Det er en sikker, om end langstrakt og lidt diffus roman, Frank Sebastian Hansen debuterer med, ”Billeder fra Lisabon”. Han skriver en smuk rytmisk prosa, sansemættet men ikke overlæsset. Stilen kan minde om Jens Christian Grøndahls.
Hovedpersonen er en ung kvinde, Paula, der er vokset op i et nordsjællandsk kollektiv. Efter sin mors pludselige død søger hun sandheden om sin portugisiske far, fotografen Manuel Melo, der få år forinden forsvandt på mystisk vis. Hun rejser til Lissabon, hvor hun opsøger den afsenderadresse, der var angivet på breve fra ham. I forsøget på at finde frem til den forsvundne møder hun blandt andet medlemmer af hans overklassefamilie.
Historien opbygges næsten, som var det en kriminalroman. Og med spænding imødeses det forventede møde med faderen. Det indtræffer da også, men Frank Sebastian Hansen lader det forme sig på en ganske anden måde end især seere af tv-programserien ”Sporløs” måske havde regnet med. Alle døre til sentimentalitet lukkes hårdt i.
Det, der efterhåndne afsløres om Manuel Melo, viser sig at kaste lange skygger ind over hans liv. Paula har svært ved at acceptere de belastende udsagn som sandheden om en mand, der med udgangspunkt i deres fælles hjem, hippiekollektivet, brugte mange år på at dokumentere verdens uretfærdigheder med sit kamera.
Paradokset er, at han som ung gjorde sig til en del af magtens kynisme og umenneskelighed, dybt involveret som han var i diktaturet under præsident Salazar. Først som udsending i Angola og senere, da han i sin egenskab af fotograf var med til at fremstille ”løgnehistorier, som befolkningen labbede i sig”. Da styret blev væltet, arbejdede han for det hemmelige politi. Med den fortid var en fortsat tilværelse i Portugal ikke længere mulig. Og han flygtede til Danmark.
Når man konfronteres med hans barske dagbogsoptegnelser fra Angola, kan man ikke undre sig over, at han havde behov for en – om muligt – ny begyndelse: ”Man dræber, man belønnes, man drikker og horer og forsøger at glemme, hvor man er, og hvad det er, man har gjort, og når orloven er forbi tager man ud i junglen for at dræbe igen. Efter man har befundet sig i krigszonen er stykke tid, konstaterer man til sin overraskelse, at fjenden ligner én selv.”
Optegnelserne er et vigtigt led i det, der er romanens ambition, nemlig at søge forståelse og ikke at standse ved den fordømmelse, hvorfra ingen veje fører videre frem. Men trods de mange ord, der bruges om og af Manuel Melo, sidder man tilbage med adskillige spørgsmål, som man gerne ville have stillet ham. Også uden at blive spurgt giver han imidlertid en slags svar, et ultimativt, men ikke udtømmende: Et selvmordsforsøg maskeret som en bilulykke røber, at byrden af ugerninger til sidst blev for tung.