Vi, der var børn i 1970erne, husker den tydeligt. Vi var alt for små til at se med, men mange os kan endnu se især vores mødre sidde tryllebundet foran tvet, og når der kom veninder, var serien altid oppe at vende. Alle så simpelthen Scener fra et ægteskab i 1973, og den satte en helt ny dagsorden. For tv-serier i Norden, men også for parforholdet.
LÆS OGSÅ: Bergmans drømme og husførelse er til salg
Men nu er der så gået små 40 år. Kvindefrigørelsen er cementeret, flinkeskolegenerationen af kvinder, den ramte lige i mellemgulvet dengang, har vel opdraget deres sønner og døtre anderledes, så holder den til en moderne virkelighed? I en tid hvor et ægteskab som udgangspunkt ikke er for livet, men så længe man nu har lyst.
I Kim Bjarkes iscenesættelse på Folketeatret og med Ditte Hansen og Jens Jørn Spottag som Marianne og Johan, det næsten-midaldrende, udadtil ideelle ægtepar, holder den storslået både som , parforholdsskildring og oplæg til diskussion.
Men en mand, der selv havde fem ægteskaber plus alle de løse forhold og ni børn må selvfølgelig også vide et eller andet om parforholdet. Og det gør Bergman. Noget, der er mere universelt og eksistentielt end tidsbundet. For hvad er det, der så tit går galt? Har vi nogle af de samme reaktioner som Johan og Marianne sammen med vores partnere? Du har så store fordringer, siger han til Marianne hen mod slutningen. Men skal man ikke også have det til kærligheden? Eller er det netop det, der ødelægger så meget?
Latteren bølger gennem salen, den der lidt svære latter, der kommer, når det, man ser, vækker ubehagelig genkendelse. Men lige så hurtigt som den opstår af de komiske situationer, lige så brat stopper den igen. For det her er faktisk alvor. På et tidspunkt er det til og med blodig alvor.
Der er utroligt mange elegante, gennemtænkte detaljer i forestillingen. I selve iscenesættelsen hvor ekstra ydmygende er det for eksempel ikke at få at vide, at ens mand har mødt en yngre kvinde og vil skilles, når man står der i hyggesokker og sjaskenatkjole?
I scenografien, der med hylder og lækkert trægulv giver stemning af velhavende middelklasse med god, og lidt sat, smag. Men allermest i det virtuose spil, Ditte Hansen og Jens Jørn Spottag lægger i stykket.
Med Johan som den robuste, selvsikre mand, der ikke gider regler og rammer og ansvar, men bare følger sin lyst. Ikke at han er umoden og urimelig, han repræsenterer jo bare det store spørgsmål, om søndagsmiddagen hos svigerfamilien hver uge er det vigtigste i livet?
Den lyst til at sprænge rammer, som Marianne også har, men hun tør bare ikke rigtig. Hun følger mere pligten end lysten, og så sidder de der og er civiliserede og indestængte med hvert sit dannede glas rødvin og en bogs afstand mellem sig i uldsofaen. Bogen? Det er selvfølgelig Ibsens Et dukkehjem.
De to veksler mellem ynkelighed, smerte, overskud, flirt og magt men med en vigtig ulighed i følelserne, som giver stykket dets motor.
De kastes mod hinanden og skubber hinanden fra sig. Lige stærke, lige irriterende, lige uvillige til at give sig og især til at give slip. For hvad er det mest skræmmende for det moderne menneske? Det er tabet af kontrol.
Det er helt præcist i timingen, de får os til at veksle mellem latter og tavs alvor, de overdriver og laver humor ud af situationer for så at geare helt ned og lade det hele ligge i et blik, en stille bevægelse og svag tilnærmelse. Man skal se godt efter for at få det hele med.
Kan ske, der er gået 40 år, siden millioner af skandinaver så tv-serien, men det, vi ser på Folketeatret, er en fuldt moderne forestilling om nutidens ægteskaber. Med en perfekt landing midt i en aktuel debat om speltmødre, hjemmegående hustruer og karrierekvinder, der måske forsømmer deres børn.
Den kan ses af mødre og døtre, af fædre og sønner, af dem, der så lyset i den i 1973 og måske lod den forandre deres liv dengang. Og af dem, der står midt i det hele i dag og er omkring de 40 år, som Marianne og Johan selv er det.