Der er for langt mellem snapsene i denne Schade-samling til at give den flere stjerner end tre, skønt den er optaget i Gladiators serie af ikke-kanoniserede klassikere. Men indrømmet, der er dog nogle gode ”shots” indimellem. Et af de indlysende er denne: ”man siger, det suser i træernes top/ men hvad er det mod et sus i en krop,/ der slynges fra kærlighedens sfære/ ind til de københavnske stære.”
Her kan man begynde at gruble over, i hvilken ekstase mon kroppen fløjter som en stær? Eller er det de lette piger på gaderne, der er stære?
Og sådan er det jo med Schade. Det går ud på at få den faktiske verden til at tale erotisk. Som Peter Laugesen skriver så præcist i det ellers noget spredte efterord: ”Det erotiske livsevangelium hos Schade er ikke beslægtet med den dyrkelse af seksualiteten, der på alle planer dominerer verden i dag. Der er ikke tale om befrielse af impulser eller en ophøjelse af personlige behov til en lov om almen adfærd. Det er evigheden, det drejer sig om, og evigheden er i øjeblikket, nu og her, skiftende fra det samme til det samme, evigt.”
Laugesen ser i øvrigt Thøger Larsen og Johannes V. Jensen bag Schade, mærkeligt, at han ikke også ser Sophus Claussens erotiske poesi.
Klart er det i hvert fald, at Schade dyrker kvindens skød som en helligdom, og han ser dets præstinde i hver en kvinde. Og de har sikkert blomstret, de kvinder, som er blevet til digte. De har forvandlet sig under hans begejstring, så han fortryllet kunne tro, at de havde det som ham. At hans ekstase også var deres! Schade er jo før nutidens kvindemagt, og der er noget uskyldigt, rent og naivt over hans mandschauvinisme. For eksempel har en ung kvinde engang siddet næsten nøgen i kimono over for ham. Nu tænker han, da hun er død: ”(da) får jeg lyst til at skille livets og dødens kimono fra hinanden,/ og du sidder nøgen og strålende bag den som en evig ting.”
Så smuk, sorgfuld og evig kan Schade også i sin mands-erindring være om den tændte kvinde.
Samlingen rummer desuden digte om malere og digtere, blandt andre Jeppe Aakjær. Disse digte lyser ofte af et klarsyn, som poesien skaber: Om Aakjær står blandt andet ”Der går du i Danmark/ en korngul drømmer/ i bondeskrud.// Se, hvor du stiger!/ som Grundtvigskirken/ af krøllede agre.”
Den dengang nye Grundtvigskirke bruges til at angive Aakjærs kolossale størrelse, men også hans udspring i det grundtvigske på Askov Højskole – i en flot fletning af Schade!