Da den engelske sangerinde PJ Harvey i 2016 gav en af sine sjældne koncerter på Roskilde Festival, var der efterfølgende topkarakterer fra det samlede danske anmelderkorps. Og lyttede man efter, hvad hun sang, den spinkle kvinde på scenen med de sortmalede øjne og ravnefjerene i håret, så var det ikke de sædvanlige hjertekvaler. Det var krigshistorier fra nutid og fortid, baseret på øjenvidneskildringer fra verdenshistoriens største og mest grusomme slag. Det var ”rockmusik om krigens væsen”, som en anmelder skrev.
Den engelske sangerinde PJ Harvey fylder i dag 50 år og er i karrieren gået fra at være vred rockfurie til en slags musikalsk krigshistoriker. Hendes mest roste plade ”Let England Shake” udkom i 2011, og sangteksterne er baseret på over to års researcharbejde i militærhistoriske arkiver. Sangen ”The Colour of the Earth”, der oversat begynder således: ”Louis var min bedste ven / han lå i Anzac-skyttegraven”, er én ud af tre sange om Gallipolikampagnen under Første Verdenskrig i 1915-1916, hvor britiske og franske styrker forsøgte at tvinge Osmannerriget ud af krigen. Kampene på den i dag tyrkiske halvø bølgede frem og tilbage i månedsvis og kostede 140.000 allierede soldater livet.
En anden af sangene på ”Let England Shake, ”All and Everyone”, handler om D-dag og beskriver den massedød, der udspillede sig på strandene i Normandiet den 6. juni 1944, set gennem en soldats øjne. Soldaten erindrer, at døden var overalt i de dage: ”Når du rullede en smøg eller fortalte en vittighed/ den var i latteren og i drikkevandet/ den nærmede sig stranden som kæder af skær/ den faldt i havet og lagde sig om os.”
Polly Jean Harvey, som hun rigtigt hedder, er født i 1969 i Bridport, Dorset i det sydvestlige England. Hun voksede op på landet med nogle forældre, der blandt andet satte blues og Bob Dylan-plader på grammofonen, og hun begyndte i en tidlig alder at spille saxofon. I 1980’erne og 1990’erne blev hun en del af den vrede engelske punk- og rockscene, men er mildnet med årene rent musikalsk. I teksterne er der endnu råhed at hente, men blikket er nu vendt mod historien og verdenssamfundet, ikke mod et indre kaos.
Hun har selv henvist til store britiske og irske forfattere som Harold Pinter, T.S. Eliot, Ted Hughes og James Joyce som sin inspiration. Musikalsk vil mange mene, at hun minder om den lidt ældre amerikanske rocksangerinde Patti Smith, der også har rødder i punkmiljøet. Men hun har også et stemmeregister, der når højt og bliver til middelalderlig skønsang i nogle af krigssangene på ”Let England Shake”.
Pladen, der også har musikalske referencer til militærmusikken, med pauker og hornmusik, blev indspillet over et par måneder i 2010, i en 1800-talskirke tæt ved hendes hjem i Dorset.
”Det var ikke meningen fra begyndelsen, men den tilbød sig selv så fint til denne her plade, den var perfekt til ordene og musikkens væsen,” har hun sagt om kirken til kulturmagasinet The Quietus.
Lig Nick Cave, som hun en overgang var kærester med, er PJ Harvey ikke bange for at lægge sig ud med de politisk korrekte i musikmiljøet.
Tilbage i 1998 sagde hun til musikmagasinet NME, at hun intet har imod den udskældte engelske rævejagt med hunde: ”At se jagten ude på markerne er bare så naturligt for mig,” og videre:
”Jeg voksede op på en gård, og der var så mange gange, hvor alle vores høns blev taget af en ræv. Hvis jeg kunne have kværket den forbandede ræv med hænderne, havde jeg gjort det.”
PJ Harvey har aldrig giftet sig eller fået børn, og hun har sagt, at hun ikke kunne forestille sig at blive mor uden først at vide, at hun var sammen med den mand, hun skulle være sammen med resten af livet. Hun er en ”West Country Girl”, som Nick Cave har kaldt hende i en sang, og én af hans smukkeste kærlighedssange, balladen ”Into my Arms” er efter sigende skrevet til hende. For ganske nylig har Nick Cave på sin egen hjemmeside beskrevet deres brud i midthalvfemserne som noget, der kom fra hende, og ”nok skyldtes stoffer”:
”Jeg tager telefonen, og det er Polly. ’Hej’, siger jeg. ’Jeg vil gerne slå op med dig.’ ’Hvorfor?!’, spørger jeg. ’Det er bare forbi,’ siger hun. Jeg blev så overrasket, at jeg næsten tabte min kanyle.”
Hvor andre rockmusikere laver aktivisme gennem boykot, har PJ Harvey valgt at gå en anden vej. Hendes seneste plade ”The Hope Six Demolition Project” (2016), der også rummer social kritik, bragte hende ud på rejser til blandt andet Afghanistan og Balkan. I dokumentarfilmen ”A Dog Called Money”, der havde dansk premiere sidste år, kan man følge PJ Harveys rejser gennem de krigshærgede områder med intet vigtigere end sin notesbog.
På nummeret ”The Wheel” fra hendes seneste plade tager hun udgangspunkt i en forladt legeplads i Kosovo, når hun synger om krigens helt små ofre: ”Børn, der forsvinder bag på et køretøj/ nu ser du dem, nu ser du dem ikke/ ansigter, lemmer, et hoppende kranie.”
PJ Harvey har gjort det musikalske virkelighedstjek til et varemærke, og som Patti Smith begejstret har sagt om Harveys musik: ”Den gør mig glad for at være i live.”