vækker det altid mange følelser at tage hjem til Tornedalen i Finland, hvor hun kommer fra: ”Negative – eftersom hun altid var en lillebitte smule bange for at hjemegnen på en eller anden måde ville sætte kløerne i hende når hun genså den, og at hun pludselig ville sidde fast, fanget, tilbage. Fysisk ude af stand til at tage derfra, hjem, væk. En følelse hun havde som teenager, at det hastede, hun skulle skynde sig, ellers ville stedet, det her sted, tage hende, hun ville vokse fast.”

Citatet, der står i svenske Nina Wähäs roman ”Testamente” viser, dels hvad der er på spil for Annie, da hun som voksen vender tilbage til barndomshjemmet i Tornedalen, dels hvorfor Wähäs roman er så lang, som den er: Fordi hun sjældent nøjes med én beskrivelse, for eksempel af at sidde fast, men efterfølgende kommer med flere synonymer. Nina Wähä skriver en bred, mundtlig fortællende prosa, som inviterer læseren ind i en stor familie og dens besværlige arv.

Nina Wähä er født i 1979 og er både forfatter, sanger og skuespiller. ”Testamente” er hendes tredje roman, og den første, der er oversat til dansk.

Familien Toimi udgøres af far Pennti og mor Siri, som har mødt hinanden som ganske unge, han var soldat, hun et 15-årigt flygtningebarn fra Karelen, der midt i 1900-tallet blev eftergivet til russerne. De slår sig ned nær hans hjemby i den finske del af Tornedalen og får 14 børn, heraf er 12 stadig levende, da romanen udspiller sig i begyndelsen af 1980’erne. Nogle af dem er stadig små, andre har for længst selv børn. Nu sker der noget i familien, den forandrer sig, Siri flytter hjemmefra, og den indesluttede Pennti, der har været en utrolig dæmonisk farfigur, skriver et testamente.

Romanens fortæller – hvem det er, afsløres først på allersidste side – sætter sig for at præsentere alle børnene, også de døde, at give dem en stemme i familiehistorien og at vise, hvordan de har haft hver deres oplevelser af livet i familien, og hvad det er for en arv, de hver især har fået. Samtidig med at vi rulles tilbage i historien, tager vi del i den fremadskridende tid, hvor Siri etablerer et nyt hjem, og ældste nulevende søn forsøger at få lokket den fædrene gård ud af far Penntis hænder. Der er mange karakterer at holde styr på, men det lykkes Nina Wähä at få hver og en til at leve (og løber man sur i det, har hun indsat et register forrest i romanen).

Nemme er de ikke, flere af dem er decideret sære, en af dem må ligefrem karakteriseres som psykopat, men man kommer til at holde af de fleste af dem. Den homoseksuelle, der bare må væk til storbyen, den introverte, der taler med dyrene, datteren, der bærer på en hemmelig viden om en diagnose, og så gravide Annie fra Stockholm, der har det svært med selv at skulle stifte familie.

Samtidig med at romanen er en historie, som vi alle kan spejle os i, altså det med familien og dens diskutable sandheder, er romanen også en mere specifik historie om, hvad den store historie med krig, sult og flugt gør ved mennesker. Her kunne jeg godt have ønsket, at forfatteren kom lidt tættere på romanens dæmoniske centrum, faderen Pennti, som stort set alle børnene tager kraftigt afstand fra. På et tidspunkt får vi lov at læse testamentet, og her viser han en anden side, som er meget svært forenelig med den karakter, vi ellers har set udfolde sig.

De dystre hændelser til trods – ulykker, brande, død – er romanen ikke en tung og tragisk omgang, for Wähä har en let og lystig pen, der iscenesætter historien som et episk teaterstykke med forskellige akter. Hvert kapitel indledes med en lille vignet, der fortæller, hvilken scene vi nu vil se udrullet for vores øjne, og hvilke aktører der nu skal kaldes ind på arenaen.

Lige så vel som romanen udfolder den tunge arv, så viser den også, at mennesket er utrolig plastisk. At Siri, efter at have født 14 børn og mistet to af dem, i en alder af 54 år ikke er en færdig karakter, men at hun kan flytte sig og via mødet med et andet, mere let menneske, kan vise sider af sig selv, der har ligget i dvale i det tunge ægteskab med Pennti. Og at Annie, som har forsøgt at løse familiens knuder op, ikke behøver at blive i det knudrede, men ved fødslen af sit eget barn kan opleve at træde ind i fremtiden og blive fri.