Prøv avisen
Interview

Jonas Breum: Alting er ingenting uden kærlighed

”Lidt af det, jeg gik og manglede, da min mor døde, kan jeg finde i trosrummet. For når man overgiver sig i bøn, føles det jo også som om, at man lægger sig i armene på en tilstedeværende voksen,” siger Jonas Breum, der mener, at moderens død har formet ham som sangskriver. Foto: Leif Tuxen

Døden har fulgt den anmelderroste sangskriver Jonas Breum, siden han som dreng mistede sin mor. Det nye album, ”Endelig fri”, handler også om døden – inspireret af dødsdømte fangers sidste ord

Manden bag ruden skulle dø. Han var dømt til døden for et dobbeltdrab på to teenagepiger, som han i 1986 havde mishandlet på den mest uhyggelige måde i en tåge af stoffet amfetamin og ar på sjælen. For han var selv blevet misbrugt nådesløst i sin barndom. Men det var en evighed siden nu. Og de sidste mange år havde han egentlig kun ventet på at dø. Først helt uden håb for den sidste ventetid – og livet efter døden havde han slet ingen tiltro til. Det eneste, han vidste, var, at helvede var her på Jorden. Og ikke mindst i fængslet. Der lugtede af sæd, urin og angst overalt. Det eneste, man kunne gøre her, var at eksplodere, så det gjorde de indsatte, så tit de kunne – med én fast regel: altid at slå først.

Manden bag ruden havde reduceret sig selv til et voldeligt dyr den første tid i fængslet. Men så kom der et brev fra et kvinde, der gerne ville være hans penneven. I begyndelsen var han lidt ligeglad, men med tiden kom brevvekslingen til at ændre ham.

Kvinden viste ham sider af ham selv, som han aldrig havde studeret. Egentlig var han en kvik fyr, der bare aldrig havde læst en bog frivilligt, men nu begyndte han at læse. Først brevene. Så Dostojevskij og Bibelen. Han fortrød, hvad han havde gjort, og blev katolik. Og han fik endda tilgivelse fra den ene af ofrenes mødre. Og da dagen kom, hvor han skulle henrettes, sad ofrenes familier i et rum bag ruden til den ene side, mens den rest af familie, han selv havde tilbage, sad bag ruden til den anden side.

Han fik en mikrofon, mens han sad i det slagteriagtige lokale, hvor han om lidt skulle have sin dødbringende indsprøjtning. Men der var ingen bitterhed eller vrede tilbage, mens han gav sig til at læse Paulus’ kærlighedskapitel op, så ordene nåede gæsterne gennem de skrattende højtalere, mens han talte sig frem til slutningen:

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Den dødsdømte tog øjnene fra Bibelen og nikkede tavst til betjenten, som åbnede for giften, der allerede sad klar i et drop. På få sekunder bedøvede det ham, inden han blev kvalt af giften, så han blev blå i hovedet inden den lille andagt i fængselskapellet bagefter. Men han døde fredfyldt, for han havde fundet troen og troen på kærligheden.

Det er den danske sanger og sangskriver Jonas Breum, der i sangen ”Ansigt i ruden” fortæller om journalnummer 885 fra dødsgangen i Texas Department of Justice i USA. Den virkelige historie er blevet til musik på Jonas Breums nye album, ”Endelig fri”, der fortolker amerikanske dødsfangers sidste ord, og sangenminder den 37-årige danske sanger om livet som det gådefulde spejl, der kun lader os ane kærligheden stykvis:

”Nu ved jeg lidt, om lidt ved jeg lidt mere”, som Jonas Breum synger med poetisk præcision over Paulus’ tekst. Sangen handler om det værste og det bedste ved livet, som kun får mening gennem kærlighed.

For alting er ingenting uden kærlighed. Det er både det, der står tilbage, når man har læst Paulus’ berømte kærlighedskapitel i Korintherbrevet, men – overraskende nok – også, når man har stavet sig igennem over 600 dødsdømte amerikanske fængselsfangers sidste ord.

Temaer som tro og tilgivelse havde Jonas Breum netop behandlet, da han forrige år sammen med andre fremtrædende danske sangskrivere blev inviteret til at bidrage til en ny sangbog til folkekirken. Og måske åbnede det ham åndeligt, forklarer han:

”Salmeprojektet viste mig, at musik ikke behøver strømme ind på hitlisterne eller fylde diskoteksklubber for at give mening. Og da jeg helt tilfældigt faldt over teksterne med dødsfangerne under Texas Department of Justice vidste jeg, at der var godt stof til endnu et eksistentielt projekt. Og jeg har også releasekoncert i Brorsons Kirke, ligesom jeg håber at komme ud at spille i mange kirker med albummet, gerne med lokale kirkekor,” siger Jonas Breum, mens vi sidder omringet af hans mange musikinstrumenter i lejligheden på Frederiksberg.

Det er hans femte album og det tredje i eget navn efter to sammen med bandet Coolsville. Men det er første gang, at den 37-årige musiker og tekstforfatter ikke bruger sine egne ord til at beskrive følelser, han kender fra sig selv.

”Ubevidst har jeg båret meget mørke ind i min musik, jeg tænkte, at det gav musikken mere nærvær. Som alle andre har jeg også oplevet nogle personlige knæk med død, sygdom og ulykkelig kærlighed. Man kan sige, at de dødsdømte fanger er de ekstreme eksempler på, at livet ikke altid arter sig, som man ønsker det. Men når de kan finde fred, er der også håb for os andre,” siger han og fortsætter:

”Jeg ved hverken særlig meget om dødsfanger eller kristendom, men jeg havde regnet med at møde en masse vrede og bitterhed fra dødsfangerne, men det oplevede jeg stort set ikke. De kredser meget om det samme, for de fleste udtrykker et ønske om, at de, der lever videre, skal finde fred, ligesom de fleste mest af alt har et ønske om tilgivelse. Og det har gjort et stort indtryk på mig, at mange af dem kort før deres henrettelse mønstrer et sådan overskud og en forsoning med deres skæbne. Flere af dem har også fundet en tro, mens de har siddet i fængslet. Det gælder for ham, der blev til ’et ansigt i ruden’,” siger han.

”Jeg har tænkt meget over hans skæbne. For han var simpelthen født under alle de forkerte stjerner, men han fandt alligevel frem til livets mening. Og jeg synes, at det er meget rørende, at han kunne stå der som en prædikant ved sin egen henrettelse uden at være bitter, men med et budskab til os andre om at bruge livet på at sprede kærlighed.”

Sangen ”Ansigt i ruden” refererer på den måde også til skellet mellem de levende og døde på samme måde som Paulus’ gådefulde spejl. Og selv har Jonas Breum også set livet i dødens lys fra en tidlig alder. For hans mor døde af kræft, da han var 13 år gammel, fortæller han.

”Paulus’ ord om at være en dreng og så blive en mand, der lader drengen forsvinde, taler meget til mig. På den ene side ligger der jo en opbyggelig tanke om at fralægge sig det barnlige, men på den anden side ligger der en sorg over at give slip på det barn, som forsvandt, da min mor døde. Min mors død har på mange måde formet min livsrejse. Ligesom manden fra ’Ansigt i ruden’ ville være blevet en anden, hvis han havde haft en bedre barndom, ville jeg også være blevet en anden, hvis min mor ikke var død. Og jeg tænker sommetider over, hvordan mit liv havde været, hvis jeg bare var fortsat i det spor, mit liv var lagt i, da jeg var 10-11 år, før min mor blev syg. For min mors død ændrede alt. Familien faldt fra hinanden, og ingen snakkede med mig om det, der var sket. Det var, før man tænkte på at sende børn i sorg til psykolog, men mens min far fandt en ny kæreste, søgte jeg ind i musikken,” siger han og tilføjer:

”Det kan lyde mærkeligt abstrakt, men al den musik, jeg har lavet siden, er nok et fortvivlet forsøg på at finde tilbage til den følelse, jeg havde, før min mor døde. Hvis man mister folk tæt på og så tidligt som mig, vil alt, hvad man siden laver, være forsøg på at genskabe det tabte. Det er dømt til at mislykkes, men lige når jeg har skrevet en sang, har jeg en følelse af, at alt nok skal blive godt igen. Derfor er det altid en kæmpe skuffelse, når et album er helt færdigt,” siger han og griner hæst, inden han tilføjer:

”Sådan tror jeg, at alle, der bliver voksne, har en hemmelig drøm om at blive taget op af mor eller far, der siger, at alt nok skal gå. Men på et tidspunkt må man afskrive sig den mulighed, fordi man erkender, at man er voksen og dybest set står alene.”

Troen på Gud kan dog give ham en anden følelse i små glimt, forklarer han:

”Jeg har tvivlet hele livet. Men min erfaring er, at troen ligger tæt på både tvivlen og fortvivlelsen. Troen er ikke en forsikring, man betaler i gode tider og så kan indløse, men snarere noget, man kan række ud efter, når det går skidt. Lidt af det, jeg gik og manglede, da min mor døde, kan jeg finde i trosrummet. For når man overgiver sig i bøn, føles det jo også, som om man lægger sig i armene på en tilstedeværende voksen.”

Man siger jo også ”fadervor”...

”Præcis. Og det kan give mig en følelse af ikke at være den sidste voksne på Jorden. Og jeg synes faktisk, at jeg dagligt har oplevelser af at lægge mine bekymringer fra mig. Det er også i dagligheden, at min tro udfolder sig. Jeg har ingen store vækkelsesoplevelser, men jeg sender mine tanker og bekymringer videre i små bønner mange gange om dagen. Min mor havde faktisk en åndelig oplevelse, kort før hun døde, hvor hun drømte, at hun stod hjemme i min mormor og morfars hjem i Vejle. I hoveddøren var der noget matteret glas, så man ikke kunne se, hvem det var. Men hun kunne se, at der stod en mand derude. Da hun åbnede døren, var det Jesus. Han rakte hånden ud mod hende, og så fløj de opad. Og jeg kan huske, hvordan min mor fortalte mig den historie, og at den gjorde hende glad.”

I den historie var Jesus jo også et ’ansigt i ruden’, som jo egentlig passer meget godt med din sang og Paulus’ tekst om en dag at skulle kende ansigt til ansigt…

”Ja, det er rigtigt nok, og min mor gik også helt klart ind i døden med en forventning om at møde Jesus der. For hun blev meget troende til sidst. Det var også vigtigt for hende, at vi blev døbt, så det blev vi to dage, før hun døde. Men for mig fyldte hendes død mig kun med tvivl. Jeg havde gået og forhandlet med Gud med min barnlige logik og sagt, at jeg nok skulle lade være med at drømme om dyrt legetøj, hvis bare han ville lade hende leve. Men da Gud så overhørte det eller i hvert fald ikke lod min mor leve, fyldte det mig med en vrede, som jeg gik med i mange år, hvor jeg afskrev den åndelige dimension, indtil jeg som voksen fandt ud af, at troen slet ikke drejer sig om handler med Gud. Tværtimod har jeg ofte følt mig mest åben over for Gud, når jeg har følt mig lille og mest forladt af ham. Det er det gådefulde, der også hører troen og livet til.”

Foto: Leif Tuxen