Louise Adrian er før blevet beskrevet som en rødhåret engel. For godt 26 år siden trådte den dengang nyuddannede organist – uden at vide, hvad hun gik ind til – med solid kirkebaggrund ind i Vridsløselille Statsfængsel for at dele ud af sin sangglæde og indædte næstekærlige tro på, at alle er værd at elske. Her mødte hun de mænd, som på papiret med rette var blevet dømt af samfundet, men som næsten alle sammen også var blevet forsømt som børn af deres forældre og senere af et system, som stemplede dem som slyngler. Men Louise Adrian mødte bankrøvere, mordere og voldsmænd som medmennesker og fik dem til at synge og endda skrive salmer, da hun startede et fængselskor, som senere blev landskendt som Fangekoret.
I dag er Vridsløselille Statsfængsel, som Egon Olsen også røg ind og ud af i Ballings folkekære Olsen Banden-film, for længst lukket. Men Fangekoret synger videre – nu fra fire andre fængsler, som Louise Adrian besøger ugentligt, ligesom mange tidligere indsatte bliver i koret, når de bliver løsladt. Og før coronakrisen lukkede samfundet ned, havde Fangekoret udgivet fem album, sunget over 700 koncerter og fyldt de danske folkekirker, som intet andet kor herhjemme. Fortjenesten og de mange fortjente priser for den indsats tilhører den utrættelige ildsjæl Louise Adrian, men i sin nye bog ”Mit liv med Fangekoret” vil hun gerne pille glorien af sig selv for at vise, at historien om Danmarks mest kriminelle boyband ikke kun er en succeshistorie, men også en fortælling om kampe og konflikter – især med Kriminalforsorgen, som ofte har sat sikkerhed over sangglæde. Og selvom Fangekoret ofte er blevet fremhævet som Kriminalforsorgens største rehabiliteringssucces, er Louise Adrian gennem sin karriere også blevet ”ydmyget, mistænkeliggjort og modarbejdet” mange gange, og det har gjort hende rasende og opgivende, fortæller hun i bogen.
”Fangekoret bliver ofte kaldt en succes, også af kriminalforsorgen. Men sandheden er, at det samtidig har været konfliktfyldt at skabe koret. Jeg passer ikke ind i kriminalforsorgen, og de har heller ikke været gearet til at have sådan en Pippi Langstrømpe som mig gående. Men på en eller anden måde har vi alligevel fundet hinanden. I bogen fortæller jeg også, at jeg ikke altid selv er nem at arbejde sammen med, for jeg kan godt blive stiktosset, hvis sikkerhedskortet i mine øjne bliver trukket uden grund,” siger Louise Adrian og tilføjer, at der aldrig har været et eneste flugtforsøg trods korets mange koncerter. For så ville flugtfangen ikke kun få med betjentene, men også med medfangerne at bestille.
”Gutterne vil gerne beskytte koret og beskytte mig, så når folk spørger, om jeg ikke er bange for at være sammen med de mænd, svarer jeg ofte, at jeg tværtimod føler mig som Danmarks mest beskyttede kvinde. Nogle af dem betragter mig også som en slags mor, og der har da også været gange, hvor nogle er blevet forelsket i mig og spredt falske rygter om mig, da det ikke blev gengældt. For det er klart, at jeg har min egen familie,” siger Louise Adrian, som til gengæld har været med til at stifte udslusningsprogrammet Café Exit, så tidligere indsatte kan få en frisk start i samfundet igen.
Men grænserne mellem arbejdsliv og privatliv er sommetider også blevet fejllæst af hendes egne kolleger i Kriminalforsorgen. Og engang blev hendes eget hjem ransaget foran hendes børn, efter at en fange engang var flygtet fra fængslet, fordi politiet fejlagtigt troede, at hun skjulte ham. Og som mor til fem børn har det også være en særlig livsstil for hende at være korleder i fængsler, mens hendes mand, Erik Adrian, faktisk er fængselspræst.
”Når vores børn blev spurgt i skolen, hvad deres forældre lavede, svarede de: ’De er i fængsel!’,” siger hun og griner, inden hun tilføjer, at hun da har tænkt meget over, hvordan det var for hendes børn at have sådan en mor med sådan et kor, men børnene, som nu efterhånden er voksne, har selv været med til at spille og synge med Fangekoret, og de er som deres forældre selv blevet optaget af socialt arbejde.
Hjertet for samfundets svageste har de fået med hjemmefra, selvom Louise Adrian også skriver i bogen, at børnene sommetider har sagt, at hun stemplede ud af familien for at passe koret og alle dets svage sjæle, som hendes mand også har et svagt punkt for. ”Vi har ikke altid haft tid til at kigge hinanden i øjnene, men vi har som regel altid kigget den samme vej,” som hun skriver i bogen. Og det, hun ser, er et fængselssystem, som giver mindre og mindre plads til at se de indsatte som mennesker.
”Gennem de 26 år er der kommet den ene politiske stramning efter den anden. Det er som en skrue, der kun bliver drejet den ene vej, fordi vælgerne gerne vil have politikere, der viser handlekraft. Og hver gang en ny sag når medierne, skal der strammes igen. Da Peter Madsen for eksempel flygtede for nyligt, blev forholdene strammet for alle indsatte én gang til. Sådan er det, hver gang en eller anden igen får negativ opmærksomhed. Det skaber frygt, som skaber flere stramninger. Det betyder, at der er mange ting, som vi ikke længere har lov til. Det er blevet sværere at få sangerne med ud at synge, og restriktionerne gør det også sværere at øve. Og manglen på fængselsbetjente gør, at der bliver mindre tid til relationsarbejde i fængslerne, så vi nærmer os efterhånden amerikanske tilstande, hvor sikkerhed er det eneste, der betyder noget. Men hvis man kun ser fejlene hos mennesker, begår man selv en stor fejl. Bag enhver forbryder gemmer der sig et menneske, som så ikke bliver set. Og det glemmer man. Det er derfor, jeg bliver i koret. Mit arbejde består tit mere i at lytte end i at lære folk at synge. For de her gutter bærer rundt på store skjulte smerter, men også skjulte potentialer, som få andre interesserer sig for,” siger hun, inden den rødhårede korleder bruger et andet billede fra Pippi Langstrømpe.
”Jeg betragter mig som en slags tingfinder. Jeg leder efter talenter og godhed i de mænd, som samfundet ellers har forkastet. Og det giver mig en fantastisk glæde at se dem synge og smile, når de bliver klappet ad. Alle andre steder føler de sig måske lig med deres forbrydelse, men sangen gør dem frie og mindre ensomme. Sang er faktisk et fantastisk værn mod ensomhed. Det mærker vi andre jo også i øjeblikket i hele samfundet, hvor mange nu også har oplevet en lille flig af, hvad det vil sige at føle sig fanget og isoleret. Og pludselig kommer fællessangprogrammerne i fjernsynet og hjælper os lidt ud af ensomheden. Sådan har vi gjort i Fangekoret i 26 år,” siger Louise Adrian med smil i stemmen.
”Hele Fangekoret er et mirakel, som på trods af konflikter og kampe er blevet til noget. Og jeg takker Gud for koret, for det er et mirakel, at det er lykkedes så godt. Jeg føler også, at Gud er med i det, og det er ham, der skal have æren for, at det er blevet, hvad det er,” siger korlederen, der måske alligevel lyder lidt som en engel.