Mickey Gjerris: Science fiction fortjener mere opmærksomhed

Mange science fiction-forfattere giver læserne mulighed for at forstå nutiden ved at placere problemerne i fremtiden, siger Mickey Gjerris, der er medlem af Det Etiske Råd og har stået i spidsen for et nyt forslag om at lægge en klimaafgift på oksekød

Jeg er ikke motorisk begavet nok til at blive fanget af danseteater og ballet, siger Mickey Gjerris, universitetslektor i bioetik og medlem af Etisk Råd.
Jeg er ikke motorisk begavet nok til at blive fanget af danseteater og ballet, siger Mickey Gjerris, universitetslektor i bioetik og medlem af Etisk Råd. . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er bogen ”Wild: An Elemental Journey” af englænderen Jay Griffith. Da hun var i 30’erne, sagde hun sit job op og tog ud i verden for at finde ud af, hvordan hun hører sammen med verden. Bogen er en selvbiografi propfuld af antropologiske iagttagelser. Håndholdt antropologi, kan man kalde det.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det er Inge Eriksens firebindsværk ”Rummet uden tid”, som jeg stødte på, da jeg var 16-17 år. Den foregår i en fremtid, hvor jorden er blevet evakueret på grund af klimakatastrofer. Inge Eriksen lader handlingen foregå i fremtiden, så hun kan se nærmere på nutidens problemstillinger.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg kommer meget hurtigt til at kede mig på et museum. Så nogle gange beslutter jeg mig for at være der en halv time og så tage et halvt århundredes kunstværker. I den tid kan jeg godt holde opmærksomheden, så den metode vil jeg gerne anbefale andre.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Jeg var på Roskilde Festival i 1990, og her gik jeg fra det ene band, jeg ikke kendte, til det andet. Lige siden har jeg både holdt meget af at gå til koncerter og af at opleve noget uden at komme med bestemte forventninger og så blive overrasket.

Hvis jeg skal se en film, kan jeg godt finde på bare at gå med nogen, som vil se en bestemt film. Jeg har en teori om, at det ikke altid er så vigtigt at vide, hvor man skal hen, men at det er vigtigt at følge efter mennesker, som virker spændende. Det kunne jo være, at de fandt på noget, som var mere interessant, end det jeg selv kan finde på.

Hvilken koncert har du senest været til?

Det var en koncert med Bo Kaspers Orkester på Portalen i Greve for en måneds tid siden. Det er noget meget charmerende svensk folk-rock-agtig musik.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Science fiction-litteraturen bliver tit bortdømt som noget pjat. Folk tror, at det kun er sådan noget med lyssværd, men området er langt større end det. Der er mange rigtig gode science fiction-forfattere, som giver læserne mulighed for at forstå nutiden ved at placere problemerne i fremtiden.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Danseteater, ballet og den slags. Jeg er ikke motorisk begavet nok til at blive fanget af det. Jeg får ikke nogen erkendelser ud af at se det.