I sammenligning med konservative partier i Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Storbritannien klarer de danske konservative sig dårligt hos vælgerne. Man kan næsten mærke, at ærgrelsen over det har fået Poul Schlüter (konservativ leder 1974-1993 og statsminister 1982-1993) til op til sin 90-årsfødselsdag at udgive, hvad han kalder sit politiske testamente. Det er en blanding af Schlüters syn på nutidens politik og et tilbageblik på hans tid som politiker. Det er hans måske sidste forsøg på at påvirke sit politiske eftermæle. Og bogen skal vist slå fast, at det i al fald ikke er Schlüters skyld, at det er gået dårligt for De Konservative. Men er det nu også helt rigtigt?
Man skal ikke lade sig narre af, at John Wagner står som forfatter. Han hverken kan eller vil være den kritiske interviewer. Wagner var i en periode generalsekretær i Det Konservative Folkeparti, mens Schlüter var dets leder, og han har set det som sin opgave at hjælpe Schlüter med at få budskaberne ud. At Wagner beundrer Schlüter kan der vist ikke være tvivl om.
Schlüter bekender sig stadig til en midtsøgende socialkonservatisme fra et udgangspunkt ”en lille smule” til højre. For ham er det desuden et ideal at være gentleman som politiker. Så det er ikke underligt, at nutidens politik fra Donald Trump til Berlingskes ucharmerende satirespalte ”Groft sagt” får Schlüter til at sige ”forfærdeligt”. I 2015 blev han forfærdet over, at hans gamle parti udsendte en plakat med sloganet: ”Stop Naziislamisme”. Det sendte han sin ottende efterfølger som konservativ leder, Søren Pape Poulsen, et kritisk brev om.
Resultater var der nok af, da Schlüter var statsminister. Næsten alle økonomiske parametre blev forbedrede. Man skal dog ikke glemme, at over 300.000 var arbejdsløse, og at Danmarks kreditværdighed var sat ned to gange, da Schlüter gik af. De to minusser dvæler bogen dog ikke ved. Men der peges på, at LO blev gjort mere samarbejdsvillig. Ikke synderligt frugtbare holdninger til opsparing blev ændrede. Begyndelsen til fornuftige pensionsordninger for LO-medlemmer blev skabt. TV 2 blev sat i gang. Beslutninger om de store broforbindelser blev taget. Danmarks forankring i NATO og EU var efter Schlüter (og Murens fald) ikke længere til seriøs diskussion, og de første skridt til den aktivistiske udenrigspolitik var taget.
Schlüter havde især i første halvdel af sin tid som statsminister vist sig som en overordentlig modig og ferm statsminister, der gav ministrene meget lang snor til deres arbejde, hvad de nød. I 1984 fik De Konservative deres bedste valg nogen sinde, det gav 42 mandater (mod 6 nu). Schlüters håb var at fortrænge Socialdemokratiet fra førstepladsen i dansk politik. På sigt lykkedes det også. Men det var Venstre, der i 2001 overhalede Socialdemokratiet. Så hvad gik galt?
Det ville forbavse, hvis Schlüter (og Wagner) greb i egen barm og tog ansvaret for De Konservatives nedtur, som nok begyndte i Schlüters tid, men som tog fart bagefter. Tværtimod bruger Schlüter en del energi på at forsvare sig mod kritik, blandt andet for at være for dårlig til at tage afsked med ministre. Schlüter er også blevet kritiseret for at skabe utilfredshed i den konservative folketingsgruppe, fordi han hentede usædvanligt mange ministre uden for Folketinget. Den kritik affejer han fuldstændigt. Man må tro, at det primært er gået dårligt for De Konservative, fordi Schlüters efterfølgere kæmpede om magten, hvor den ene formand hurtigt afløste den anden. Men det havde vel også noget at gøre med, at Schlüter ikke i god tid havde kørt en efterfølger i stilling.
Bogen gør opmærksom på, at partiet i hele sin historie har været præget af en konflikt mellem de konservative og de midtsøgende i ”folkepartiet”. Nogle mener, at problemet er, at partiet ikke har en samlende ideologi, og at Schlüter forværrede det problem. Men Poul Schlüter mener fortsat, at ”ideologi er noget bras”. Her er der ikke noget at komme efter, mener han.
Den opfattelse kunne dog nok have fortjent en mere kritisk interviewer end Wagner.
I Schlüters tid blev medlemstallet i det konservative parti reduceret til en tredjedel. Det var selv i en tid med faldende medlemstal i partierne et voldsomt fald. Men man skal ikke forvente, at Schlüter og en tidligere generalsekretær spørger sig selv, om det har noget med dem at gøre. Schlüter gav ellers interviews efter partiets årlige landsmøder (landsråd), hvor han åbenlyst udtrykte, at det bedste ved mødet var, at der var et helt år til det næste. Denne og lignende udtalelser er vel ikke den fineste medlemspleje.
Mere selvkritisk erkender Schlüter, at ”vi undervurderede udlændingepolitikkens betydning”. Derved gav man Dansk Folkeparti vækstbetingelser. Men her er vi faktisk ved et punkt, hvor han er urimelig hård ved sig selv. For som han udmærket ved det, så var der i hans tid ikke politisk rum til en kraftig opstramning. Socialdemokratiet var ikke parat til det. Schlüters samarbejde med De Radikale kunne ikke bære det. Langt inde i Det Konservative Folkeparti var der modstand mod en strammere flygtningepolitik, kunne han have tilføjet.
Men ulykkeligvis fik den manglende opstramning af udlændingepolitikken justitsminister Erik Ninn-Hansen til at behandle tamilske flygtningesager ulovligt. Denne sag førte ikke alene til, at Ninn-Hansen senere blev dømt ved Rigsretten, men også til, at Schlüter efter kritik i den såkaldte Tamil-rapport trak sig som statsminister. Sagen er uden tvivl en del af forklaringen på, at det efterhånden gik dårligt for De Konservative.
Schlüter kan i sit partsindlæg fortsat ikke forstå, at han blev kritiseret for i Folketinget at sige, at der ikke var noget fejet ind under gulvtæppet, selvom han senere måtte erkende, at det var der. Men han undskylder sig med, at det var en embedsmand, som fandt på den famøse udtalelse. Som det danske system er, er det bare tindrende ligegyldigt, statsministeren har selv ansvar for det, han siger til Folketinget. Schlüter har ifølge Tamil-rapporten ret i, at han ikke fik den bedste hjælp fra embedsmænd. Men som det danske system er, så var ansvaret hans.
Siden 1910 har det været fastslået, at statsministeren har pligt til at føre tilsyn med ministrene. Schlüters ledelsesstil, hvor han gav ministrene lang snor, havde mange fordele. Men dilemmaet er, at en statsminister skal gribe ind og kulegrave en sag, hvis en minister modtager vedholdende kritik, der måske kunne tyde på ulovligheder. Den lære blev draget ved Rigsretten efter, at statsminister J.C. Christensen i årevis havde siddet på hænderne til trods for, at han var blevet præsenteret for (velbegrundede) formodninger om, at justitsminister Alberti var bedrager.
I al fald: Hvis man vil vide noget dybere om Tamil-sagen, er det nok klogt at læse mere end denne bog.
Med en så velformuleret hovedperson som Poul Schlüter og en hjælper som John Wagner, der har en baggrund som journalist, undrer det ikke, at bogen er meget letlæst. Men hvis man venter nye vinkler på den konservative historie, er der intet at hente. Og det er heller ikke her, man skal hente afgørende nye tanker til genopretning af den danske konservatisme.