Lisbeth Brun formår næsten henkastet at formidle skarpe psykologiske iagttagelser. Det er der mange eksempler på i hendes nye roman ”Det ottende bud”.
Et af dem finder man på en de sidste sider, hvor hovedpersonen, en norsk kvinde ved navn Siv, finder samkvemmet med en ny mand ”så forunderlig selvfølgeligt, at det virkede forkert”.
Hendes reaktion skal ses på baggund af, at hun netop har været igennem et turbulent forhold, så hun desillusioneret må spørge: ”Hvordan var det muligt sammen med et nærmest fremmed menneske at føle noget, der lignede tryg og rolig hverdag, betød det, at hun ikke var forelsket?”.
Romanen indledes med, at Siv lader sig charmere af distanceblæderen Niels og flytter fra Norge til Løgstør sammen med ham. Hans særlige evne er desværre den, at han kan få få løgne til at lyde ”som helstøbte sandheder”. Men det hindrer ham ikke i at erindre Siv om det bibelske ottende bud mod aflæggelse af falsk vidnesbyrd. Han virker, som om han ikke alene snyder andre, men også sig selv – som om han ikke kan skelne sin uoprigtighed fra oprigtighed. Lisbeth Brun indfanger overbevisende denne bedrageriske dobbelthed i hans væsen.
Løgnene ødelægger forholdet mellem Siv og Niels. Imidlertid er hun ærlig nok til bagefter at erkende, at ”så længe han løj for at kunne være sammen med hende, havde det ikke gjort noget”.
Niels forlader sin kone og lille søn. Men ikke helt. Og snart er det, Siv han forlader. Men ikke helt.
Sådan går det, fra problem til problem. Et af dem repræsenteres af sønnen, der stiller sig an med sammenbidt mistillid, parat til krig. ”Hvert møde med hans mutte øjne føltes som et nederlag.” Han skræmmer Siv. Ganske stille gør Lisbeth Brun hendes situation frysende klar. ”Det var, som om han i en alder af syv år kunne gennemskue, hvordan han virkede på hende, og at han godtede sig over det. Hvordan havde han allerede nu fået et indblik i alle afvisningens mekanismer?”.
Siv havde ellers været sikker på, ”at livet fandtes et andet sted, og hun havde troet, at det var hendes tur til at blive lykkelig”. Hun forekommer egentlig ikke naiv, men engagerer sig helhjertet i sin nye virkelighed og bliver lærer på en privatskole. Det går bedre end med kærligheden. Men længslen bliver hun ved med at have.
Lisbeth Brun skriver med stor indlevelse – men er tilbageholdende med ordene. Tavsheden mellem dem er sigende og kræver fuld opmærksomhed. I det ydre sker der ikke meget. Siv bliver ved med at være cirka lige så rådvild, som hun er i det mest af tiden.
Historen om hende mister noget af sin intensitet, da forholdet til Niels glider i baggrunden. Det er i beskrivelsen af dette, romanen har sine største dybder.