Rammen om en koncert kan ofte være af vital betydning for oplevelsen. I koncertrækken ”Internationale pianister” i Tivoli var man i søndags kommet til en af den yngre generations stjerneskud, den 36-årige schweizer Francesco Piemontesi, der ikke mindst har gjort sig fordelagtigt bemærket i det wienerklassiske repertoire og undervejs har lært et og andet af sin mentor, den nu 88-årige levende legende, Alfred Brendel.
Piemontesi havde valgt et rent Schubert-program. Først fik vi hans fire impromptus, opus 90 fra 1827, noget af den mest iørefaldende og gribende klavermusik, der nogensinde er skrevet. Som Jens Elvekjær, medstifter af Trio con Brio Copenhagen og selv en af Danmarks førende pianister, så tankevækkende udtrykte det i koncertprogrammet, så føler man, at hvert impromptu gemmer på sin egen historie – ”noget eventyrfortælling og en sørgmodighed, som er så kendetegnende for Schubert. Det er, som om han foretrækker at drømme sig et andet sted hen frem for at trodse og protestere, som en Beethoven ville have gjort det.”
Det er denne længsel, kombineret med en ganske særegen intimitet, der gør, at Schuberts musik selv i de mere kraftfulde passager synes at tale direkte, ja, hviske til vore hjerter. Netop derfor var det vanskeligt at abstrahere fra, at hans impromptu – betegnelsen står for et kort klaverstykke, der giver indtryk af at være improviseret – havde svært ved at vinde den rette genklang i den alt for store ramme, som Tivoli Koncertsal nu engang er, når der knap nok er mødt et par hundrede tilhørere frem på den regnvåde augustdag.
Men det skal siges til Piemontesis ros, at han tilsyneladende ikke lod sig anfægte af det beskedne fremmøde. Han spillede de fire impromptus med suverænt overblik og sans for deres indbyrdes forskellighed.
Og efter pausen bød han på en lige så sikker fortolkning af en af Schuberts mindre kendte klaversonater, nummer 17 i G-dur med tilnavnet ”Gasteiner-sonaten”, fordi Schubert havde komponeret den i sommeren 1825 under et ophold på kurstedet Bad Gastein. Sammenlignet med andre af Schuberts sene sonater er denne mere udadvendt og ubekymret i sin karakter, og flere steder er der ligefrem tale om naturbeskrivende musik, der kan få tilhøreren til at associere til kobjælder under en vandring i de østrigske alper. Til gengæld må man stort set undvære den inderlighed og uhørt sangbare melodik, der ellers er så kendetegnende for ”Liedens mester” – i hvert fald når en pianist har valgt at fremføre sonaten med så hurtige tempovalg, som det var tilfældet med Piemontesi. Han kunne imidlertid glæde sig over, at den fåtallige skare reagerede med begejstring og klappede ham frem til to korte ekstranumre.