Det var komponisten og musikkritikeren Robert Schumann, der ved en lejlighed henført skrev om ”Schuberts himmelske længde”. Ganske vist var vendingen møntet på den store, timelange C-dur-symfoni fra 1825-26, men den ville have været lige så velanbragt om hans oktet fra 1824, et af kammermusikkens ubestridt største mesterværker.
Dens seks satser har en varighed på en hel time i de fleste tolkninger, også i den, Isabelle van Keulen og syv af musikerne fra DiamantEnsemblet tirsdag aften bød på i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek. Van Keulen har, siden sin hun i 1984 som teenager vandt Eurovisionens konkurrence for unge musikere, været en af Hollands mest fremtrædende violinister, både som solist og – ikke mindst – som kammermusiker.
Som førsteviolinist i Schuberts oktet, hvor de øvrige syv instrumenter er andenviolinen, bratschen, celloen, kontrabassen og tre blæsere (horn, fagot og klarinet), var det primært hende, der tog teten, men hun gjorde det som en ”prima inter pares”. Hemmeligheden ved kammermusik af den karat, man oplevede i den gyldne time i Diamanten, er jo samspillets kunst. Ikke mindst en ualmindelig veloplagt og velspillende klarinettist i skikkelse af Søren Elbo sørgede for balancen, både musikalsk og klangligt.
Men de øvrige Diamant-musikere levede i høj grad også op til den hollandske stjernes energiske og alligevel såre naturlige spil. Intet krukkeri, ingen forhalende tempi eller selvsmagende fraseringer, der kan få Schuberts uimodståelige melodik til at tippe over til det kælent-sødladne. På programbladet havde man refereret til Beethovens septet i Es-dur fra 1799. Ganske nærliggende, men hvor Beethoven-septetten ”bare” er et smukt eksempel på et afbalanceret wienerklassisk værk, stikker Schubert-oktetten dybere og er i sine mange gribende øjeblikke udtryk for en længsel efter den himmel, man kan forestille sig, musikken kommer fra. Mon ikke også det har været en af pointerne med Schumanns metafor?
Inden Schubert havde Isabelle van Keulen og otte musikere fra ”Diamantens faste stok” glædet os med en klar fortolkning af Bohuslav Martinus’ (1890-1959) nonet fra komponistens dødsår. Man kunne i dette langt kortere værk opleve hele fem blæsere, idet fløjte (Anna Dina Schick Bjørn-Larsen) og obo (professor Max Artved, ensemblets leder) også var repræsenteret. Nonetten emmer af tjekkisk folkemusik og var et fint bekendtskab. Men det føltes indlysende rigtigt ikke at tage aftenens to værker i kronologisk rækkefølge. For ingen kammermusik kan vel tåle at komme efter Schuberts udødelige oktet