Schuberts musik som livsglæde ★★★★★☆
En ny cd fra plademærket Solo Musica med otte ouverturer af Schubert har fået titlen ”Lebensfreude”. Den er for så vidt ganske velvalgt, eftersom musikken ofte bobler af livsglæde – om end man undertiden kan fornemme en vis underliggende tragik. Schubert komponerede jo en symfoni – nummer 4 i c-mol - med tilnavnet ”Den tragiske” (angiveligt stammer det fra ham selv), og han fik et endnu kortere liv end Mozart, idet han kun blev 31 år. Musikologer kendetegner ham ofte som en overgangsfigur mellem wienerklassikken og romantikken, som ikke mindst hans sene musik indvarsler. Det udprægede sangbare element i hans musik kan ikke undre, eftersom han komponerede omkring 700 Lieder (sange).
Med en samlet spilletid på lidt over en time byder denne skive på talrige eksempler på Schuberts særlige evne til at indfange stemningsskift, og fortolkningen er i gode hænder hos Berliner Symphoniker (ikke så berømt som byens filharmonikere, men immervæk et glimrende orkester), der i denne sammenhæng bliver ledet af den efterhånden 74-årige Hansjörg Schellenberger. Han har gennem en lang karriere gjort sig smukt gældende som oboist og blandt andet indspillet flere værker for det hæderkronede Deutsche Grammophon Gesellschaft, den gule label.
Ouverturerne er indspillet i efteråret 2020 i Hohenzollernsaal i Berlin, og lydbilledet er velgørende klart. En udgivelse, der vil vække glæde hos lyttere med forkærlighed for melodiøs klassisk musik.
Schubert: Ouverturen – Lebensfreude – Berliner Symphoniker – Hansjörg Schellenberger – Solo Musica SM 361
Alt for megen snak ★★☆☆☆☆
Den franske komponist Camille Saint-Saëns (1835-1921) skrev i 1886 en orkestersuite, der var kommet i stand til en privat lejlighed, og han ønskede ikke, at værket blev opført offentligt. Kort tid inden han døde, gav han dog tilladelse til en udgivelse, og værket er i dag en af Saint-Saëns mest kendte kompositioner.
En indspilning fra Decca har et farverigt og appetitvækkende cover, men lider under et besynderligt koncept. Man har valgt at lade et par fortællere, Michael Morpurgo og Olivia Colman udrede teksten, dvs. fortælle om de forskellige dyr, ind imellem musikken. De gør det desværre ikke mere end hæderligt, og deres talelyst går ikke overraskende ud over det naturlige flow i musikken.
Noget tilsvarende gentager sig på cd’ens andet værk, en sammensat orkestersuite, man har kaldt ”Grandpa Christmas” (Bedstefars jul). Her bydes der på musik af bl.a. Tjajkovskij, Rimskij-Korsakov og Bartók, men igen garneret med en masse nok så velment og engageret snak, også om at vi bør passe på miljøet og naturen. Det kan man kun være enig med fortællerne i, men her var det altså Saint-Saëns, det skulle dreje sig om.
Det er synd, for The Kanneh-Masons-musikerne gør det såmænd udmærket – når de ellers får lov til at spille midt i talestrømmen.
The Kanneh-Masons: Carnival - Michael Morpurgo – Olivia Colman – Decca 485 1156