En af den nyere danmarkshistories mest berømte besvimelser er vel den, forfatteren Dan Turéll oplevede, da han i skolen hørte "Lysets engel går med glans". Poesi så stærk, at drengen måtte i knæ.
Ligefrem dånen er der ikke tale om, når Kim Larsen og Klaus Rifbjerg snakker salmer og sange, men nogle overraskelser er der undervejs. Rifbjerg har for eksempel – til sin egen overraskelse – valgt at tage flere salmer med til samtalen med Kim Larsen, der på sin side diskuterer Pontoppidan og Brandes og Grundtvig med en selvfølgelighed, som om han havde ventet på Rifbjerg som samtalepartner i årevis.
Der er således format over samtalen, der – som en anden gudstjeneste – begynder ved "Op al den ting", hvis kvaliteter både Larsen og Rifbjerg er enige om. Brorsons salme bliver afsæt for en interessant diskussion om religiøsitet og sentimentalitet – hvor går grænsen? "Nu titte til hinanden" er fin i begyndelsen, men den kammer over, mener Rifbjerg, der kalder Ingemann "lidt lind i stemplerne". Hans kvalmegrænse ligger ikke overraskende et andet sted end Larsens, der synger "Altid frejdig" med ærefrygt.
Ludvig Holsteins "Det lysner over agres felt" falder hos dem begge på sin falske beskedenhed – og den store uenighed opstår ved bogens udgangssalme, Grundtvigs "I al sin glans nu stråler solen". Rifbjerg vil gerne være venlig og hensynsfuld i sin samtale med Larsen, som han kalder "den kroniske uskyld" (han må jo vide det), han vil ikke tromle med sit intellekt og sin baggrund, forstår man, men her må han sige fra: Grundtvigs pinsesalme er frygtelig, sovs og kartofler. Larsen synes ganske enkelt, det er flot. Hvad de to synes om Kingo står hen, der er nemlig ingen af de to, der har taget ham med – og heller ikke redaktøren. Måske er han ikke folkelig nok?
Indimellem salmerne får også blandt andre Oskar Hansen, Tove Ditlevsen og Mandalay slagfærdige og til tider overraskende pointer med på vejen. Det er snak, men det er interessant snak.
Særligt der, hvor refleksionen over sange og salmer blander sig med erindringsstumper fra de to. Det sker, når samtalen drejer sig om salmer og sange, der er så "gamle i livet, at de er blevet til en del af eksistensen", som Rifbjerg udtrykker det: "Man har haft dem med sig så længe. Der ligger for eksempel sådan en håndfuld salmer, som jeg ikke har noget direkte forhold til til hverdag, men de er der som en del af min eksistens. De er i gemmebogen". Takket være blandt andet deres forældre og bedsteforældre – både hos Larsen og Rifbjerg lurer der en degn en generation tilbage.
Er det så en god bog? Det er en samtalebog, og som sådan en slagfærdig en af slagsen med et nærmest friskfyragtigt anslag fra redaktøren og idémanden bag, Thomas Thurah. Slagfærdigheden gør bogen til nærmest et slags nedskrevet talkshow, tv omsat til bog, og man forstår da, at der også har været et tv-hold til stede under optagelserne. Så bogen kommer formentlig også som tv. Det vil sikkert være fremragende tv, hvor man samtidig kan høre Rifbjerg synge (!) og Larsen recitere Lise Cabble, så man måske et øjeblik kan tro på, at det er poesi af en vis klasse. Som bog er det ikke en dårlig samtalebog, der er en idé og en linje i samtalen. Men gad vide, om den egentlig ikke er bedre som tv? Et eksempel på, at man kan droppe bogen og gå direkte til filmen?
**Thomas Thurah: Så mange var ordene. Larsen, Rifbjerg og den danske sang. 192 sider. 199 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.