Thomas Paulsen er bedre kendt under kunstnernavnet FOS, og at bevæge sig ind i hans univers er som at bevæge sig ind i en eventyrverden, hvor der tales et helt andet sprog. Et sprog, som man forstår brokker af, nogle gange flere sætninger, og hvor der pludselig opstår sære sammenfald og forbindelser, fordi man netop ser på det udefra, ser på det hele med den fremmedes ikke-indforståede blik.
Man bliver så at sige tvunget til at prøve at få den nye verden til at give noget fra sig, en mening måske, men nogle gange er det også helt i orden, at der er ting, man ikke kan aflæse, for der er så at sige så mange ting, så mange krinkelkroge man kan gå om ad. Materialemæssigt spænder FOS bredt, og også det er med til at gøre hans aktuelle udstilling, ”Koøje”, til en sanselig oplevelse ud over det sædvanlige.
Udstillingen strækker sig over syv rum, og man kan kun gå én vej. Det første, man møder, er et stort metalrør - man kan gå ind i det, for enden hænger der en blæser, hvor en lille plaststrimmel blæser ynkeligt i vinden. Og en trædør. Som er låst. Preppers kalder man de mennesker, som forbereder sig på jordens undergang, og ”Preppers” er også titlen på værket her, som for mig at se udstiller, at mennesket også er som en tåbelig bille, der tror, at dens skjold kan beskytte den mod lastbilen.
Udstillingens første rum er et spredt rum, her er mange forskellige slags værker, både værker, der ligesom står for sig selv, mens andre taler sammen, som for eksempel det store, sorte skyggenøglehul og de små helt ligeglade, individuelle dansende nøgler, der faktisk ikke kan bruges til noget mere. Samarbejde dem i mellem kommer ikke på tale, de er sig selv nok.
I de efterfølgende rum samler det hele sig mere, og indimellem er det som et slag i maven. I et lille rum ser man lige ind på bagsiden af et enormt reklamebanner. Helt tæt på er der ingen illusion, det er bare tyk plastic og trærammer. Neonguden afmonteret så at sige. Men hvad er der så tilbage?
I det fjerde rum møder vi sammenbruddet eller det totale kollaps i form af murbrokker. ”Language moves into shapes” er den lakoniske titel, men hvad FOS egentlig mener her, må man selv spekulere over. Han arbejder med sproget som et materiale, men indimellem virker det også lidt som en smart løsning.
FOS arbejder ud fra den tanke, at billedkunstneren naturligvis omsætter sine tanker eller følelser til konkrete former. Billedkunstnerens måde at tænke på er fysisk. FOS arbejder ud fra et begreb, han kalder socialt design. Tanken er, at den måde, verden er struktureret/designet på, påvirker vores måder at være/agere i den på. Vores tanker tager så at sige form af de fysiske rammer.
Derfor handler det ikke mindst om at åbne de fysiske rammer, som uden at vi gør os bevidste om det, snævrer vores verden ind. En af FOS' gennemgående metaforer for en mere åben verden er baren. Fordi baren er et mødested, et sted, hvor de sociale grænser til en vis grad nedbrydes, og et sted, hvor kommunikationen sættes fri. Og fra sammenbruddets dystre rum træder vi da også ind i et rum for en mulig begyndelse, barens rum og måske det sted, som kunne etableres ved en fælles indsats efter kollapset, og som under udstillingen også bliver brugt til arrangementer.
Med barens vilde pink lys på nethinden er det et skift at komme ind i det sjette rum, som er alvorligt, tungt og mørkt. Det museale rum har mørkeblå vægge og tykt kokos på gulvet. Her står en række af FOS' tidligere arbejder, blandt andet den to meter høje kop med det vrisne ansigt, ”Koppen der kan rumme alt”. Værkerne er sat pænt op, men soklerne er af gasbeton.
Udstillingens sidste rum er også det mest gådefulde. En enorm lampe belyser en lille model af et bjerg, hvorpå en besynderlig bygning med inskriptionen ”Forget memory” knejser. Værket svarer igen på den inskription, der er sat op på Charlottenborgs indgang fra kanalen: ”Your succes is your Amnesia”. ”Glem erindringen/hukommelsen” og ”din succes er dit hukommelsestab”. Ret uhyggelige påbud, tænker jeg, som måske peger på det dogme, som i dag synes at styre vores verden med alle dens krav om produktivitet og om at se fremad.
FOS siger selv om sit kunstneriske arbejde, at ”kunst er en model af tvivl”. Et befordrende udsagn for udstillingen på Charlottenborg, som rejser mange spørgsmål om hvad det er for strukturer, vi sammen skaber og lever med, og dermed også peger på, at vi selv kan ændre systemerne, åbne baren op og tage del.
kultur@k.dk