Scener fra Luis Borges' ægteskab

Denne biografi om den argentinske mesterforfatter stiller spørgsmålet, om man ikke mister orienteringsevnen, når man uhæmmet lader informationsbunkerne vokse

Jorge Luis Borges, 1976. Arkivfoto.
Jorge Luis Borges, 1976. Arkivfoto.

Norman Thomas di Giovanni: Georgie & Elsa. Jorge Luis Borges and his Wife. The Untold Story. 262 sider. Harper-Collins. 17 pund.

Jorge Luis Borges (1899-1986) bemærkede engang, at hans eget liv var mere læst end levet. Ikke tilfældigt nævnte han, at mødet med faderens bibliotek havde været det vigtigste møde i hans liv. Borges lærte engelsk, før han lærte spansk og havde derfor læst ”Don Quijote” så grundigt på engelsk, at han betragtede den spanske original som en sløj oversættelse.

Ikke desto mindre blev det spansk, Borges skrev på, og det blev Norman di Giovanni, der kom til at stå for nogle af de bedste oversættelser til engelsk. Di Giovannis nye erindringsbog skildrer slutningen af 1970'erne, hvor han arbejdede sammen med Borges og kom tæt på dennes første kone, Elsa.

Man kan ikke påstå, at Borges gik gennem livet i et brus af klapsalver. En af hans første bøger solgte blot 37 eksemplarer. Goethe mente, at den, der ikke forventer en million læsere, slet ikke burde skrive en linje. Borges så helt anderledes på den sag: ”Hvis man tænker på syvogtredive personer, så er disse personer virkelige; hver af dem har et ansigt og en familie, bor i en bestemt gade. Men hvis man sælger to tusinde eksemplarer, så svarer det til ikke at have solgt noget, for to tusinde er et meget stort tal. Måske er allerede syvogtredive for mange læsere, måske havde det været bedre, om det havde været syv.”

Men der skulle jo stadig brød på bordet, og Borges arbejdede sig op til stillingen som direktør for Argentinas nationalbibliotek. Her bemærkede han, at Gud havde tilstået ham ”på en gang 800.000 bøger og komplet mørke”. Borges blev nemlig som sin far og sin bedstefar blind. Ifølge di Giovanni kunne Borges dog også drage fordel af handicappet. Adspurgt om forholdet til sin tunghøre svoger, svarer Borges: ”Vi kommer fint ud af det med hinanden. Han kan ikke høre, hvad jeg siger, og jeg slipper for at se på ham.”

Knap så godt gik det med ægtefællen Elsa. Parterne endte med at fylde svovl og galde på hinanden i et maraton af en skilsmisseretssag. Og ”Georgie & Elsa” er ikke karrig med detaljerne. For nok er di Giovanni en stor beundrer af forfatteren Georgie, som han blev kaldt blandt venner, men for så vidt angik mennesket, så tilslutter han sig Borges' mor: ”Georgie no tiene carcter.”

Nej, Borges havde ikke nogen rygrad, og hans oversætter er rundhåndet med eksempler herpå. Pynten bliver taget af den pyntede. Eller den så agtede og anerkendte forfatter ser pludselig lidt sølle ud i denne erindringsskitse, hvor han både anklages for at mangle politisk sans og erotisk potens. Hvad angår den sidste del, lader di Giovanni os ikke være i tvivl om, at hvis Elsa havde haft en kvittering, ville hun have byttet ægtemanden straks. Denne her duer ikke.

Borges selv indrømmede: ”Mit liv som menneske har været en utilgivelig række af svagheder; jeg ønsker, at mit liv som forfatter bliver noget mere værdigt.”

Og det gjorde det faktisk. Som det fremgår af bogen, ledsagede di Giovanni Borges på mange foredragsturnéer, hvor Borges brillerede med en livlig sans for anekdoten og en litterær appetit ud over det sædvanlige. For Borges var livet igennem optaget af sprog, og på sit dødsleje bad han fadervor på henholdsvis oldengelsk, engelsk og spansk.

En af Borges' allerbedste noveller handler i øvrigt om sprog. Novellen ”Funes med den gode hukommelse” beskriver en ung mand, der slår sit hoved og dermed opnår en hukommelse, hvor alt bliver lagret med samme præcision som en computer. ”Han havde uden vanskeligheder lært sig engelsk, fransk, portugisisk, latin. Ikke desto mindre tror jeg ikke, han var særlig ferm til at tænke. At tænke er at glemme forskelle, generalisere, abstrahere. I Funes' overfyldte verden var der kun detaljer, detaljer, som bestandig trængte sig på,” skriver Borges.

Men er Facebook-epidemien ikke også netop detaljer, som bestandig trænger sig på? Her bliver vi på mange profiler præsenteret for en dagligdag, hvor intet er for småt eller for ubetydeligt til at blive fotograferet eller skrevet om. Kan man ikke også miste evnen til at orientere sig i, hvad der er væsentligt, når man uhæmmet lader informationsbunkerne få vokseværk?

Således er Borges' gamle fortællinger spændende i dag, hvorimod di Giovannis afregning med ham er lige så spændende at følge som maling, der tørrer.