Charlie Chaplins 'Diktatoren': Satirens sentimentale mesterværk kan ses i biografen nu

Charlie Chaplins forrygende ”Diktatoren” er ny-restaureret og har i julen repremiere i de danske biografer. Timingen kunne desværre ikke være bedre

 ”Diktatoren” og den berømte scene med Chaplin og jordkloden fortjener at blive set i biografen. Man synker ned i den filmhistoriske lomme, som filmen med sit enkle udtryk er, og restaureringen skiller skarpt sort og hvid ad. –
”Diktatoren” og den berømte scene med Chaplin og jordkloden fortjener at blive set i biografen. Man synker ned i den filmhistoriske lomme, som filmen med sit enkle udtryk er, og restaureringen skiller skarpt sort og hvid ad. – . Foto: Miracle Film.

”Diktatoren” (1940) er et af Chaplins hovedværker. Sammen med den automatiseringskritiske ”Modern Times” (1936) og den personlige ”Limelight” (1952) stråler ”Diktatoren” af Chaplins sønderrivende sans for komik og tragedie med latteren som pacifistens foretrukne våben.

I disse desværre også sorgfulde dage, hvor verden endnu engang skæmmes af umenneskelige forbrydelser som i Berlin lige før jul, er Chaplins humanistiske satire et velkomment værn mod vold. Og den berømte afsluttende tale emmer af den forsoning, næstekærlighed og optimisme, som ellers er så svær at ramme – både hvad angår passende patos og sproglig formåen.

”Diktatoren” er en forvekslingskomedie, hvor Chaplin spiller både diktatoren Adenoid Hynkel og en fattig jødisk barber fra ghettoen. Hynkel har vundet magten i Tomania og står over for at annektere Osterlich – sekunderet af ministrene Garbitsch og Herring. Tysklandspastichen er tommetyk; lige fra Chaplins slående lighed med Hitler til navne på personer og steder, symboler og udtryk.

Barberen blev såret i Første Verdenskrig og har tilbragt 20 år med hukommelsestab på hospitalet. Da han vender hjem til ghettoen, er verden forandret. De mænd, han kæmpede skulder ved skulder med, er i jødehadets vederstyggelige navn nu hans dødsfjender. Barberen forelsker sig i den henrivende Hannah (Paulette Goddard), mens Hynkel kæmper med Napaloni (Jack Oakie) om, hvem der har førsteret til det fælles naboland Osterlich.

Chaplin har sagt, at han aldrig ville have lavet ”Diktatoren”, hvis han vidste, hvor grufuldt Hitlers hadefulde regime ville udvikle sig. Fordi ”Diktatoren” er lavet med en naivitet, som ville være umulig 5 år efter, er der intet utilstedeligt ved værket. Filmen er henrivende morsom og forbandet tankevækkende – men aldrig uetisk. Man griner med maven og nyder hvert et grin. Ikke fordi man er blevet narret til det af udspekulerede og konceptuelt dygtige manuskriptforfattere. Men fordi elegancen ved Chaplins virtuose sans for de lavt hængende frugters komik aldrig er indskrænket eller unuanceret.

”Diktatoren” er Chaplins første talefilm. Det er kosteligt, hvordan han med sin uforlignelige musikalitet i bevægelser og nu også sprog gør hver en scene udsøgt. Hynkel taler fjolletysk med ord som schnitzel og strudel. Barberen klipper en herre i takt til Brahms ”Ungarsk dans nr. 5”. Og en barokt vidunderlig scene, hvor barberen sluger 4 guldmønter, er blot nogle af de humoristiske højdepunkter.

”Diktatoren” fortjener at blive set i biografen, fordi man der giver den sin uhildede opmærksomhed og synker ned i den filmhistoriske lomme, som filmen med sit enkle udtryk også er. Restaureringen skiller skarpt sort og hvid ad. Det bliver tydeligt i den kanoniske scene, hvor Chaplin som Hynkel danser ballet med jordkloden som en ballon. Sentimentaliteten i bevægelserne og den typisk chaplinske afslutning med et ordentligt knald, da ballonen sprænger, vises i klare og ukornede billeder.

Slutteligt bliver barberen forvekslet med Hynkel og tvunget til at holde tale ved annekteringen af Osterlich. Det er en smuk og sand fire minutter lang tale om forsoning. Flere kritikere har gennem årene udtrykt, at den docerende afslutning forstyrrer filmens magi. Men med tanke på de grufulde humanitære kriser alt for mange steder på jorden, er det kun på sin plads at give ordet til Chaplin, til barberen, til vagabonden, der ser sandheden bag al det forløjede glitter; bag mekaniseringen af mennesket og krigen; bag vor tids smartphones, droner og overvågning:

”Grådighed har forpestet mænds sjæle; har omsluttet verden med had, har skubbet os ind i lidelse og blodsudgydelser. Vi har skabt farten, men vi har lukket os selv inde (…) Vores viden har gjort os kyniske. Vores smarthed har gjort os hårde og uforsonlige. Vi tænker for meget og føler for lidt. Vi har brug for humanisme mere end maskiner. Vi har brug for venlighed og følsomhed mere end smarthed. Uden disse kvaliteter vil livet blive voldeligt og vi vil tabe alt (…) Den ulykke, der nu rammer os, er tegn på grådighed. Tegn på bitre mænds angst (…) Mænds had vil passere og diktatorer vil dø. Og den magt, de tog fra folket, vil blive givet til folket igen.”