Når Severin Olesen Larsen har givet sin femte digtsamling titlen ”Cantos. Delvist i en forgængers fodspor”, er det en hentydning til genren, som den amerikanske digter Ezra Pound (1885-1972) udfoldede sig i.
Olesen Larsen skriver, at Pound i denne excellerer ”i mange skjulte, ofte fremmedsprogede citater og referencer til en lang række personer og mytologiske hændelser”. Da den inddragne græske, romerske og middelalderlige litteratur må formodes at være ukendt for de fleste nutidige læsere, har Olesen Larsen erstattet den med henvisninger til digtere som Thomas Kingo, N.F.S. Grundtvig, Adam Oehlenschläger, Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær samt blandt andre Friedrich Nietzsche og William Shakespeare.
De særdeles veloplagte – omend indimellem noget kantede – variationer over Pounds digtning er sat ind i en aktuel sammenhæng – og det med en slagfærdig satire, der både er skarp og underholdende. Et yndet mål er den såkaldte kulturelite, der ifølge fremstillingen altid mener at vide bedst. Olesen Larsen udtrykker sig på vegne af dem, der ikke vil lade sig hundse med af de ”rigtige” meningers tyranni.
Som digter har Olesen Larsen (født 1931) en usædvanlig baggrund. Han har som biostatistiker på Statens Serum Institut især været knyttet til medicinsk forskning og var i den forbindelse med til at udgive cirka 200 lægevidenskabelige artikler. Ud over digtsamlingerne har han sammen med Peder Olesen Larsen udgivet bogen ”Arvegods. Kristendom og naturvidenskab” (2019). I øvrigt er han søn af den markante Tidehvervs-teolog K. Olesen Larsen (1899-1964).
Nogle læsere af digtene vil uden tvivl stemple dem som reaktionære. Men så nemt slipper man ikke forbi dem, formidlet som de er med lidenskabeligt engagement og med sans for groteske konsekvenser. Uanset om man er enig eller ej med forfatteren i hans udladninger, bør man straks blive klar over, at man ikke blot har at gøre med en sur gammel mand, men med en samfundsdebattør, der skal tages alvorligt. Karakteristisk for hans stil er for eksempel et digt om en absurd heksejagt på sangbogen ”De små synger”, hvor et angiveligt upassende ”hun” efter svensk mønster kræves rettet til et ”hen”. For børnenes skyld. Det kønsneutrale skal frelse de små fra fordærv.
Et senere digt beretter om baggrunden for den holdning, der med ubehag beskrives: Et digt, hvor det dekreteres, at vi ikke længere skal tale om ”det tænkende menneske”, men om ”det rettænkende menneske”, hvilket – som det hedder – indebærer retten til at bestemme, hvad andre skal mene. Kundgørelsen om ændringen er ”forfattet af særdeles mange,/ der i fællesskab mente,/ at rettænkende passede bedre til en/ kulturelite/ end det blot at tænke (det kan jo enhver idiot)”.
Den amerikanske forfatter Mark Twain citeres for et udsagn om, at sandheden er noget af det mest værdifulde, vi har – og at vi derfor må være sparsommelig med den. Det råd følger Olesen Larsen ikke. Han skyder gerne ”sandheder” ned med sine egne. Og jeg synes, at han sigter provokerende godt.
De rablende satiriske digte udgør en stor del af bogen. Men ikke hele bogen. Forfatteren har også en mere stille tone, en poetisk. Den høres blandt andet i et smukt digt, der er formuleret som en hyldest til morgendæmringen. Digtet er skrevet i taknemmelighed over livet, over dæmringen, og er alene vendt mod denne ”og ikke mod os selv og vores drømme om en anden verden/ end den, du hver dag bebuder os”.
”Cantos” er beslægtet med knækprosaen – i en vital udgave. Hvad digtene savner i form, har de i holdning. Sproget er strømførende.
”Cantos” er beslægtet med knækprosaen - i en vital udgave. Hvad digtene savner i form, har de i holdning. Sproget er strømførende.