Schweizisk præstesøn skrev verdensdramatik og fornyede krimigenren

Frihed, valg, skyld og dom er temaerne i Friedrich Dürrenmatts forfatterskab. På tirsdag er det 100 år siden, at den schweiziske forfatter blev født

Friedrich Dürrenmatt (1921-1990) udgav som ung blandt andet ”Dommeren og hans bøddel”, ”Mistanken”, ”Løftet”, ”Ophold på vejen” og ”Tunnelen” samt dramaet ”Den gamle dame besøger byen”. – Foto: imago images/SKATA/Ritzau Scanpix.
Friedrich Dürrenmatt (1921-1990) udgav som ung blandt andet ”Dommeren og hans bøddel”, ”Mistanken”, ”Løftet”, ”Ophold på vejen” og ”Tunnelen” samt dramaet ”Den gamle dame besøger byen”. – Foto: imago images/SKATA/Ritzau Scanpix.

De to største navne i nyere schweizisk litteratur er utvivlsomt Max Frisch (1911-1991) og Friedrich Dürrenmatt (1921-1990). Dürrenmatt var den yngste, og den 5. januar er det 100 år siden, at han blev født. Han voksede op i en præstegård ved Bern, siden studerede han ved universiteterne i Bern og Zürich. Men han forsømte studierne til fordel for kabaretbesøg og litterære sammenkomster, og i 1946 forlod han universitetet for at satse på en karriere som forfatter.

Uden en schweizerfranc på lommen indgik han samme år ægteskab med skuespilleren Lotti Geissler, som han var gift med til hendes død i 1983. Året efter blev han gift med skuespilleren og instruktøren Charlotte Kerr, der producerede en stor portrætfilm om gemalen.

Man kender måske anekdoten om Voltaire, som fik besøg af en forfatterspire medbringende et manuskript. Voltaire læste det og udbrød derpå: ”Kære ven – så skødesløst og tarveligt kan De skrive, når De engang er blevet berømt. Men på nuværende tidspunkt bliver De nødt til at gøre Dem umage.”

Den sene Dürrenmatt gjorde sig ingen umage med sit forfatterskab, og han forklarede da også, at hans vigtigste tilskyndelse til at udgive bøger efterhånden var blevet det omkostningskrævende slot, han boede i.

Den unge, fattige og knap så berømte Dürrenmatt udsendte mellem 1952 og 1962 til gengæld en række litterære perler med klassikerstatus. Det er novellerne ”Dommeren og hans bøddel”, ”Mistanken”, ”Løftet”, ”Ophold på vejen” og ”Tunnelen” samt dramaet ”Den gamle dame besøger byen”. Alle er oversat til dansk.

Som præstesøn havde Dürrenmatt hørt sin far prædike over teksten, hvor Jesus bliver fristet af Djævelen i ørkenen, der tilbyder ham al verdens riger og herlighed, ”hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig”.

Dürrenmatt fortolkede Matthæusevangeliets tekst i ”Den gamle dame besøger byen”, som forfatterkonkurrenten Max Frisch udnævnte til det bedste tysksprogede drama i efterkrigstiden. Heri vender den stenrige Claire Zachanassian tilbage til sin barndomsby Güllen, hvor hun i sin tid blev nedværdiget af Alfred Ill, der nu er byens købmand. Zachanassian tilbyder byen en milliard, hvis Ill bliver dræbt.

Borgmesteren afviser harmdirrende tilbuddet: ”I byen Güllens navn afviser jeg Deres tilbud. I menneskelighedens navn. Hellere fattigdom end vanære”.

Det lyder jo fromt og godt, men holder byen stand? Da borgmesteren erfarer, at Ills moral er flosset, ser han allerede anderledes velvilligt på tilbuddet. Og byens politibetjent, der i forvejen er vant til at lukke det ene øje for lyssky virksomhed, har ingen problemer med at lukke dem begge to.

Lægen lader sig også overtale til at skrive ”hjerteslag” på dødsattesten. Heller ikke præsten protesterer, eftersom han får opfyldt sit drøm om et nyt klokkespil.

”Den gamle dame besøger byen” havde premiere i 1956. Det var samme år, som en anden stor dramatiker afgik ved døden – nemlig Bertolt Brecht. Brecht slutter et af sine skuespil af med de rimede vers: ”Højtæred’ publikum! Vi ber om nåde: Vi burde slutte på en bedre måde. / Et gyldent eventyr vi spille ville. / Hvad blev det så? Det blev en bitter pille. / Vi selv blev skuffede, da tæppet faldt, / og der var svære spørgsmål overalt.”

Ordene passer dårligt på Brecht, men de er til gengæld rammende i forhold til Dürrenmatt, der vidste, at blandt sandhedens mange fejl er den mest iøjnefaldende, at den ikke altid virker tiltalende. Men selvom Dürrenmatt ikke leverede nemme svar, var han sig dog bevidst, at læseren skulle underholdes undervejs: ”Jeg skriver for dem, der falder i søvn over Heidegger.”

Krimifortællingen bød sig til som en mulighed for ”at skabe kunst dér, hvor ingen venter det”. I et essay forklarer Dürrenmatt, at en scene med to mennesker, der drikker kaffe og snakker om vind og vejr, først bliver spændende, hvis læseren ved, at der er kommet gift i den ene kaffekop eller måske endog i dem begge. Men udelader man spændingen, dør ordene, og ingen hører efter, ligesom Dürrenmatt mente, at skyld og ansvar var begreber, der bedst kom til deres ret i krimien.

”Løftet” er en forfærdelig trist, forfærdelig oprivende og forfærdelig god fortælling, hvor politimanden Matthäi opstiller et såre logisk regnestykke for at arrestere den mand, der har myrdet en lille pige. Matthäi har lovet datterens mor ved sin sjæls frelse, at han nok skal finde morderen, men det lykkes ikke for ham. Alle mareridt løber sammen her, og Matthäi går i stykker på det.

Dürrenmatt havde læst Søren Kierkegaard, og den danske filosof skriver et sted, at den, der kun blev skyldig i forhold til politivedtægten, blev i grunden aldrig skyldig. Det er denne sætning, mesterværket ”Ophold på vejen” er komponeret over. Sælgeren Alfred Traps må på grund af motorstop overnatte hos en pensioneret dommer. Om aftenen får dommeren besøg af sine tidligere kolleger. Under det overdådige aftensmåltid spørger de Traps, om han vil være den anklagede i en lille leg. Traps tager det for en spøg og siger ja.

Herfra udvikler det sig til en farce af en rettergang. Traps kommer fra en verden, hvor der ikke findes ”nogen Gud at frygte, ingen retfærdighed truer, ingen skæbne, som i Beethovens femte symfoni, men kun trafikulykker, motorstop.”

Derfor er Traps overbevist om, at han er et menneske uden skyld, men de gamle jurister påviser med pompøs skadefryd, at han har myrdet sin chef. Traps gik nemlig i seng med chefens kone, og chefen fik et hjerteslag.

Kierkegaards sætning materialiser sig, Traps forstår, at han bærer på en skyld, ”der som en mægtig stormflod bruste igennem ham, rystede ham”.

Dagen efter opsøger juristerne Traps for at overrække ham ”dødsdommen” på skrift, men Traps har hængt sig, og ”anklageren” udbryder fortvivlet: ”Alfredo! Kære Alfredo! Hvad har du dog troet? Nu har du jo ødelagt hele aftenen for os!”

Den sorte humor og den bitre ironi forblev en konstant hos Dürrenmatt, der ikke var nogen knarvorn kostforagter. Han behandlede livet med udfordrende nonchalance og drak og røg, så det stod efter, skønt han led af sukkersyge. Men som han selv forklarede: ”Man kan ændre alt på denne jord, men det tjener intet formål, for man kan ikke ændre mennesket”.

Sådan levede Friedrich Dürrenmatt, og ud fra den anskuelse blev hans forfatterskab til.