Schumanns ”Kinderszenen” skildrer barnesindet i toner

Værket blev en vigtig del af den romantiske musiks litteratur for klaver

På ”Robert Schumann. Kinderszenen. Kreisleriana” med Martha Argerich kan man lytte til Schumanns børnescener.
På ”Robert Schumann. Kinderszenen. Kreisleriana” med Martha Argerich kan man lytte til Schumanns børnescener.

Kunst i det lille format kan på sine egne præmisser være lige så overbevisende som den store forkromede verdenskunst. Det gælder både den bildende kunst, litteratur og musik. Den tyske komponist Robert Schumann (1810-1856) skabte i 1838 en cyklus, som han kaldte ”Kinderszenen” (Børnescener). Den bestod af 13 korte klaverstykker, som på forunderlig vis skildrer barnesindet i toner.

Alene de 13 titler siger meget om barnets sind og forestillingsverden. Det første dusin i rækkefølgen lyder: ”Om fremmede lande og mennesker”, ”Mærkelig historie”, ”Tagfat”, ”Bedende barn”, ”Lykkelig nok”, ”Vigtig begivenhed”, ”Drømmeri”, ”Ved kaminen”, ”Ridder af kæphesten”, ”Næsten for alvorlig”, ”At blive bange” og ”Barnet falder i søvn”. Efter disse 12 smukke miniaturer rundes der af med ”Digteren taler”, hvor musikken bliver mere tilbageskuende, forsonende og omfavnende.

”Kinderszenen” blev en vigtig del af den romantiske musiks litteratur for klaver, og flere andre komponister kastede sig over denne form for ”karakterstykker”, hvor målet var at videreformidle følelser, hvor ordene slap op.

Schumann havde takket være sin gode uddannelse og borgerlige opdragelse tidligt fået et grundigt kendskab til litteratur. Hans far ejede en forlagsboghandel, og i hjemmet var der et privatbibliotek. Den lille Robert forsøgte sig selv som forfatter, og hans store litterære forbilleder var Jean Paul, E.T.A. Hoffmann, Friedrich Schiller og Johann Wolfgang von Goethe, hvis værker han senere skulle bruge som musikalsk forlæg.

I ”Kinderszenen” forsøger han at drømme sig tilbage til en uskyldens tid, hvad der måske illustreres stærkest af det syvende og mest kendte stykke i suiten, ”Träumerei”, der skulle blive et yndet dacaponummer for generationer af pianister.

Min første indspilning af værket var med den norske pianist Robert Riefling, men borte har taget den plade under en af mit livs flytninger. Heldigvis har jeg fundet en fuldgod erstatning i form af en cd med den argentinske pianist Martha Argerich. At denne skive desuden rummer Schumanns klaversuite ”Kreisleriana”, også komponeret i 1838, er naturligvis kun et yderligere plus.