Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Scener fra en jern(bane)tid

"I år har jeg et uselvisk nytårsønske. Jeg ønsker mig ro og regelmæssighed, orden og harmoni i togene. Ikke kun for min egen og togenes skyld, men fordi togene er et billede på verden," skriver Nils Gunder Hansen. Arkivfoto. Københavns Hovedbanegård. Foto: Hans Petersen/ Denmark

Hvis togdriften er et billede på verden, er klummeskriveren det forløbne år vandret gennem apokalyptiske landskaber

Et af mine nytårsforsætter sidste år lød: Ikke flere morgencompleter i pendlertoget!.

Jeg kører en del i tog, fordi jeg bor i København og arbejder på Syddansk Universitet i Odense, og man kan få en uheldig trang til at give sig selv en kompensation.

Nåhhrr, det er da også hårdt, at du skal pendle. Du fortjener en belønning. Hvad med morgencomplet i toget på regelmæssig basis? Så kommer tingene lidt mere i balance. Der er andre, der har det nemt. De skal ikke pendle. Men så får de altså bare heller ingen morgencomplet.

Så udspekuleret kan Fristeren bære sig ad.

Det gik faktisk rigtig godt. Jeg følte mig viljefast de første måneder af året. Tænkte også på alle de penge, jeg sparede, og kropsfylden havde godt af det.

LÆS OGSÅ: Man skal da ikke være følsom for alvor

Så var Fristeren der igen. Det er fantastisk flot. Du kunne næsten fortjene en belønning. Hvad med en morgencomplet? Når man har så stor viljestyrke som du, er der jo ingen grund til fanatisk askese. Det tyder på, at man ikke helt har styr på det. Og det har du jo. Så hvad med morgencomplet på uregelmæssig og suverænt selvbestemmende basis?.

Jeg blev svag og faldt måske også i en enkelt gang. Men så kom der hjælp fra uventet hold. Pludselig læste jeg i avisen, at DSB afskaffede salgsvognene på alle intercitytogene. Nu var der ingen morgencompleter til nogen!

Jeg fik det lidt skidt over det. Som om en brutal gud havde set min svaghed og kom mig alt for effektivt til undsætning til skade for min næste.

For min generation og dem, der er ældre, er togdriftens beskaffenhed et symbol på, om verden er af lave eller ej. Vi måler verdens tilstand gennem togenes stand.

Det ryster mig sagt helt uden ironi at man kan finde på at afskaffe salgsvognene. Så får jeg en fornemmelse af, at alt er muligt. Andre oplevelser peger i samme retning.

En gang skulle jeg til Kolding for at undervise. Det var godt, jeg skulle af toget, for umiddelbart inden lød det i højttaleren: Vi holder i Kolding et par minutter ekstra, så de, der skal på toilettet, kan nå ud på stationen at forrette deres ærinde. Alle togets toiletter er i stykker, og de vil ikke komme i orden før Esbjerg!.

Jeg troede ikke mine egne øren. Hvis toget er verden, var dette en scene fra apokalypsen. Jeg skyndte mig ud i Kolding by og så mig ikke tilbage, hvor gangbesværede ældre og børnefamilier påbegyndte kapløbet mod banegårdstoiletterne.

For nylig drog jeg til Odense, selvom jeg var noget forkølet. I regn og slud skal undervisningen ud. Jeg forkælede mig selv med en pladsbillet. Så kunne jeg i det mindste sidde uforstyrret og være småsyg på turen.

Men så åbnede der sig en afgrund midt i verden. Der blev bekendtgjort i højttaleren, at der desværre havde været byttet om på vognnumrene ved afgangen fra København. Nu var det rettet. Så alle vi, der troede, at vi sad i vogn 11 og 12, sad i virkeligheden i vogn 21 og 22, og vice versa. Alle med pladsbilletter skulle derfor stige ud i Høje Taastrup og skifte vogn. Man kunne ikke gå gennem toget, for en dør mellem to togsæt var gået i baglås. Kaotiske scener fulgte. Gamle mennesker med store kufferter, børnefamilier med barnevogne, alle på vandring.

En halv time efter var den gal igen. Toget måtte ikke køre under Storebælt med en dør i baglås mellem to togsæt. Så alle os fra vogn 11 og 12 skulle stå ud i Korsør og vandre hen til vores tidligere vogne. Der skulle vi så stå op indtil Nyborg, hvor vi kunne stå ud igen og vandre tilbage. Den gode nyhed var, at vi ikke behøvede tage vores bagage med.

En af mine kolleger sad i toget og så undrende på mine gentagne vandringer. Hun sad i en god vogn, og hun havde ikke købt pladsbillet. De sidste skal blive de første, og hvis man tror, at man kan sikre sig, kan man godt tro om igen.

I år har jeg et uselvisk nytårsønske. Jeg ønsker mig ro og regelmæssighed, orden og harmoni i togene. Ikke kun for min egen og togenes skyld, men fordi togene er et billede på verden.

Jeg vil ikke leve i en jerntid, en kaotisk tid, der er hård for de svage. Jeg vil leve i en jernbanetid, hvor der er plads til alle og orden i tingene. Måtte det blive sådan.

Godt nytår!