Satirisk dommedagsfilm møder kritik: Er det o.k. at grine, mens verden går under?

Katastrofefilmen ”Don’t Look Up” er en kolossal succes på Netflix, men møder kritik fra flere kanter

I ”Don’t Look Up” spiller Leonardo Dicaprio en forsker, der prøver at komme til orde i medierne med beskeden om, at en meteor snart vil ødelægge Jorden. Men mediernes skeptiske reaktion på hans dommedagsudsagn er fuldstændig urealistisk, lyder kritikken nu.
I ”Don’t Look Up” spiller Leonardo Dicaprio en forsker, der prøver at komme til orde i medierne med beskeden om, at en meteor snart vil ødelægge Jorden. Men mediernes skeptiske reaktion på hans dommedagsudsagn er fuldstændig urealistisk, lyder kritikken nu. Foto: Niko Tavernise/Netflix.

Klimakrisen er en ubekvem sandhed, som giver svedige hænder, tør hals, høj puls.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Netflix-filmen om menneskehedens selvforskyldte ulykke, ”Don’t Look Up”, bliver streamet i så stor stil: I premiere-ugen blev den set af flere end nogen anden film på tjenesten nogensinde og er fortsat med at trække seere.

Det er et kunststykke, instruktør Adam McKay kan være stolt af. Men selve filmen har delt anmelderne og antændt flere diskussioner i hjemlandet USA.

”Don’t Look Up” handler om to forskere, der opdager, at en enorm meteor er på vej mod Jorden, og at den – hvis ikke noget gøres – vil udslette menneskeheden. Efter opdagelsen får forskerne et møde i stand med præsidenten, men hun er mere optaget af et kommende valg, snuskede rygter på sociale medier, og hvordan hun kan bruge historien politisk.

De to forskere går derfor til medierne, der enten er for glatte og feel good -orienterede til den dårlige nyhed eller ikke rigtig kan få historien til at blive læst på deres hjemmeside og derfor opgiver den.

”Don’t Look Up” handler tydeligvis ikke om en meteor, men om klimaforandringerne. Om hvordan vi ikke vil se faren i øjnene, ikke vil se op fra egne interesser og goder og derfor er dømt til undergang.

Men at benytte en meteor som analogi for klimakrisen er håbløst, mener klimaskribent Tim McDonnell i et indlæg i Quartz. Hvor meteoren hvirvler mod Jorden og på et øjeblik smadrer alt, så er klimakrisen en snigende dræber. Den er netop ikke konkret, og det er derfor, den er farlig. Fordi den er ”vag og uhåndgribelig”.

Filmens skildring af medierne er også håbløs, lyder det fra andre skarpe kanter. Zeeshan Aleem skriver i MSNBC:

”At påstå at medierne undgår dårlige nyheder kunne ikke være mere forkert. Dårlige nyheder er lukrative for medierne. Se bare, hvordan pandemiens indledende faser førte til en voldsom stigning i medieforbruget.”

Sådan er kritikken væltet ned over ”Don’t Look Up”. Den er upræcis, den er skæv, den er rodet. Og så forsøger den at være morsom.

I New York Times skriver anmelder Manohla Dargis:

”Adam McKay vil have dig til at forstå, at det er verdens undergang, og at du absolut ikke skal føle dig godt tilpas. (Men du må gerne grine).”

Netop kombinationen af snarlig udslettelse og humor synes at være svær at acceptere for mange. For hvor der i humor – og ikke mindst i satire – normalt gives plads til overdrivelser, skævvridninger og absurditeter, så får ”Don’t Look Up” ikke meget snor af kritikerne.

Det er da heller ikke sådan, katastrofer normalt skildres i film. Her hersker alvoren og mørket, sådan som det for eksempel ses i ”Midnight Sky” eller i den uhyggelige og uhyggeligt gode ”Annihilation”. Krisen er ikke for sjov, den er dødelig alvor. Og bag de mange meninger om ”Don’t Look Up” står en større principiel diskussion om, hvordan fiktionen bør gå til tidens største og mest alarmerende krise. Fortjener en så alvorlig sag en lige så alvorlig behandling? Bør fiktionen udvise en form for ”respekt”?

Instruktør McKay har givet sit svar med sin vilde satire. Og på Twitter skriver han:

”Elsker den ophedede debat om vores film.”

Og adresserer så kritikerne og alle de kolde hjerter:

”Hvis du ikke får bare et strejf af angst for klimaets kollaps (eller USA’s vaklen), er jeg ikke sikker på, at ’Don’t Look Up’ giver mening. Det er som at vise en kærlighedsfilm til en robot.”

I ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.