Manden med guldstemmen
★★★★★☆
”I could write a thousand songs about you, and I will,” synger Gregory Porter på sit sjette album ”All Rise”, som blev forsinket i fire måneder grundet coronakrisen. Og det er en gavmild kunstner, som med hornsektion, kor på 10 sangere, strygere og band med den ferme bassist Jahmal Nichols gransker tro, håb og kærlighed. Undervejs øses med hilsener til blues-ikonet Muddy Waters, gnistrende gospelorgel og langtidsholdbare sange, som er præstesønnens egne.
”Everything You Touch Is Gold” hylder en elsket med en reference til Kong Midas, som forvandlede alt, han rørte ved, til guld. Guld er Porters stemme. Deluxe-udgaven (på hele 73 minutter) rummer ”You Can Join My Band”, et hit under hans intense koncerter. Og ja, man vil gerne tage del i hans band.
Nye perspektiver
★★★★★☆
Det bobler på Londons jazzscene. Hør blot den 28-årig Nubya Garcia, som på ”Source” behandler sit ophav (moderen er fra Guyana, faderen fra Trinidad), så latin-flagrende, reggae-swingende og storby-pumpende fusions-guirlander strømmer fra hendes tenorsaxofon. Vi kommer alle et sted fra, og det sætter sig altså i musikken.
Garcia har udtalt, at hun vil give et nyt perspektiv på den afrikanske diaspora, som har haft en afgørende indflydelse på moderne rytmisk musik, og på ni numre bevæger hun sig frit fra spirituel jazz til hiphop. Men man hører altid hendes personlige stemme, der søger den gode melodi. Erfarne kunstnere som Makaya McCraven og Moses Sumney har bemærket Nubya Garcia, hvis stjernestatus kun vil vokse.
Stjernekig og personlighed
★★★★☆☆
Visdom kan man hente mange steder. Ikke mindst i countrymusikkens omkvæd, synger Mary Chapin Carpenter i ”Between the Dirt and the Stars”, der lukker og slukker hendes nye album, og i sangen anspores til at blive venner med mørket og med fortiden. Og i ”It’s Ok to Be Sad” er credoet, at hjerter aldrig slås i stykker på samme måde, så hvad nytter erfaringer?
Alt er ikke gråt i gråt på Carpenters nye og personlige udspil, der er indspillet live og er fyldt med impulsiv energi. Den Virginia-bosiddende amerikaner, der debuterede med ”Hometown Girl” i 1987, synger om små byers charme og andre af countrymusikkens kæpheste. Hendes talent er lige dele som sanger og som instrumentalist med opfindsom brug af den akustiske guitar. Smuk og stærk er ”The Dirt and the Stars”.
Nede i ukrudtet
★★★★★☆
Næsten 10 år er gået siden Bright Eyes’ forrige album. I mellemtiden har Bright Eyes’ Conor Oberst spillet i solopropjekter og dannet folkrock-duoen Better Oblivion Community Center med Phoebe Bridgers (anmeldt her i avisen).
”Let’s take a walk around the block/ This fleeting feeling is infinite,” synger han på det nye album, selvom albummet er optaget inden, covid-19 ramte verden. Faktisk har Oberst, Nathaniel Walcott og Mike Mogis samlet numre i årevis.
Obersts verden har altid været ramt af tungsind og fyldt med skæve refleksioner. Her synges om rygende pistoler, tab og traumer, og et begravelsesorkester med sækkepiber svinger forbi på ”Persona Non Grata”. Settingen er melankolsk, naturligvis. Som hos Bill Fay fra samme selskab, Dead Oceans. Det er rigtig godt!
Jazztur med døden
★★★★☆☆
Dødens trasken ses i 1300-tallets vægmalerier. Og den strutter med melankolsk swing i Signe Bisgaards ”Danse Macabre”. Værket blev opført i Aarhus Universitets aula i 2018 med en oplæsning af historikeren Søren Hein Rasmussens tekster om døden i forskellige epoker. Man skulle nok have været der. Men musikken på den flotte boks-udgivelse med et kalejdoskopisk kunstværk på forsiden fungerer udmærket uden ord.
Det velspillende Aarhus Jazz Orchestra møder Bjørn Svins sart knitrende elektronik (han kunne nu godt have fået mere plads) og Ida Nørholms klage-cello i Bisgaards fremragende arrangementer.
Værsgo, 39 minutters dødedans med schwung og masser af sax.