At være gift er ikke altid lige nemt. I perioder er det faktisk rigtig svært – og i andre noget nær umuligt.
Det sidste kan også aflæses i statistikkerne, der viser, at hvert andet par bliver skilt, og det gælder både herhjemme og i USA, hvor Noah Baumbachs tudetriste, sødmefulde og glimtvist morsomme ”Marriage Story” (ægteskabshistorie) udspiller sig.
Med den føjes endnu en film til rækken af skilsmissedramaer, der er blevet en genre i sig selv, og hvor nogle af de kunstneriske højdepunkter er Ingmar Bergmans ”Scener fra et ægteskab”, Robert Bentons ”Kramer mod Kramer”, Asghar Farhadis ”Nader og Simin” og samme Baumbachs blændende debut, ”The Squid and the Whale” (blæksprutten og hvalen).
Nu, 14 år senere, er han så tilbage med endnu en uhyre vellykket gennemspilning af ægteskabets udfordringer. Men hvor ”The Squid and the Whale” viser, hvor egoistiske skilte forældre kan være i deres jagt på nye forhold, og hvordan det er ødelæggende for børnene, er ”Marriage Story” optaget af at skildre, hvordan to sympatiske mennesker kan glide fra hinanden, og hvad det er for emotionelle og juridiske kræfter, det sætter i bevægelse.
Det ser ellers så godt ud i begyndelsen. Charlie er en lovende instruktør i New York, hvor han har sin egen lille teatertrup, der også tæller hustruen, Nicole.
Hun blev som ung landskendt i en teenagefilm, hvor hun viste sine bryster, men har i løbet af årene og via samarbejdet med Charlie opbygget et godt ry som teaterskuespiller.
Sammen har de sønnen Henry og bor i en lille lejlighed, men det, der længe var en charmerende bohemetilværelse, begynder for Nicole at slå sprækker: Charlies kunstneriske engagement ser hun i tiltagende grad som egoisme, og da hun får tilbudt en rolle i en tv-serie i Los Angeles, takker hun ja og vil have sønnen med.
De forsøger først at løse de underliggende problemer hos en parterapeut, men Nicole kan ikke få sig selv til at læse det brev højt, terapeuten har bedt hende skrive om Charlies gode sider. Derfra løber det hele ud i mistro og opflammende frustrationer, og diskussionen om, hvor drengen skal bo, bliver til et juridisk spørgsmål. Og da Nicole vælger en hundedyr og benhård advokat til at føre sin sag, tvinges Charlie modvilligt til at finde en, der kan matche hende.
Det er så ulykkeligt at følge, og en af Baumbachs bedrifter er at skildre både Charlie og Nicole med forståelse. Charlie, der møjsommeligt har opbygget en karriere, som endelig er begyndt at blomstre, og som midt i skilsmissen indbringer ham et stort, prestigiøst legat.
Nicole, der har været en af grundene til hans succes, som skuespiller og muse, men også har måttet fortrænge egne drømme om at instruere og flytte hjem. Og som til sidst ikke længere kan bære hans diskrete selviskhed og manipulation. Som når han – som hendes advokat påpeger – taler om deres ”aftale” om at bo i New York, mens det at flytte til Los Angeles kun er noget, de har ”talt om”.
Men ”Marriage Story”, der er så bevægende, at man får ondt af dem begge, fordi ingen af dem er onde, og fordi advokaterne trækker fronterne så knivskarpt op mellem dem og er så fikserede på skyld og svigt, for at netop deres klient kan få forældreretten.
I alt dette er det Charlie, der står dårligst og må give sig, og det er sørgeligt at se ham indrette sig i en lille fremlejet lejlighed i Los Angeles, hvor han køber stueplanter for at overbevise kvinden fra det offentlige om, at han er en værdig forsørger og stabil far.
Men dér mellem de statsansatte og advokaterne ser Charlie og Nicole indimellem på hinanden med ømhed, for det er det, kærligheden er blevet til, og de er bare bløde mennesker, der er endt i en hård situation, og man mærker dem i snart sagt hver eneste scene, som Baumbach har instrueret med mere vægt på det subtile og på atmosfære end på det udadvendt dramatiske. Det tilfører en autenticitet, hvad enten scenerne finder sted på teatertruppens foretrukne café, i den lille New York-lejlighed, i Nicoles mors hus i Los Angeles eller i den lille lejede lejlighed. Her er alle detaljer troværdige, bøgerne i reolen, rodet, de få billige møbler, men det er naturligvis skuespillerne, der først og fremmest bærer Baumbachs vision.
Scarlett Johansson har aldrig været bedre end i rollen som Nicole, og hendes ansigt forgræmmes igen og igen af sorg, vrede og misundelse for så – som sol gennem regnskyer – at lyse op i smil og ømhed. Det er skuespilkunst på højeste niveau, og man forstår alene gennem hendes skiftende udtryk, hvordan Nicole opfatter sig selv som et offer, men at det reelt er hende, der er den stærkeste, og Charlie, der kan gå under i retssalen.
Han spilles sublimt af Adam Driver, der slog igennem i HBO-serien ”Girls”, og hvis på én gang grove og sensible ansigt spejler Charlies mangeartede og ofte modsatrettede følelser og drømme: være en god far, være en kompromisløs kunstner, være der for alle og sørge for sig selv. Og da Nicoles brev, det, hun skrev til parterapeuten, men ikke ville læse op, bliver fundet, forstår man, hvor god han har været. Ikke mindst som forælder. Men det er Nicole også, og det er noget andet, noget udefinerbart, der har trukket dem fra hinanden, som elskende, som par, og Baumbach har forklaret, at han har modelleret filmen over sin egen skilsmisse fra Jennifer Jason Leigh, præcis som ”The Squid and the Whale” var baseret på hans egne oplevelser som skilsmissebarn.
Men Leigh kan næppe være ked af hans portræt af hende og deres brud. Her er ingen sort-hvide forklaringer ud over dem, advokaterne er betalt for at levere, men to sympatiske mennesker, der rammes af tilværelsen. Det er alt sammen meget menneskeligt og troværdigt, og kun en enkelt scene, hvor Charlie og Nicole undtagelsesvist skændes, så det ætser, virker konstrueret og for meget.
Men ”Marriage Story” er ikke desto mindre en virkelig god film og demonstrerer med stor kunstnerisk kraft, at der er rigtige mennesker bag hver eneste lille streg i statistikkerne.