Sapfo er spændt for woke-vognen i ny oversættelse af det antikke værk

Ny Sapfo-oversættelse er en lyrisk saftspændt klakør for tidsånden

Sapfo er oldtidens mest kendte kvindelige digter.
Sapfo er oldtidens mest kendte kvindelige digter. Foto: Masterfile.

Hele tre Sapfo-oversættelser er det blevet til inden for det seneste år. I december udgav de små forlag Klim og Wunderbuch deres vidt forskellige bud på en Sapfo til tiden. Begge gode, gennemarbejdede oversættelser. Derfor må man spørge: Har vi virkelig brug for flere udgaver af samme tekststumper? Næppe. Når nu giganten Gyldendal så melder sig på banen med endnu mere Sapfo til samlingen, lugter det uvægerligt lidt muggent af et forsøg på at lukrere på et modelune. Nemlig det at hive glemte kvinder frem af historiens gemmer.

Der er gået woke i antikken, og så må vi vel trækkes med en overflod af Sapfo, selvom der står en kø af glemte oldgræske lyrikere og savner gode nyoversættelser. Ikke videre værdigt, at landets største forlag sådan lader sig herse rundt med af tidsånd og profit.

Nuvel, vi tager en tur til i woke-vognen. Tredje skud på Sapfo-stammen er mere mundret, fri og lyrisk i sin egen ret. Det er en anderledes radikal og utæmmet Sapfo, vi møder her. Med digter Mette Moestrups motiverende efterord forstår vi, at man i denne gendigtning da også har lagt vægt på digtenes lydlige kvaliteter og rytmiske sanselighed frem for den ordrette oversættelse af fragmenterne. Dette begrundes med, at Sapfos digte oprindeligt blev fremført mundtligt akkompagneret af lyrespil (heraf ordet lyrisk). Sapfo levede omkring år 600 f.Kr. på øen Lesbos, hvor hendes lyrik opførtes som kollektive ritualer i dans og korsang på den æoliske dialekt af oldgræsk, som primært taltes i de græske kolonier i Lilleasien, på Lesbos og i Æolien – det nuværende Tyrkiet. Majoriteten af de bevarede digte handler om uforløst begær, skønhedslængsel og erotik. Sapfo var frem for alt kærlighedsdigter – og kærligheden var oftest rettet mod kvinder, hvorfor hun er blevet et stort ikon for nutidens lgbtq+-miljø.

Vægtningen af det rytmiske og lydlige i Mette Moestrup og filolog Mette Christiansens bearbejdning af de sapfiske strofer ses især ved ofringen af den omvendte græske ordstilling og i den sparsomme tegnsætning. Digtene skal ”ånde” frit og ikke spærres inde i en stram metrik, forstås. Resultatet er en overvejende vellykket, spændstig og levende gendigtning, der lader Sapfo tale så ukunstlet og så sanseligt nært, at ordene virker overrumplende genkendelige trods tusinder af års afstand.

Ser man isoleret på værkets sproglige og lyriske kvaliteter, hører denne til de mere velfungerende af gendigtningerne. På én gang vildere og mere harmonisk, nærværende og musikalsk. Man har indarbejdet stilistiske virkemidler som alitteration og assonas, så en passage eksempelvis kommer til at lyde:

”Jeg vil hellere se hendes fortryllende fodtrin/ og hendes ansigts glitrende glød/ end alle lydiens stridsvogne og kampklædte hær af soldater”, der til sammenligning i Rasmus Sevelsteds 2020-oversættelse for Wunderbuch lidt mere kantet, men også mere interessant hedder:

”Jeg vil hellere se hendes elskede trin/ og det lyse glimt fra hendes ansigt/ end alle Lydiens krigsvogne og våbenklædte fodsoldater.”

Det er også det fordøjelige og effektfulde, der er idealet, når flere af de korte fragmenter får en næsten 1970’er-feministisk ”hej søster”-klang:

”Smukke kvinder, mine tanker/ om jer er uforanderlige.”

Samme linjer toner anderledes afdæmpet hos Sevelsted:

”Og om jer, I smukke, kan min mening/ ikke ændres.”

Gennemgående har Moestrup og Christiansen genindført de originale kønsspecifikke pronominer (hun, kvinde, datter) modsat tidligere oversættelsers hang til abstraktion og afstand. Bevægelsen mod den fysisk konkrete (kvinde)kærlighed er naturligvis kønspolitisk motiveret. Selv mener Moestrup i sit efterord, at de bare har genoprettet det, som tidligere tiders bornerte oversættere har udvisket. Man ser det tillige i det smukke fragment 16, hvor den maskuline, homeriske krigskærlighed modstilles af det lyriske jegs besyngelse af ”hvem du end elsker”. Her har Sevelsted modsat ladet kærligheden antage en abstrakt karakter af ophøjet skønhedsdyrkelse, når han skriver ”det man elsker”. Hvad der er mest tro mod originalteksten, tør jeg ikke afgøre. Tydeligt er det dog, at Sapfos smuldrende tekstfragmenter først og fremmest er et spejl for oversætteren. At skiftende tider altid fylder værkets stumme lakuner med egne idéer.

Med Gyldendals gendigtning bliver Sapfo vores samtidige. Hun taler ikke til os fra en fjern fortid, men fra kroppens, sansernes og stemningernes nu. Stroferne er lige så simple, som de er eviggyldige. Lige så skælvende og sønderbrudte som fulde af kraft og lidenskab. Men i bestræbelsen på at se det genkendelige, går noget fremmed tabt. Man savner her den Sapfo, der ikke alene er stemmen i os selv, men også vinduet ind til en anden fascinerende tid.