Schubert sikrer livsglæde, mens Saint-Saën-koncept lider under al for megen snak

Kristeligt Dagblads anmelder Peter Dürrfeld ser her nærmere på to nye klassiske albummer, som høster henholdsvis fem og to stjerner

En ny cd fra plademærket Solo Musica med otte ouverturer af Schubert har fået titlen ”Lebensfreude”. Den er for så vidt ganske velvalgt, eftersom musikken ofte bobler af livsglæde – om end man undertiden kan fornemme en vis underliggende tragik. Schubert komponerede jo en symfoni – nummer 4 i c-mol - med tilnavnet ”Den tragiske” (angiveligt stammer det fra ham selv), og han fik et endnu kortere liv end Mozart, idet han kun blev 31 år. Musikologer kendetegner ham ofte som en overgangsfigur mellem wienerklassikken og romantikken, som ikke mindst hans sene musik indvarsler. Det udprægede sangbare element i hans musik kan ikke undre, eftersom han komponerede omkring 700 Lieder (sange).

Med en samlet spilletid på lidt over en time byder denne skive på talrige eksempler på Schuberts særlige evne til at indfange stemningsskift, og fortolkningen er i gode hænder hos Berliner Symphoniker (ikke så berømt som byens filharmonikere, men immervæk et glimrende orkester), der i denne sammenhæng bliver ledet af den efterhånden 74-årige Hansjörg Schellenberger. Han har gennem en lang karriere gjort sig smukt gældende som oboist og blandt andet indspillet flere værker for det hæderkronede Deutsche Grammophon Gesellschaft, den gule label.